Skævt kranie og forkælede bekymringer

image1-12

 

 

Nu er der gået 3 uger siden Bobby tog en flyvetur fra køkkenbordet, efterfulgt af en hård landing der resulterede i et kraniebrud.

Han har det dejligt igen og det har jeg også.

Jeg vil aldrig glemme den grimme oplevelse eller frygten, bekymringerne og selvbebrejdelsen den bragte med sig, men det er ikke noget der nager mig dagligt. Til gengæld glæder det mig utallige gange hver dag, hvor hel, rask og perfekt han er. Hver et lille smil er nu en gave.

Det eneste lille mén efter ulykken er, at hans kranie så småt er ved at blive skævt og nakken flad. Efter slaget har hans hoved været ømt og han har fået en favorit-side. Det er der intet alvorligt i, og det kan højst sandsynligt blive rettet op. Jeg bruger dog en del krudt på at holde styr på det hoved, især om natten, for jeg vil jo gerne have at han bliver fin og symmetrisk.

Det får mig til at tænke på hvor mærkværdigt det er med menneskets bekymringer. De har det med at ændre karakter i takt med at omstændigheder bedres. Man bliver ligesom mere og mere forkælet. Først er der en helt reel fare, senere går man op i det man før så som petitesser:

Lige efter ulykken var jeg reelt bange for at Bobby skulle dø. Da jeg fandt ud af at han ikke var i livsfare frygtede jeg en hjerneblødning og hjerneskade. Da skanningen viste at der ikke var blødning men et kraniebrud, var jeg lettet, men begyndte straks at bekymre mig om deformiteten af hans hoved som jeg ikke vidste om stammede fra skaden på kraniet eller det store hæmatom. Hævelsen fortog sig over en uges tid imens Bobbys humør og vanlige lille jeg vendte tilbage og nu er han så ved at blive lidt flad på siden og i nakken.

Så se, mine bekymringer er altså gået fra hjerneblødning som i værste fald kunne føre til døden, til et, en lille smule  skævt kranie, som blot er kosmetisk. Jeg kan godt føle mig lidt som en forkælet skid for det er jo som sagt den aller mindste konsekvens, af et sådan styrt.

Men en bekymring er nu engang en bekymring så idag skal vi en tur til kiropraktor og se om vi ikke kan få rettet lidt op på skævheden. Jeg er overbevist om at hans lille skalp nok skal blive fin og hvis ikke, må han jo få en fed frisure der dækker 🙂

Gad vide hvad min næste bekymring så skal være? En bussemand? Eller en knækket negl? Eller tænk hvis der var udsolgt for marzipanbrød i Netto?

 

En rædselsfuld ulykke

FullSizeRender-13Vi har haft en rædselsfuld i uge.

Bobby er kommet til skade. Han er faldet på gulvet fra vores bord og han ramte med sit lille hoved først. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet at han kunne møffe sig afsted kun 2 måneder gammel. Jeg stod mindre end en meter fra ham, men jeg nåede ikke at gribe ham. Jeg vil aldrig glemme synet af hans lille krop der tilder ud over kanten og den hæslige lyd af hans søde babyhoved der rammer gulvet med den mest rædselsfulde lyd jeg i mit liv har hørt. Verden stod stille imens stilheden blev flænget af mit voldsomme, ulykkelige skrig og hans hjerteskærende gråd…

Vi har været indlagt på rigshospitalet. Bobby har fået et stort kraniebrud der går fra toppen af kraniet og ned bag højre øre og et stort hæmatom som heldigvis sidder uden på kraniet.  Han er en sej lille en. Han må have så forfærdelig ondt i sit hoved, men han siger ikke mange pivelyde. Efterhånden spræller, smiler og pludrer han igen og han er godt på vej tilbage til sit eget lille jeg. Vi er hjemme igen og nu skal han have ro, kærlighed og bare værnes om.

Mit moderhjerte er knust i 1000 stykker og en mørk skygge har lagt sig over mig. Jeg føler den største skyld, jeg forbander mig selv langt væk og min samvittighed er sort som kul. Jeg har det rent ud sagt elendigt. Aller mest har jeg lyst til at forsvinde ud af min krop for en rum tid eller bare løbe og løbe til jeg bliver til smør, ligesom tigrene i lille sorte sambo, for jeg kan slet ikke lide mig selv i disse dage. Jeg bliver ved med at tænke over hvad jeg skulle have gjort anderledes og ville ønske at jeg kunne skrue tiden tilbage og gøre gjort ugjort. Der er blevet grædt mange tårer af både Bobby og mig. Han er heldigvis holdt op, jeg bliver ved. For mig kommer det her til at tage et godt stykke tid. Hver gang jeg lukker øjenene ser jeg hans styrt for mig igen, og igen, og igen…

