Køb et doktorsæt her!

Processed with VSCO with hb1 preset

Processed with VSCO with hb1 preset

Vi har en lille Doktor-Hilma herhjemme!   Vilfred var også helt vild med at lege doktor, men ihvertfald kommer der lige lidt hurtige links til dit barns nye doktorsæt …

Pureste plastik, men med gode dele.

Dele i en god gennemsigtig doktorkuffert.

Hape i træ.

Alt i bløde materialer.

Hvis man er mere til et blåt sæt.

Den lidt mere piget version.

Hvis det handler om at helbrede favoritbamsen.

Plastik fantastik, det helt billige sæt.

Chucky dropper flasken


Vi har givet Svale en dårlig vane.

Hun har skippet mælken for længst, men hun får en sutteflaske med vand hver aften, når hun skal sove. Det har resulteret i at sutteflasken er blevet hendes tryghed; hun bruger den som sovedyr og krammer den natten lang. Hvad værst er, den skal fyldes 2- 3 gange hver nat og der er garanti for en plaskvåd tisse-seng hver evige eneste morgen.

Vi er så trætte af den snart 2-årige boss, der på vilkårlige tider af natten råber “mere vand” i et lettere hysterisk tonefald og kommanderende svinger med sutteflasken, til en af os søvndrukken dukker op for at servicere. Når flasken er fyldt, er der ro, og hun skvatter i søvn med det samme. Det er et skråplan.

Jeg har udskudt det i mange måneder, for jeg har ikke kunnet overskue at tage kampen! Men nu er tiden kommet. Jeg er højgravid og kan umuligt rumme nætter hvor jeg både skal amme baby OG agere Svales butler. Så tror jeg filmen knækker.

Så i lørdags gik det ned! Jeg preppede Svale hele dagen. Sune var i Brighton, og Svale og jeg holdt efterårsferie hos min mor i Hornbæk. Vi skulle sove på samme værelse, så det var oplagt at gå i krig med projekt sutteflaske.
Svale smed selv sutteflasken i skraldespanden, og til gengæld fik hun en putte-abe, hun havde ønsket sig.

Det startede meget godt. Svale gik med til at tage en tår vand af glas og lagde sig pænt til at sove efter lidt skrumlen rundt og snakken med sig selv. Jeg listede ind i seng ved 23 tiden. Alt ånede fred og ro. Det skal sgu nok gå, tænkte jeg naivt. Og det gjorde det også lige indtil kl. lidt i 2 hvor det gik fuldstændigt banana….

Svale forvandlede sig til et uhyre da hun hørte at der ikke var nogen sutteflaske! Hun blev nærmest lilla i ansigtet af bare raseri og det foldede sig på en uhyggelig måde. Hun skreg skingert så de hvide tænder lyste op i mørket og rev hysterisk i sin yndige blomstrede natkjole. Putte-abe og 20 sutter blev tyret gennem soveværelset imens tonen ændrede sig til et leje jeg troede umuligt. Var det min datter? Eller var det selveste Regan McNeil fra exorcisten som var besat af en rædselsfuldt dæmon? Jeg blev et øjeblik lidt i tvivl og frygtede et splitsekund, at hun ville bøje sin lille krop bagover i en bizar stilling og bevæge sig forkrøblet rundt i rejsesengen, imens hun på perfekt latin ville beordre mig til at skride ud efter en sutteflaske eller dø.

Jeg tog min svedige hidsige datter op til mig i sengen. Prøvede at tilbyde lidt vand fra glas som blev spyttet direkte i fjæset på mig. Jeg blev bidt i armen og de små kæber spændte alt hvad de kunne, og jeg måtte presse på kamphundens kinder, for at få den til at slippe. Herefter fulgte spark i brystkassen af små ben som kørte som hidsige trommestikker, alt sammen til lyden af skrig og skrål. Jeg priste mig et øjeblik lykkelig for at ordforrådet endnu ikke var så stort, for så var jeg helt sikkert blevet kaldt alverdens væmmelige skældsord!
Svale blev efter lang tids kamp udmattet af sin djævelske aktivitet og faldt lidt til ro. Hun tog imod noget nus, tog sutten i munden og bæstet faldt langt om længe i søvn. Klokken var næsten 4 og den lille i min mave efterlignede den kommende storesøsters  adfærd og sparkede lystigt i ribben og mavesæk.

