Flygru - når man gruer for at flyve med børn

Begravelsen – et sidste farvel….

Det har været en følsom tid. Urnenedsættelsen af min fars aske, var hård. Hårdere end jeg havde forventet. Sune, ungerne og jeg tog op til min fars hus i Sverige, i den lille by Tingsryd, hvor min far skulle begraves. Det var en lang tur der op og der var usædvanligt mange lastbiler på vejen. Som i jo nok ved omkom min far, da en lastbil mistede herredømmet og kørte ind i hans bil. Vi er blevet bange for lastbiler, så det var en meget stille tur. Sune havde det på samme måde som jeg og vi pustede begge stille ud hver gang en lastbil havde passeret.

Det var trist at komme op til min fars hus. Alt så ud, duftede og stod hvor det plejede, men intet var som det plejede. Intet føltes rigtigt, for min far var der jo ikke. Han plejede at sidde med en kop halvlunken kaffe og læse smålandsposten når vi kom- men den dag var der alt for tomt og stille. Det virkede nærmest forladt. Hans sweatshirt lå skødesløst smidt i vasketøjskurven, hans fiskegrej stod klar til den næste fisketur og i skabet lå et kalenderlys han havde tænkt at hygge sig med til jul. Jeg brød sammen! Sune krammede mig, børnene kiggede med store nervøse øjne og så tog vi en hurtig beslutning. Vi kunne ikke holde ud at være i det store kolde hus, ikke uden min far og hans varme gemyt. Vi puttede børnene i bilen og så kørte vi ned til søen og slog telt op, lavede mad på bål og fiskede. Da ungerne var puttet i deres soveposer, drak Sune og jeg dåseøl, imens jeg fortalte barndoms-anekdoter fra alle mine ferier i Sverige med min far.

Et par dage efter ankom min søster med mand og børn og der kom liv i huset. Det var en lettelse og alt det triste trådte lidt i baggrunden. Der blev lagt puslespil og ungerne legede. Fredag kom Ann der er min fars kone og hendes bror og de havde urnen med. Vi gik en tur i skoven, fandt mos, blade og grankogler og pyntede kaminen op, hvor urnen stod så smukt i skæret af levende lys. Jeg kyssede den godnat hver aften og godmorgen hver morgen, for med urnen i huset følte jeg mig en lillebitte smule tæt på min far. Og så var det jeg blev lidt kuk – for jeg ville have noget aske. Jeg ville have noget af min far hos mig, altid! Tanken om at han skulle ned i jorden var ubærlig. Jeg prøvede at få låget op, hvilket var umuligt, uanset hvilket værktøj jeg anvendte. Senere var jeg ude på værkstedet for at finde en boremaskine, så jeg kunne bore hul i bunden og drysse lidt aske ud og lappe hullet med lidt klisterbånd. Det gik ikke – og det skulle det heller ikke. Tænk hvis urnen var flækket og jeg havde stået med aske ud over det hele, det havde været som en scene fra en dårlig film. Vi blev enige om at det nok var bedst at asken var samlet og at diverse forsøg måtte stoppe. Inde i mig føltes det helt forkert at noget så dyrebart bare skulle i jorden, men med fornuften var jeg også klar over at det var der den hørte til og det var min fars ønske. Det handlede vel ikke om aske – det handlede om følelsen af at sige farvel til de aller sidste jordiske rester og jeg ville holde fast i det eneste der var tilbage af min far, også selvom det bare var aske – jeg syntes i øjeblikket at noget aske var bedre end slet ingenting.

Lørdag ankom resten af familien. Den stod på løbetur i den smukke skov, Sune fangede endnu en fisk og vi holdt middag, hvor vi endte med at komme alt for sent i seng fordi det var så hyggeligt.

Søndag var sorgens dag. Vi mødtes med den svenske del af familien ved kirken og sang et par salmer ved gravstedet. Præsten fortalte en lille historie fra Emil fra Lønneberg og urnen blev sænket ned. Det gjorde så ondt i hjertet, det var så rædselsfuld en følelse at det næsten var ubærligt. Mine søskende, Ann og jeg stod arm i arm og kiggede ned på urnen i hullet, mens tårerne løb ned af vores kinder. Tænk at det var vores far, tænk at han lå i en urne i jorden og tænk at der lå en gravsten med hans navn. Selvom det hele var så virkeligt, var det slet ikke til at forstå.

De andre kørte hjem til Danmark efter gravøllet, men Sune, ungerne og jeg besluttede at blive en dag mere. Vi forlod det store hus og tog en nat i min fars lille skovhytte som han har med sin bror. Det var rart at skifte scene og det var rart at urnenedsættelsen var vel overstået. Ungerne legede heste imellem grantræer og blåbær, imens Sune og jeg delte en flaske bobler og åndede ud.

Tilbage i Danmark føles det stadig som om den urne ikke skulle havde været i jorden og som om min far er meget langt væk. Men så husker jeg mig selv på at han er i mit hjerte og i mine minder. Men han er også mere end det, jeg føler at han er hos mig, at han passer på mig og jeg føler hans dejlige nærvær hver gang jeg tænker på ham. Istedet for asken har jeg stillet et foto af ham i min vindueskarm. Det hygger jeg om, stiller blomster, tænder et lys og nogle gange laver jeg ham også en kop lunken kaffe – selvom Sune synes det er rimelig weird. Jeg synes det er hyggeligt og når den er ved at være helt kold, så drikker jeg den selv og føler mig som butleren James fra 90 års fødselsdag – den der tåbelige komedie de altid viser på DR nytårsaften. Når jeg er alene hjemme taler jeg også lidt med min far og forestiller mig hvad han ville svare. Det gode er, at jeg kendte ham så godt at jeg altid ved helt nøjagtigt hvad han ville sige, og jeg ved at han altid ville svare i et roligt og rart tonefald og nok med et lille smil om munden. Han var så sød og det er sådan jeg øver mig i at huske ham bedst.

Siden er det desværre gået lidt ned af bakke på den psykiske front. Det kommer der lidt mere om, om et par dage når jeg har samlet tankerne.

Kram til jer. Louise

 

 

 

2 kommentarer

  • Linea

    Jeg har i torsdags selv mistet min far – til hjernekræft. Han blev 59 og havde så meget at leve for. Jeg kan ikke forestille mig, hvor meget mere hårdt det må være, hvis vi ikke havde haft tiden til at sige farvel. Jeg føler så meget med dig. Det er helt ubærligt at du og din familie har mistet din far og så pludseligt.
    Kan godt genkende mange af dine følelser. Det er så underligt og forkert, at alt fortsætter som det plejer, blot uden ham.
    Jeg føler også, at min far er med mig, og jeg ved at jeg for evigt vil have ham med i hjertet.
    Alt det bedste til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Kære Linea. Det gør mig ondt at høre om din far. Det at miste en forældre gør så ondt at man ikke kan sætte sig ind i det, før man pludselig står i situationen. Det er ulykkeligt. Det er dejligt du har nået at sige farvel til din far – og ja det er rigtig hårdt ikke at have gjort det. Omvendt var jeg på sommerferie med min far da han døde og vi havde netop drukket morgenkaffe og hygget os og var på vej på marked da ulykken skete – han var så glad. Jeg tænker at det i din situation sikkert har været et langt og hårdt sygdomsforløb for hele jeres familie som i tiden før døden også har været hjerteskærende. Uanset hvordan man mister sin far, er det ubærligt. Rigtig mange lune kram og varme tanker til dig fra mig. L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flygru - når man gruer for at flyve med børn