Uheldige Wilder

image3-12

Vild, vildere, Wilder. Min lille ulykkesfugl.

Sidste lørdag lavede Wilder endnu et af sine mange stunts.

Vi var i sommerhus og imens han stod og spillede fandango på terassen, skvattede han pludselig over sine egne ben. Han glemte at tage fra med armene og tog istedet fra med sin ene fortand. Han blødte ud af munden og skreg selvfølgelig i vilden sky. Fortanden var knækket og en spids vampyrtand sad tilbage hvor den ellers så fine, splinternye fortand lige var kommet ud. Damn  it!

Selvom jeg er sygeplejerske ved jeg absolut INTET om tænder. Jeg ringede til tandlægevagten som sagde at han skulle have blød kost og panodil og vi skulle gå til skoletandlægen mandag. Shit, der var pludselig lang tid til mandag og Sune og jeg havde det så skidt. Vi havde planlagt at drikke vin ved bålet og rigtig hygge, men istedet sad vi bare og havde ondt i maverne og gruede over hvad næste træk med den tand mon skulle være. Det gjorde Wilder imidlertid ikke. Han tog det pænt, selvom det måtte gøre skide ondt og han med garanti havde blottede nerve-ender, da det faktisk blødte ud gennem tanden. Han græd en del om natten, men søndag legede han og var glad, han tog sig en del til sin lille mund og sagde  aaaaaaawwww med sin hæse stemme, men så glemte han det igen og gik igang med en ny vild leg.

Mandag kom Wilder endelig til tandlægen og blev en tand fattigere. Den lille nye fortand blev simpelthen revet ud. Tanden var flækket helt op igennem roden.

Sune var ved at besvime under indgrebet og måtte efterfølgende ned og have en kold øl at falde ned på.

Wilder har taget det pænt, ikke en lyd har han sagt den lille Hulk. Han ligner nu den frækkeste dreng i KBH med sine flyveører, krøller og en manglende fortand. Nu passer det ydre til det indre, i hvert fald i de næste 5-6 år,  så vil en ny flot fortand forhåbentlig se dagens lys.

Min lille elskede vilde vilde Wilder.

Det gør mig lidt bekymret

image1-35

Wilder, Wilder, Wilder. Han gør mig lidt bekymret for tiden.

Det gør han fordi han har et temperament der siger spar to. Han er hidsig, han er stædig og han er temmelig utålmodig. Hverdags-situationer er en kamp hver evig eneste dag. At tage tøj på. at få skiftet ble eller at flytte ham fra ting han ikke skal røre ved. Det der giver mig grå hår og røde pletter er, at han reagerer ved at knalde hovedet ned i gulvet, i bordet eller hvad der ellers er i nærheden af hårde ting og han gør det gerne igen og igen, også selvom det tydeligvis gør satans ondt.

Nogle episoder er værre end andre. For et par uger siden gjorde han det i klinkerne på badeværelsesgulvet, fordi han (shame on me) skulle have sin bodystocking af, inden han skulle i bad. Det sagde en væmmelig lyd og dagen efter havde han et stort blåt mærke i panden. I sidste uge tog jeg skeen fra ham, efter han havde sjappet suppe ud over det hele og knægten knaldede hovedet ned i bordet til blodet fossede ud af næsen. Svale blev rigtig forskrækket og begyndte at græde og det samme var jeg lige ved.

Det gør ondt på mig at det gør ondt på ham.

Først tænkte vi at det var noget han gjorde for at få ekstra opmærksomhed. Men vi er blevet meget bevidste om at give ham masser af positiv opmærksomhed og roser ham rigtig meget.  Det lille menneske lyser op når han får ros, men hovedet får fortsat en tur, hver gang han ikke får sin vilje. Jeg er sikker på, at en stor del af hans adfærd, handler om at han ikke kan udtrykke sig via sprog endnu. Jeg glæder mig virkelig til han så småt begynder at tale og kan sætte ord på sine følelser og frustrationer. Måske vil det få ham til at ændre adfærd helt naturligt?

I torsdags da min bekymring var på det højeste, fordi jeg også havde fået at vide at Wilder er begyndt at slå og kaste med ting i vuggestuen, flippede min hjerne af bekymring. Jeg var et øjeblik overbevist om at Wilder vil få et svært sind, blive en der ikke har venner og sikkert ende som bandeleder. Sune stoppede mig heldigvis. Han mindede mig lige om at Wilder er 14  måneder og en ret sød og sjov lille karakter, når han får sin vilje altså. Vi endte med at grine af mit trip og blev enige om at Wilder, en dag,  med sit temperament højst sandsynligt bliver en virkelig irriterende og stædig chef eller Danmarks bedste ishockeyspiller 🙂

Jeg slår koldt vand i blodet og håber at han med tiden vil holde op med at headbange!