Puha. Jeg ånede lettet op. Rullede om på ryggen og lyttede et øjeblik til Svales rolige åndedræt. Jeg havde lyst til at danse en lille indianer-inspireret sejrsdans. Jeg valgte i stedet at ligge mussestille med næsten lydløs vejrtrækning i frygt for at vække udyret til live igen.

Jeg er temmelig plaget af halsbrand under min graviditet og kunne pludseligt mærke en bølge af mavesyre der føltes som skoldhed lava vælde op i spiserøret. Jeg vovede mig, efter lang tids overvejelse ud af sengen og fandt lydløst mine mavesyretabletter frem.

Hvad tror i, der skete, da den lille sprøde lyd af tabletten, der brød foliet, lød?

Monstret vågnede igen! Ondere end før!

Jeg stivnede imens Chucky satte sig op i et sæt. Hovedet drejede langsomt imod mig. Jeg er glad for at det ikke fortsatte 360 grader rundt, men det var lige ved. Stilheden blev flænget af endnu et skrig, og Svale lignede en, som havde lyst til at kradse mine øjne ud og flå mit hoved af! Vi tog hele omgangen igen; denne gang tog det lidt over en time, og til sidst var jeg selv på nippet til at skrige.

Da Svale endelig var faldet til ro, gik det ikke værre eller bedre, end jeg virkelig skulle tisse. Der var ingen vej udenom!

Jeg ventede cirka 20 minutter, før jeg sneg mig ud. Ikke på toilettet, for den dør knirkede, og den risiko skulle jeg ikke løbe. Så jeg bevægede mig næsten lydløst ud af terrassedøren og satte mig, stor og gravid, på hug i det våde græs i den kolde nat og tissede (også lidt på min fod).  Jeg kiggede op på himlen; alt var stille! imens tænkte jeg over, hvor meget en lørdags-nat og de grundlæggende værdier ændrer sig fra livet før børn til nu….Før ville jeg helt sikkert feste ubekymret rundt et sted i København og drikke alt muligt farvestrålende jeg ikke burde drikke. Nu sidder jeg her i småregn og bar røv, skide træt og har alligevel kæmpe optur. Jeg har “vundet” over mit barn, i vores hidtil stædigste kamp! Hvis jeg kunne, havde jeg slået en saltomortale eller to!

Da jeg endelig er kommet under den varme dyne igen, og viserne på uret viser lidt i seks, vender krapylet sig saftsuseme imod mig igen. Hun kigger på mig med sine store trætte øjne og grynter hæst: ” Mor hundelort”. “Jeg synes også du er en kæmpe lort Svale”,  hvisker jeg i den gryende morgen. Jeg kysser hendes gyldne lokker, nusser hende blidt over ryggen og så falder vi endelig i søvn.

Tomhjerne og Monster on the go….

  Kan man godt være dødsens træt af sig selv?
Kan man også godt være dødsens træt af sit eget barn?
Jeg er rimelig træt af os begge to for tiden. Især af mig selv.
Jo større min mave bliver, jo mere svinder min hjerne.

I løbet af de sidste par dage har jeg formået at gå ned og handle uden penge eller kort. 2 gange!!!!Begge gange opdagede Jeg det først da alle varerne var lagt på båndet og jeg stak hånden i en tom lomme. Det er så skide irriterende at skulle pille alle sine varer ned igen imens man smiler fjoget til de andre kunder i køen og leger det bare er fordi man har glemt at man også lige skulle have en leverpostej…. Det føles som en lang tur når man slukøret lusker hjem efter sit dankort (til en mand som ruller med øjnene.. specielt anden gang…)og derefter hele vejen tilbage igen….

Jeg er simpelthen så distræt at det halve kunne være nok. Flere gange denne uge har jeg været i tvivl om hvilken dag det var. På Onsdag har jeg lavet tre aftale oven i hinanden, den ene er et jordmoderbesøg som har stået i kalenderen de sidste mange uger… I eftermiddags var jeg i ca. 10 minutter sikker på min cykel var blevet stjålet indtil jeg kom i tanke om at den var hos cykelhandleren og få ny slange og så har jeg været tre dage om at bestille en 3 x 34 transport til at flytte en sofa i morgen, fordi jeg blev ved med at glemme hvad jeg havde gang i.