Jeg har fået et chok. Et kæmpestort chok. Jeg er blevet helt overpylret med ham. Jeg skal have ham tæt på mit hjerte konstant og jeg lægger ham sjældent fra mig. Jeg våger over ham om natten, ligger med kinden mod hans pande mens jeg lytter koncentreret til hans vidunderlige rolige åndedræt. Jeg tør ikke sove og stiller mit vækkeur til en gang i timen så jeg kan være sikker på at han har det godt. Når han er vågen kigger jeg på ham som om han er et fjernsyn og jeg får tårer i øjnene. Han fortjente aldrig den smerte, som jeg, der har lovet at passe på ham med mit liv, påførte ham. Der må ALDRIG ske ham noget ondt igen. I hvert fald ikke før han er stor nok til at få hudafskrabninger på knæene og klatre i store æbletræer.

Det er en stor sorg at havde påført sit eget barn smerte og den skal jeg bruge tid til at komme mig over. Jeg tænker at jeg gerne vil dele hele hændelsen og mine tanker og følelser med jer, men det er både sårbart og svært lige nu. Måske vil jeg hellere glemme det hele… Jeg ved det ikke. Det kommer hvis det kommer..

Det kunne være endt fatalt, men det gjorde det heldigvis ikke! Vi har været MEGET heldige og selvom jeg er ulykkelig er jeg også lykkelig over at jeg har ham lige her og at han er så fin og kommer sig så flot!

Måske er der alligevel en gud efter alt….

 

Derfor er der stille….

imageHjemme hos os er vi trætte. Sådan skide hamrende gammeldags trætte. Derfor er der lidt stille fra min pennefjer for tiden. Bobby elsker at spise, kukkelure og tisse igennem om natten og så sover han så uroligt at det er som at sove ved siden af en hoppende spækhugger. Svale er begyndt at falde i søvn klokken lidt i ni selvom hun bliver puttet klokken syv og hun vågner derefter mange gange i løbet af natten. Sune skal snart til svendeprøve og det er også en stressfaktor der gør at han ikke har det store overskud. Ved solopgang ligner vi fire hængte katte og vi føler os ligesådan….. Skruen holder vi i vandet og humøret fejler ikke noget, men søvn, den vil vi gerne have lidt mere af!

Jeg vender stærkt tilbage en af de nærmeste dage. Men først skal vi lige sove lidt 🙂

 

 

Navnet på vores søn er

image1-6Hold op det har været svært at finde et navn til vores søn. Nu er han snart 7 uger og  han har endelig fået et navn.

Da vi ventede Svale besluttede vi ret tidligt i graviditeten, at hendes navn skulle være Svale. Vi var fuldstændig enige og da hun endelig så dagens lys, passede det bare helt perfekt til hende. Vores lille Svale.

Sådan er det bestemt ikke gået denne gang. Lad os bare afsløre at vi absolut ikke har været enige. Vi har været i vildrede (og jeg lidt desperat).

Jeg har ellers givet den en ordentlig skalle i forsøget på at finde det helt rigtige navn. Jeg har, som da jeg ventede Svale, slavisk gennemgået listerne over godkendte danske, svenske, norske, engelske og sågar islandske drengenavne! Det har taget MANGE timer og jeg synes selv at jeg har fundet ret mange geniale navne. Et par eksempler følger her:

Nelson, Monty, Topper, Buster, Oswald, Jerry, Eddie, Ollie, Freddy, Walther, Pepe, Egon, Olof, Bjørn, Maxi, Leopold, Teddy, Ziggy, Charlie, Maurits, Hugo, Dexter, Love, Sigge, Elton, Mio, Figaro, Pontus, Orla, Bille, Brutus, Vester, Bowie, Lennox, Julius, Jules, Huxi, Hannibal, Winston …..og det var endda bare et udpluk!

Modenavne? Yes, det er jeg godt klar over, men er det ikke sådan med navne? De kommer ligesom i bølger og mange bliver vilde med de samme navne samtidig.