 

 

Vi var doomed, men miraklernes tid var ikke forbi!

image1-34

Det er tid til en lille update på Wilders søvn.

Jer som har læst med ved jo at det har været et kæmpe issue.

Drengen har virkelig ikke ville sove og har det første år af sit liv sjældent sovet en hel time ad gangen og han skreg og skreg. Jeg var ved at blive helt skør. Altså i virkeligheden. Jeg var der hvor jeg, hånden på hjertet, tænkte at det var en fejl at vi havde fået et barn til. Jeg havde det så sindsygt dårligt over at have det sådan, jeg følte mig som en dårlig mor og nogle nætter kunne jeg selv bryde sammen i gråd, mest fordi jeg blev i tvivl om jeg elskede ham lige så højt som jeg elskede Svale. For det var virkelig svært at mærke min kærlighed til ham, da det var aller værst.

Tingene har heldigvis ændret sig gradvist. Jeg rendte jo til alt muligt halløj med Wilder for at finde en årsag til at han ikke sov. Jeg slog mig selv i hovedet med at det måtte være grundet hans kraniebrud fra da jeg tabte ham på gulvet og det gjorde så ondt indeni! Den dårlige samvittighed, søvnmangel og den manglende ultimativ-kærligheds-følelse, gjorde at jeg brød sammen!

Jeg fik heldigvis hjælp af en moderlig sundhedsplejersken og en dygtig familiepsykolog. Jeg troede jeg skulle have hjælp til at få Wilder til at sove, men i stedet fik jeg hjælp til at bearbejde mine egne følelser omkring det at Wilder ikke sov og min dårlige samvittighed over hans tur på gulvet. Aller vigtigst fik jeg at vide at det er helt normalt ikke at kunne opleve den uendelige kærlighed jeg forventede, når drengen holdt mig vågen 24-7 og skreg dag og nat. Det hjalp helt kolo-enormt.

Jeg begyndte at holde af mig selv igen, og af ham. Jeg holdt op med at analysere Wilder og hans søvn, holdt op med få ham undersøgt i hoved og røv, holdt op med at kigge på uret hver gang han vågnede for at konstatere at jeg havde sovet 21 minutter og jeg blev et gladere menneske og en bedre mor. Jeg var selvfølgelig stadig uendelig træt og skrøbelig og var fortsat bare skyggen af mig selv.

Lyset for enden af tunnelen, at min barsel sluttede, skal heller ikke undervurderes. Det var en sand gave at komme tilbage på arbejde og overgive nattemonstret til Sune. Jeg skammede mig næsten over hvor enormt jeg glædede mig til at komme på arbejde. Glædede mig til at være lidt væk fra Wilder, glædede mig til at være hende der skulle sove om natten. Jeg følte mig igen som en ravnemor lige ind til jeg startede og opdagede det var rigtig godt for hele familien at jeg gik på arbejde.

Sune tog over med Wildis og forstod først der hvor sindsygt nætterne forløb. Han havde hele vejen igennem min barsel kun taget Wilder et par få nætter og han fik sig vidst et lille chok da han pludselig oplevede hr. Natteravn på egen krop.

Men ligeså langsomt begyndte det at gå fremad, og nu kommer det: WILDER SOVER! Sover som en helt almindelig dreng på 15 måneder. Han er blevet ældre, hans hjerne er blevet mere moden og han napper nogle meget længere stræk. Det er gået stille og roligt, men nu ligner det sgu efterhånden noget!

Han bliver puttet ved 19-tiden og vågner så et par gange til ved 23-tiden. Han er rykket ind på Svales værelse, hvor hans tremmeseng står under hendes halvhøjeseng. Vi er ofte derinde et par gange eller tre i løbet af en nat, men det er jo peanuts. Han er en urolig sover og klynker meget i søvne.  Han vågner stadig mange gange for at finde sin sut, kanin eller dyne men vi har fundet ud af at det er bedst vi ikke går derind, men prøver at lade ham klare den selv først, for det kan han faktisk godt. Han putter sig selv og falder i sød søvn igen. BINGO!

