Hvordan fanden får jeg min baby til at drikke?

 

image

 

HJÆLP!

Lille står op før fanden nogensinde har overvejet at få sko på, men det er på en eller anden måde hyggeligt nok. Vi får lidt kvalitetstid uden de andre og lille er i top-form og ret sjov i de tidlige timer.

Problemet ligger i at Hr. Flødelår er vågen mellem 8-10 gange om natten, for at gå i baren. Også selvom han for længst har tørlagt hvad der svarer til et helt mejeri! Og her mener jeg virkelig tørlagt, jeg kan simpelthen ikke nå at producere så meget mælk som der efterspørges!

sagen er den at jeg tror at han er tørstig! Jeg kan nemlig ikke få ham til at drikke om dagen. Han nægter at drikke af glas, tudekop og sutteflaske og afviser alle former for væske, selv serveret på ske. Ikke engang sukkervand!

Jeg lover jer for at jeg har prøvet  hvad der føles som ALT. I alle mulige forskellige sammenhænge og på forskellige tider af døgnet. Men den lille bestemte flødefætter kvitterer hvert forsøg med en mund så stram, som en af de der plasticposer med genluk. Han bidder de små tandløse gummer sammen i kamphundestil og hovedet kastes fra side til side, så det faktisk er svært at se hvor munden i virkeligheden er placeret.

Flødelår ELSKER til gengæld grød og lapper smoothies i sig. Han bliver stadig ammet et par gange i løbet af dagen, men i Flødelårs optik er væske ikke så interessant i dagtimerne.

Jeg er selvfølgelig ikke 100 procent sikker på at det er væske-problematikken der ligger til grund for Flødes natte-uro, men jeg har efterhånden en stærk mistanke.

Jeg er skide træt og efterhånden lidt desperat for at få ham til at drikke af glas/tudekop/flaske. Tænk hvis det kunne give et par sammenhængende timers søvn? Tænk hvis Fløde slog sig på sutteflasken og manden kunne give ham en flaske kl. 23, før han selv går i seng og jeg er drættet omkuld for længst. Det lyder næsten som en drøm!

Så….Hvad dælen skal jeg stille op med Hr. Fløde der nægter at gå på vandvognen i dagtimerne og er dybt afhængig af nattebabs? Er der nogle af jer der har haft succes med den slags?

Alle råd modtages med kyshånd!

 

smooth-operator, tv-tips og ventetid.

FullSizeRender-21

Vi har været i sommerhus i stormvejret og det har været skide hyggeligt. Svale har leget i haven i alt slags vejr og kildet mariehøns og opdaget regnormens eksistens. Wilder har været lidt af en smooth-operator, der har slået smut med de store brune øjne og slanget sig i sin leo-buks foran pejsen.

Jeg har været lidt mut fordi jeg har været nervøs omkring Wilders hoved, men det har hjulpet med timelange gåture ved skov og strand og jeg har fundet ud af at vores sommerhus-område er endnu federe end jeg anede!

Sune har brugt aftenenerne med at hamre og save i værkstedet og jeg har brugt dem på sofaen med lille varme Wilder sovende på min brystkasse. Jeg har set så meget fjerner så man tror det er løgn og jeg er, efter min tv-smag, blevet lidt i tvivl om jeg er 19 eller 99 år indeni…

Jeg er gået amok på DR´s hjemmeside og kan godt anbefale diverse dokus . Sidst har jeg set Da Danmark blev Suspekt, og en fed dokumentar om Niels Bohr og så kan jeg ikke få hænderne ned over Petra dater hele verden, der er skide sjov og pisse ærlig. Lur hende lige, næste gang du keder dig, det er underholdning for alle skejserne og hun er SKØN.

Igår har vi været på Rigshospitalet og få røntgen af Wilders hoved. Alle de fortvivlede følelser vendte for en lille stund tilbage, men denne gang havde vi Sune med og det var dejligt at have en at holde i hånden og til at holde mine bekymrede tanker i skak. Der går endnu en uge før vi får svar, så vi venter i spænding.

Nervøs

IMG_8896

så er det på mandag at lille-bassen skal ind og have røntgenfotograferet sit hoved efter ulykken.

det modbydelige klip hvor jeg ser hans lille søde hoved ramme gulvet er begyndt at spille i min hjerne igen. Tankerne og frygten kommer lige så stille snigende tilbage og jeg må indrømme at jeg er ret nervøs.

Alt lader nu til at han har det fint. han er stor og flot og glad og jeg kan intet usædvanligt mærke på ham. Så mon ikke alt er OK? Jeg kigger op og sender en bøn til de højere magter, krydser alt hvad der krydses kan og kysser lille Wilders hoved for 4000. gang idag.

 

Vores søn skifter navn…

image1-16

Dem af jer som har fulgt med her på bloggen, ved at vi har været meget i tvivl om vores søns navn, Bobby.