Forleden da Svalen og jeg skulle tage toget til sommerhuset, fordi Sune var kørt i forvejen for at sætte brændeovn op, tog jeg det forkerte tog. 
Det er svært at forklare hvad der skete i min hjerne. Men der kom et tog og det satte Svale og jeg os ind i uden rigtig at bekymre os om hvad der stod på det.
Det gik skide godt. Svale sad stille på sit sæde, pegede på toge, træer og mænd med solbriller og folk i kupeen smilede sødt og jeg bildte mig ind at de tænkte : Ej et sødt og velopdragent barn, sikke de hygger sig og ting i den dur…….Lige som jeg, i tankerne, sad og roste mig selv og Svale allermest sagde en mekanisk stemme i højtaleren : “Toget ankommer nu til Høje Tåstrup, toget kører ikke længere og blablabla….” Nej nej, vi skulle jo til Frederikssund. Jeg blev stresset og Svale blev hidsig over pludselig at skulle forlade sit nye hygge-spot.
Da vi endelig fangede toget tilbage var Svale højrød i ansigtet af at skrige og jeg havde sved på panden og et anstrengt udtryk i ansigtet. Svale havde sin papegøje og pingvin med som nær var røget ud på skinnerne fordi hun hidsigt kylede dem ud af tog-døren, ved en tilfældig station, af bare arrigskab! De blev heldigvis reddet i sidste øjeblik og jeg følte mig som en idiot der blev revet rundt i manegen af en knap 2-årig. Jeg åndede lettet op da vi endelig stod ud på Valby station hvor vi skulle skifte til det rigtige tog og der lige var 2 minutter til at løbe op i kiosken og købe afpresnings-chokolade og Cacaomælk til den sidste seje strækning.

Resten af turen var et mareridt! Jeg var i selskab med et hylende, chokolade spisende monster som konstant ville have sine sokker af og på, som kastede med ipaden, gik i flitsbue, sparkede,spyttede og virkelig satte mine mor-evner på prøve i det offentlige rum. Ikke særlig rart. Til sidst valgte jeg at gå ud i mellemgangen, lænke monsteret fast i sin klapvogn, mens det skreg  i et meget ubehageligt højt toneleje. Imens monsteret holdt koncert og splittede en æske rosiner til atomer, tog jeg en dyb indånding, stirrede stift ud af vinduet og brugte al min energi på at lege at vi ikke fandtes. Stationerne sneglede sig forbi, og i mellemtiden faldt monsteret på mirakuløs vis langsomt til ro ved at pille i en løs syning i klapvognen. Det før så højrøstede monster rakte ud efter min hånd og fik på snedig vis tørret sit chokoladefrådde/snot af i ærmet på min lyse silkejakke fra Stine goya. SUK! Men lige der var jeg faktisk ret ligeglad, bare der ikke kom flere høje lyde….

Endelig trillede toget langsomt ind på den rigtige endestation. Jeg strøg mit umulige barn over håret og fik et træt smil til gengæld. 1-0 til den yngste af os. 

Idet vi skulle til at springe af toget, bankede en mand på vinduet ud til gangen og peger på sædet hvor vi sad for 10 minutter siden. Jeg stikker hovedet ind i kupeen og ser at Papegøje og Pingvin sidder helt alene tilbage på sædet. Jeg havde åbenbart glemt dem da jeg med et stift skrigende barn under den ene arm og en mulepose proppet med prinsessekatte, ipad, Babpapappa bøger og kiks under den anden, kapitulerede og fortrak mig til gangen. Væk fra de bebrejdende blikke…
“Husk jeres venner” sagde han venligt. “Det virkede” fortsatte han smilende og nikkede ud mod flæskemakronen som nu sad veltilfreds og pillede næse. 

JA gud ske tak og lov! 
Tak søde mand for at sørge for at Svales uundværlige venner kom af toget og tak for at give mig et skulderklap som jeg havde aller mest brug for et!

Hold op hvor var både Svale og jeg trætte og glade da vi så Sune trille ind på parkeringspladsen for at hente os. Det skulle fejres med en ordentlig lur!

Resten af weekenden fortsatte nærmest i samme dur. Jeg var glemsom og distræt, Svale var hysterisk. Vi har hygget os, men det har også været noget af en opgave at holde monsteret i bare nogenlunde humør. 
Vi kørte tidligt hjem Søndag og direkte over til Sandra, Morten og Fætter Vilfred som var i nogenlunde lige så godt humør som Svale. De to sure legede noget larmende bil-smadder imens vi andre drak kaffe.
Tænk engang, jeg troede aldrig jeg skulle have det sådan her, men idag har det næsten været dejligt at det var mandag.
Så JA. Man kan godt være røv træt af sig selv og sit eget hysteriske barn. Jeg håber det bare er en fase for os begge to og jeg satser på at den er ultra kort 🙂

Older posts