Vi går selvfølgelig derind efter et lille stykke tid med gråd eller hvis han græder på den der særlige måde, hvor man kan høre den er gal, og så har han ofte lavet en lort, er tørstig, sutterne eller kaninen er faldet på gulvet eller også har han lige brug for et kærligt klem.

Jeg troede virkelig aldrig at denne her dag ville komme, hvor jeg kunne sætte mig ned og skrive det her blogindlæg.  Jeg var sikker på at jeg var doomed og måske aldrig ville blive den samme igen! Men nej, Jeg sover ofte flere timer i træk, min hjerne fungerer noget nær normalt og jeg har genfundet mit selvværd, min selvtillid og allervigtigst den almægtige kærlighed til min dejlige Wilder.

Miraklernes tid er ikke forbi!

Jeg rejser fra mit mindste barn.

fullsizerender-51

I morgen rejser Svale og jeg på ferie til sydspanien. Det er super dejligt og jeg glæder mig virkelig.

Men samtidig efterlader jeg også min mindste bønnespire og det gør faktisk lidt ondt i maven. Han er kun 15 måneder og jeg har, nu rejsen er lige om hjørnet, slet ikke lyst til at undvære ham. Desuden sidder jeg med en grim følelse af at jeg gør forskel på mine børn, og det gør mig lidt usikker på valget om at splitte familien og tage på pigetur.

Lykken ville være hvis vi alle 4 skulle afsted. Men der er der flere årsager til vi ikke skal.

Sune er for nyligt startet som selvstændig og vi har simpelthen ikke økonomi til det. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge at rejse med begge børn, men det er der også flere grunde til at jeg ikke gør. Den første er at jeg virkelig selv trænger til at slappe af, få sovet, få en solstråle på næsen og se om jeg kan få lagt en dæmper på de sorte rander under øjnene og en opkvikker på energi plus humør. Det får jeg ikke hvis jeg medbringer begge øgler. Jeg ville få endnu mere travlt end herhjemme, bare uden de trygge og vante rammer, der holder hverdagen sammen, for især Wilder.

Desuden er hverdagen temmelig opslidende for begge unger for tiden. De er i konstant konflikt. Der bliver slået, revet, sparket og Svale får smidt nogle rigtig grimme tillægsord efter Wilder. Jeg tror det bliver rigtig fint for dem hver især at blive forkælet af en forælder og få den fulde opmærksomhed. Især Wilder er lidt i underskud da Svale fylder meget.

Det er så her min dårlige samvittighed kommer frem!

Er det i virkeligheden Wilder der trænger til en uges ferie? Er det synd for ham?

Jeg tror det ikke! Hvis vi skulle til charter-land med all-inclusive havde jeg med garanti taget dem begge med. Men vi skal bo i en lille lejlighed med min mor og hendes mand, det er slet ikke varmt nok til at bade endnu og vi skal på alle mulige ture min mor har planlagt. Det er helt klart en tur der matcher Svale og hendes alder bedst. Desuden tør jeg næsten ikke tænke på hvor meget vi ville fylde. Mig med to unger og for få arme ville være et rimeligt heftigt slæng at få på besøg. I hvert fald indtil Wildis bliver lidt større og en lille smule mere medgørlig.

Med hensyn til at føle mig som en lort der gør forskel på de små kræ, har jeg taget mig sammen. Der kommer masser af situationer som denne, både store og små. De er to små forskellige individer der har forskellige behov og denne her ferie matcher Svales bedst, samtidig med at jeg får mulighed for at få lidt ro på. Vi har så mange oplevelser i vente som familie og Sune og jeg har planer om at vise vores børn verden på godt og ondt. Der går sikkert heller ikke mange år før Sune og Wilder skal på fodbold-ferie og efterlader pigerne i KBH. Det glæder jeg mig faktisk til.

I bund og grund handler det bare om at jeg kommer til at savne lille W.

Mit mod i forhold til at rejse fra ham, har jeg fra dengang jeg rejste til Afrika for at bestige Kilimanjaro med min far. Dengang rejste jeg fra Svale da hun havde samme alder og da var der rigtig mange tanker og følelser på spil. Men jeg gjorde det, og det var slet ikke så slemt da jeg først kom afsted. Til gengæld var det som om der skete en eksplosion af lykke og velvære i det sekund jeg havde hende i min favn igen.

Så… jeg klarer nok at rejse fra Wilder, at undvære ham en uge. Forkæle Svale imens jeg ved at han bliver forkælet af sin far. Og når vi lander i KBH skal jeg ovenikøbet glæde mig til at opleve endnu en indre glædes-bombe når jeg endelig ser hans søde lille skikkelse!