Jeg præsenterede i hvert fald Sune for min navneliste og han var ikke just begejstret. Han synes de fleste navne var ubrugelige og useriøse, eller også synes han slet ikke det lød som navne, men mere som mærkelig lyde…? Og hvad skal man lige sige til det? Jeg kan da egentlig godt forstå man ikke har lyst til at kalde sit barn en underlig udefinerbar lyd 🙂

Jeg bad selvfølgelig Sune om selv at komme med nogle forslag, nu mine var så ubrugelige. Og det var da nemt nok. Sune har nemlig altid godt kunne lide navnet WOLFGANG! Han synes det er et svedigt navn, maskulint og sejt på den der ulve-bande agtige måde…Jeg kunne slet ikke holde op med at skraldgrine da han foreslog det og aller sjovest er at han faktisk godt selv gad at hedde det…hæhæ

Nå. Men jeg ville have et navn på plads, hellere idag end i morgen. Så jeg prøvede i lang tid at presse Sune til mine favoritter: Pepe, Topper, Orla og Pontus. Pepe gik ikke, det mindede Sune om en dårlig fodbold-spiller. Topper var for fjollet. Orla synes Sune lyder som et pigenavn, hvilket giver god mening, da det er et af de eneste danske drengenavn der ender på A. Og Pontus, det synes Sune bare ikke var et navn… suk. Hvad så med Rumle, prøvede jeg.. Nix, Rumle lyder nemlig ifølge Sune, som en der hører dårlig Techno og tager for meget amfetamin…. kæmpe SUK!

Jeg prøvede at forhandle mig til Pepe eller Pontus med et nyt (stort og mandeagtigt) fjernsyn og en playstation. Men lige meget hjalp det. Sune var ikke til at hugge eller stikke i, og kunne forøvrigt ligepludselig ikke så godt lide drengenavne med P.

Så holdt vi op med at tale om navne. I mange måneder.

En dag lidt inden fødslen sad vi på Sunes stambar Charlies og nød en enkelt øl. Sunes yndlings-øl kommer fra et bryggeri der hedder Harveys i England. ” Hvad med Harvey?” udbrød Sune pludselig, og det synes vi faktisk begge to spillede ret godt. Men er det godt nok? Og kan man opkalde sit barn efter sit yndlings bryggeri. Harvey røg i hvert fald øverst på listen.

Jeg vil gerne have et navn der er drenget og ikke for højtideligt og gerne lidt specielt. Jeg synes ikke den ene kan hedde Svale og den anden Kasper eller Anders (selvom det nok faktisk ville være temmelig usædvanligt i deres generation…) Jeg er selv glad for mit meget almindelige navn, men det har også været lidt irriterende at der altid har været en, to eller tre andre Louiser end mig. Så ja, lidt særligt skal det altså være.  Jeg er faktisk gået så vidt at jeg har været en tur rundt om Danmarks statistik hver gang et nyt navn har været oppe at vende. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men hvis der har været mere end 400-500 personer med det givne navn, er interessen faldet drastisk. Lidt gyseligt, men sandt!

Et par dage inden fødslen tog vi navnesnakken op igen. Vi sad i sengen. Kiggede opgivende på hinanden og så sagde Sune: Hvad med Bobby? Bobby var godt og Bobby lyder som en skide flink fyr. Endelig var vi enige. Drenget, uhøjtideligt og lidt specielt.

Vi aftalte at vente og se hvad han var for en lille en, for nu var fødslen lige om hjørnet, og Harvey var jo også fortsat i spil.

Ud kom han og han var jo en baby. Han var en “lille skat”, en “badut”, et “lille muffedyr” og alle mulige andre kælenavne i kategori nuttet. Aller mest var han bare “Lillebror”. OG VI fik ikke navne-åbenbaring da vi så hans lille søde fjæs, så vi var altså lige vidt.

“Bobby, er det ikke lidt for amerikansk ?” sagde min mor. “Harvey, er det ikke lidt for tæt på Harley? sagde min far (og foreslog Styrbjørn…).. Jo og Jo. Bobby er amerikansk og Harvey er sgu da tæt på Harley, og hvad så? Der vil jo altid være et eller andet. Når man fjerner v`et i Svale står der sale og så videre, og så videre…

så.. Bobby eller Harvey?

Vi har nu prøvet at kalde ham Bobby i en uges tid og det spiller faktisk meget godt. Jeg kalder ham dog mest Bob, Bobsen og bobbelibob. Men det fungerer! Det lyder måske lidt som et kælenavn, men han er ret kælen og rigtig sød ham Bobby, så det passer rigtig godt til ham. OG ja, jeg synes faktisk godt man kan være både voksen og professor eller kedelig bankmand selvom man hedder Bobby. Bobby skal nok blive en anset herre.

så BOBBY det er.

Vi håber han bliver glad for det!

 

Se tidligere indlæg og navneforslag fra da Sandra ventede Hilma HER og fra hun ventede Vilfred HER. Der er mange gode ideer at hente.

 

Older posts