Må man få huller i ørerne som 5-årig?

Svale har ønsker sig huller i ørerne i uendelig tider. Hver aften, er det så sikkert som amen i kirken, at hun spørger: “Hvornår må jeg egentlig få huller i ørerne?” Og hver aften får hun det samme svar: “Når du bliver 10 år”. Jeg tror det er 1 ½ år siden hun spurgte for første gang og både Sune og jeg har været ret enige om at det ikke skulle ske en dag før.

Svale har i de sidste par måneder klippet små bidder af klistermærker og klistret dem på øreflipperne hver morgen, hun har også limet palietter på med en limstift og hvis der hverken har været klistermærker eller palietter inden for rækkevidde, har hun, meget koncentreret og med tungen lige i munden, tegnet mere eller mindre flotte øreringe på sig selv.

Det har virkelig været et brændende ønske, men problemet har været, at jeg ikke synes det er særlig pænt til små piger med øreringe! Når Svale har spurgt mig hvorfor hun ikke bare kunne få dem nu, har jeg svaret hende, at det er fordi jeg synes det er virkelig dårlig stil. “Jeg synes altså det er god stil”, svarer hun så med et bestemt blik og så står vi der og glor stædigt på hinanden. Da hun den anden dag spurgte hvornår jeg selv fik  huller i ørerne, kom jeg i tanke om at min egen mor, var præcis ligesom jeg selv og det endte med at min storesøster Rikke, sørgede for at jeg fik mit ønske indfriet. Det skete ved storkespringvandet i en gadebod imellem sølvsmykker og Bob Marley armbånd – jeg var 9 år og det var bare lykken!

Den anden aften kiggede Sune og jeg på hinanden og blev enige om at smide vores principper på porten og give pigen lov. Hun fik julelys i øjnene da vi fortalte hende det og lørdag morgen tog vi ned i guldsmeden i Allerød, hvor Svale valgte et par fine rosa emaljehjerter og fik dem skudt i, uden noget brok. Jeg må indrømme at det faktisk klæder hende rigtig godt og det er slet ikke særlig dårlig stil! Hun renser selv med klorhexidin 2 gange dagligt og går meget op i at vaske hænder inden hun piller ved dem. Svale er lykkelig og hun glæder sig allerede til om seks uger, hvor vi skal ned og købe nye øreringe til hende. Jeg synes hun skal have små sølv-øreringe med emalje som disse mariehøner, Svale selv ønsker sig allerede hængeøreringe, men der går grænsen, det kan vi tale om, om 10 år 🙂

 

en rædselsfuld sommer i bakspejlet og en bedre forude

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Jeg prøver at glæde mig, men inden i er jeg fuld af angst. Minderne om sidste sommers tragedie kører på fuld hammer og angsten ligger lige under overfladen hele tiden. Varmen minder mig om sidste sommer og når jeg lukker øjnene og sætter mig i solen for at nyde dens stråler, begynder død og ulykke at køre på repeat og jeg går indenfor igen. De varme nætter, hvor det er svært at sove tager mig ligeledes tilbage til Spanien, til de søvnløse nætter efter ulykken, hvor jeg  kastede mig rundt i sengen i lagener der var fugtige af sved og tårer, hvor jeg befandt mig i en plagefuld tilstand af chok, vrede, magtesløshed og sorg , en tilstand der mest af alt, lænede sig op ad sindsyge. Den sommer var den værste i mit liv og det at skulle på sommerferie igen, får alt det grimme til at blusse op.

Bare ordet sommerferie provokerer min angst, jeg er faktisk grædefærdig over at det er nu, selvom jeg også glæder mig, glæder mig til at være sammen med Sune og børnene, glæder mig til at slappe af. Det er et sandt kaos inden i og følelserne stritter i alle mulige retninger. Jeg prøver, så vidt det er muligt, at styre mine tanker. Fortælle mig selv at det her er en ny ferie, en ferie hvor vi skal noget andet, en ferie hvor ingen skal dø, en ferie der ikke er farlig, en ferie, der hvis jeg formår at hanke op i mig selv, kan blive rigtig dejlig!