Hej hej hæmninger

fullsizerender-44

Her på det seneste har jeg fundet mig selv i nogle ret mærkværdige situationer. Situationer som aldrig ville opstå før jeg fik børn.

Jeg har fx. vasket laks! Det gør jeg faktisk ofte. Svale elsker nemlig gravad laks, men afskyer dillen. Når jeg har vasket laksen under den kolde hane, dupper jeg den dild-frie fisk tør i et stykke køkkenrulle og til sidst lander den på et stykke rugbrød med smør, helt klar og ren til den kræsne lakse-lover. Jeg føler mig så weird imens lakse-seancen står på og er altid lidt lettet når den er overstået.

Jeg havde også en oplevelse i Irma forleden hvor jeg blev helt voksenflov: Wilder havde Influenza og vi var vi løbet tør for børnepanoér. Mine børn får dem altid i suppositorier, altså dem man putter bagi, jeg synes det er nemmest og de virker på nul komma fem. De forhandler dem ikke særlig mange steder, men Irma ved Nørreport har reddet min røv mange gange, så jeg måtte afsted. Irma var proppet og køen var lang, og da jeg endelig kom op til kassen havde de dem ikke på hylden. Den flinke kassedame ringede på klokken for at sende en medarbejder på lageret. Irma-manden der ikke kunne komme forbi den massive kø, råbte til kassedamen og spurgte hvad han kunne hjælpe med. “Gider du gå på lageret og hente noget Panodil, ikke de almindelige, STIKPILLERNE” råbte hun tværs gennem butikken. Det var meget højt og det føltes som om alle i hele Irma kiggede på mig og tænkte: Nå hun skal rigtig hjem og putte piller op i numsen hende der……! Seriøst kunne hun ikke have råbt panodil JUNIOR, eller kunne jeg ikke havde haft mindst et barn med, så folk måske kunne regne ud at jeg bare skulle hjem og putte piller op i numsen på dem.

En anden lidt anderledes ting er, at jeg har fået en ny rolle som jukebox. Jukeboxen benyttes især når vi cykler og Svale og Wilder sidder trygt, godt og skjult under den røde kaleche i christianiacyklen, imens jeg cykler rundt og ligner og lyder som et fjols, der synger for mig selv. Svale kan bestille et hvilket som helst nummer og så synger jeg det. Det er ikke altid at jeg kender melodien eller teksten og jeg er heller ikke særlig god til at synge. Børnesangene er nemme nok, men nu er Svale, stærkt inspireret af sin bedste ven Lulu, begyndt at bestille Michael Jackson. Så jeg cykler rundt og synger : beat it, beat it, beat it, beat it, No one wants to be defeated, resten af teksten er jeg ikke så god til, den freestyler jeg bare på sådan et lidt mærkeligt sprog der ikke findes, men lyder rigtigt i Svales små ører. Og hun er fan. Jeg føler mig faktisk næsten som Michael Jackson, det er ret fedt ! Når vi kommer til et lyskryds stopper jeg selvfølgelig koncerten, men man skal passe på, for største-øglen bryder sig ikke om at jukeboxen stopper midt i et nummer og forleden råbte hun højt og kommanderende, midt i et crowded lyskryds: HVORFOR STOPPER DUUUUUUU ? SYNG MOR, MERE MICHAEL JACKSON MOR, MEEEEEEERE, NU SKAL DU SYNGE BEAM ILLLLLLL (beat it) iGEEEEEEN! ….. suk.

Til dagligt er der selvfølgelig også mange mærkelige småting. Jeg har fx. serveret morgenmad for Svales build a bear Ninja-turtel, klædt i Wilders aflagte tøj. Den kan godt lide æg og børnechampagne. Vi leger også en lidt speciel leg hvor hånddukken Andrea (den der er venner med Kaj), kan skide alle mulige ting ud af hullet der normalt er til at putte hånden i. Det kan vær lego, en badeænd eller i værste fald en halvgumlet fignestang, der til Svales fryd ligner den ægte vare.

Jeg synes det er sjovt, og jeg elsker mine børns uspolerede hjerner. De vil gerne bare have det fedt og de er  fuldstændig ligeglade med hvad andre tænker! Det er jeg også blevet efter jeg er blevet mor til dem. De to krabater finder på så mange dejlige, skøre og løjerlige ting og de har en forrygende evne til at få mig til at miste alle hæmninger.

Det er så befriende. Tak unger!

 

Older posts