For er han en Bobby? Jeg synes Bobby er et svedigt navn og Bobby lyder som en der er skide flink. Men som tidligere beskrevet, var det bare som om det ikke føltes HELT rigtigt. (læs indlæg her)

Der har hængt gule post-it´s på væggen med diverse drengenavne og vi har rykket dem frem og tilbage i kategorierne NO GO, MAYBE og HOT.

Til sidst stod gode gamle Bobby, gode gamle Harvey og gode gamle Oswald tilbage i kategori HOT. Vi var altså ikke nået en skid længere!

Men så fik jeg heldigvis besøg af min søde veninde Julie.  imellem kaffe, boller med tandsmør og flødeskumskager foreslog hun navnet Wilder. Julie har selv en søn på 5 måneder og Wilder var en af hendes favoritnavne da han skulle navngives. Julie har hele vores ungdom været Københavns lækreste servitrice på Cafe Wilder på Christianshavn. Vi har drukket mange fadøl der og ordnet verdenssituationen igen og igen og især Julie har virkelig slået sine folder på den cafe.Da hun foreslog sin engelske kæreste navnet Wilder til deres søn, synes han bare det var en tand for mærkeligt, at opkalde sit barn efter en cafe…. Så han blev ikke en Wilder men en lille Hugo.

Heldigt for os! For efter hun var gået kiggede jeg på Bobby og fandt ud af at han var en Wilder. Da Sune kom hjem var han fuldstændig enig. Wilder er sødt, blødt og hamrende flabet. Jeg elsker det!

BANG! Så fandt vi alligevel det helt rigtige navn til vores helt rigtige søn. Vi har endnu ikke fundet ud af om han beholder Bobby som mellemnavn. Jeg er for, Sune er imod. Jeg synes sgu stadig bare han også er lidt af en bobsen bobelopsen, men det kan man jo også kalde ham anyway!

Jeg er bare glad og lettet over at der var et rigtig fint navn derude, som passede lige til ham. Og selvom jeg ikke synes at søskendes navne behøver at passe sammen, så synes jeg at Svale og Wilder lyder RIGTIG godt!

Vild, vildere, Wilder.

WILDER er hans navn 🙂

Navne-snak og armhule-snuseri

FullSizeRender-19

 

 

Mens den ene halvdel af familien rejser ud på eventyr, stener vi rimelig vildt i KBH. Sune er i gang med sin svendeprøve og jeg er en barselsfis, som synes jeg har enorm travlt for jeg skal jo både drikke kaffe, sove lur og se min nye yndlings-serie “The Affair” på HBO, som jeg er blevet fuldstændig bidt af. Den kan anbefales hvis man er til lidt drama.

Vi går stadig og bøfler over et navn til lille. Den ene dag hedder han Winter, den næste Herman og så flirter jeg lidt med navnet Hubertus. Men hvem ved, måske hedder han Mingus , Helmuth eller bare gode gamle Bobby i morgen… Lige nu er der i hvert fald hængt post-it´s med navne på væggen i soveværelset, for vi må snart tage et valg, ellers bliver jeg kuk-kuke-luk.

Lille navnløse har steppet op for natte-ammeriet og er sulten en gang hver anden time. Her til aften prøvede jeg at stikke ham en flaske, for at se om lidt erstatning ville mætte ham bedre. Men nej tak og tudefjæs til den. Der har vidst lange udsigter til sammenhængende søvn og til jeg skal ud og have mig en guldøl med sidevogn på Bobi-bar.

Men jeg elsker det.

Jeg nyder ham. Han er nok mit sidste barn og jeg har slet ikke travlt med at komme ud og spille fandango som jeg havde da Svale var baby. Jeg kan tydeligt huske hvordan en ældre herre på Palæ-bar løftede øjenbrynene og fik store øjne, da han spurgte hvor gammel min baby var og jeg svarede 5 uger! Idag fatter jeg ikke rigtigt at jeg havde det behov. Jeg var kun ude et par timer og fik et par øl (eller 3 eller  4, måske 5) og så fik jeg suget nogle blå kings som smagte af røv og askebærger, bare fordi jeg kunne.

Men nej, det har jeg slet ikke travlt med. For det første har jeg vidst drukket de øl, shots og drinks der tilkommer mig, for de næste mange år. For det andet, er jeg i mellemtiden blevet så voksen og ansvarlig (og lidt skide kedelig) at nummer et er at snuse baby, nulre tumling og være en rigtig konemor (altså ikke sådan en der støvsuger).

Nu ligger jeg i sengen med mit lille dejlige varme drenge-kid. Han har snuden begravet i min armhule og jeg tror ikke den lugter særlig godt, men han er vidst ligeglad. Lige om lidt snupper jeg et afsnit til at mit daglige drama-fix, og så tager den navnløse og jeg, endnu en nat, med mælke-fest og armhule snuseri.

godnat fra os 🙂

Older posts