Men, det er ikke helt nemt, for alt hvad der minder mig om sidste sommerferie, trækker et blodigt spor tilbage til min fars død, tager mig tilbage på ulykkesstedet, tilbage til alt der skete i min krop, både fysisk og psykisk, i det øjeblik jeg så ham død, i den smadrede bil. PTSD symptomerne blusser op og jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, ved ikke at give efter for angsten, men face det svære, være i det, tænke på det, selvom det er helvedes ubehageligt. Så snart jeg undviger, kommer det hele alligevel væltende i mareridt, flashbacks og utidig opførsel, så det kan ikke betale sig, ikke at kigge det grimme i øjnene.

Og der er rigtig meget grimt at kigge i øjenene, det er småting, men det er dem som får læsset til at vælte. Jeg kan fx. ikke tåle at se på de kufferter vi havde med på ferie sidste år og synet af de flade badedyr der svømmede uskyldigt rundt i den spanske pool før og efter ulykken giver mig kvalme, selv børnenes spraglede svømmeveste, de så lystigt legede i, har jeg lyst til at smide ud. Bare det at pakke, at skulle tage sommertøj ned i en taske, føles helt forkert, jeg gør det alligevel, men det er igen med trykken for brystet og tårer i øjnene og jeg kan godt lade sive, at det er ret tilfældigt hvad der kommer i de tasker. Og så brød jeg helt sammen i går, i bilen på vej til arbejde, da det gik op for mig at tour de france starter denne weekend. Min far elskede touren og i ugen op til hans død, var han fast inventar på sofaen i det spanske hus vi havde lejet, hvor han lå og så cykelløb og var rigtig godt tilfreds. Jeg kan ikke holde ud at han ikke skal følge med igen i år, jeg kan ikke holde ud at han ikke er, ikke holde ud at han er død, ikke holde ud at vi ikke skal holde sommerferie med ham igen i år, som vi plejer at gøre.

Det er uretfærdigt! Men livet er ikke retfærdigt og jeg har igennem det sidste år øvet mig i at leve videre. Jeg synes det går bedre , det har ligefrem gået godt i perioder, men lige nu, der kysser jeg atter jorden. Men modsat tidligere i min sorgproces, ved jeg, at jeg godt kan klare det her. Det er så vanvittigt at være så skrøbelig og føle sig så stærk samtidig, men det er altså sådan det er! Den 21. juli er der gået et år og Anne, min fars enke, holder en mindehøjtidelighed for ham, dagen før, hvor hans nærmeste venner og familie er inviteret og hvor min fars farvestrålende liv skal mindes, men også fejres med god mad, vin og massere af hygge – lige i hans ånd. ! Jeg er mig fuldt bevidst om at dagene fra nu af til den 21. bliver svære, at selvom sommerferien burde være rar og let, er den tung og svær for mig i år. Jeg kan styre min tanker i nogen grad, men jeg kan ikke forhindre dem i at flyve tilbage til sidste års ferie – på godt og kærligt, men mest på ondt og ulykkeligt – det er OK. Livet skal jo leves videre og jeg er lige så langsomt ved at finde mig selv, mit nye selv, som er stærkere, klogere og dybere end før og jeg kan på en måde rigtig godt lide den nye mig, hun er sej, hun er ærlig og hun er et mere alvorligt menneske som i den grad har fået værdierne på plads.

Vi kommer ikke uden om det. Idag kører vi på sommerferie og jeg tror at vi har fået stablet en god en af slagsen på benene. Vi skal for første gang i mange år ikke syd på (heldigvis). Vi skal derimod to uger til Sverige, være i skoven, fiske og bare være sammen, helt uden de store planer. Vi skal gå ture, trække skovjordbær på græsstrå, bage kardemommeboller efter min farmors opskrift og bade i skovsøen mens aftensolens stråler eller i silende regn – det er ligemeget, bare vi er sammen. Vi har det så dejligt når vi er i Sverige, jeg føler mig tæt på min far der, i den lille hytte, hvor jeg har været med ham utallige gange som barn. Det er også der han er begravet, på kirkegården i Tingsryd. Jeg planlægger at købe smukke sommer- stauder, som jeg vil plante på hans grav, så de kan blomstre igen, år efter år. Jeg vil tage det sure med det søde, det lykkelige med det ulykkelige og ellers bare holde skruen i vandet så godt jeg formår, der er ikke andet for. Snart har jeg passeret et år uden en far, det er flot klaret. Jeg går og jeg står, jeg lever og jeg elsker! The show must go on – og det skal nok blive en fin sommer.

God sommer til jer derude, må i få en vidunderlig en af slagsen <3