Mit nye dessertfarvede køkken

 

Så er vores nye køkken endelig ved at være færdigt. Det er blevet så godt og mine øjne nyder at kigge på den lyserøde bordplade der spiller helt perfekt med de mørke skabe og messinggrebene. Der er en kæmpe forskel fra vores gamle og hæslige køkken, som var i huset da vi købte det. Et køkken fra 70érne der hang i laser i gulligt træ-laminat med plastikbordplade der prøvede at ligne granit og et kedeligt gulv af boligvinyl med et udefinerbart mønster. Nu har vi et køkken der mest af alt ligner en dessert bestående af mørk chokoladekage med jordbæris og karamelsovs. Vi har for enden af køkkenet fået lavet en stor bordplade, hvor der er plads til at sidde og snakke, få en drink eller tegne, imens der bliver lavet mad. Den store bordplade indbyder også til at lave mad med ungerne og forleden lavede vi hjemmelavede pynt-selv pizza og det var så dejligt at vores nye dessertfarvede køkken nu er samlingspunkt for hele familien. Vi (Sune), har stadig nogle hængepartier så som paneler, sokler og fuge-arbejde, men det kommer når det kommer. Døren ud til gangen i kan se på billedet tænker vi på at male i en farve. Jeg har lyst til at den skal være turkis, men er i tvivl om det bliver for meget. Hvilken farve synes i kunne være flot?

Jeg er bare så glad for mit køkken – JUHU 🙂

Køkken fra IKEA, Ekestad i røget eg.

Greb fra IKEA

Bordplade fra FUNDERMAX,

Gulv fra TARKETT, oak antique plank

Time Out

Jeg har været alene med mine børn i weekenden og selvom det faktisk, efterhånden som de bliver større er rimeligt nemt og hyggeligt at være alene med dem begge, så kan jeg godt sidde med en halvstresset panikklump i maven søndag aften og tænke: Det kan da ikke blive mandag i morgen, jeg har jo overhovedet ikke holdt weekend!!

Siden jeg fik Carl for ca. 5 år siden, har jeg nemlig været ret dårlig til at holde pauser eller tage time out for mig selv. Det er jo selvfølgelig også ekstra svært, når man er alene hjemme med to børn på 5 og 3 år, men man kunne måske godt øve sig i fx at få lov til at låse døren, når man går på toilettet, uden at der så står to desperadoer og råber på vand og mad i det sekund ens numse rammer brættet. Nogen gange, når der er gået alt for længe uden en pause, føler jeg nærmest, at de timer det – som om de går og hygger sig, indtil det sekund jeg sætter mig med en kop kaffe. Sådan er det selvfølgelig ikke. Så når jeg begynder at føle, at mine børn er irriterende, fordi de er helt almindelige børn, der gerne vil have masser af kontakt med deres mor. Især når hun sætter sig med kaffe og ser ud til rent faktisk at have tid. Så ved jeg, at nu er der gået for lang tid, hvor jeg igen har glemt vigtigheden af at holde time out helt alene med mig selv. Jeg ved godt, at det er vigtigt, meget vigtigt, for mit humør og velbefindende, at jeg engang imellem plejer mig selv og er lidt alene. Det er bare som om det føles lidt forbudt, som om jeg stjæler tiden fra familien, arbejdet, vennerne eller gøremålene, som om det ikke er helt ok at tage tid til mig selv.

I aften gjorde jeg det sgu. Morten er som sagt ikke hjemme, så jeg behøvede ikke tænke på, om jeg burde tale med ham, nu hvor børnene sover. Jeg holdt selvpleje søndag i mit badeværelse alene med mig selv. Jeg fandt min fyrfadsbrænder frem, puttede min yndlingsolie i (Rejuvenate fra Moshi Moshi) og tændte den. Men jeg fyldte mit badekar med vand og den mest vidunderligt duftende boblesæbe jeg har købt på Bali, rensede jeg mit ansigt og tørbørstede min krop. Så vaskede jeg masken af og puttede en fugtmaske fra Biologique Recherche (Masque Visolastine+) i ansigtet, tændte for noget klassisk musik, som jeg altid hører, når der skal ro på sjælen og ploppede ned i karet. Og så lå jeg bare der i det varme vand og trak vejret med lukkede øjne og lyttede til musik, til jeg var en rosin. Langsomt satte tankemylderet tempoet ned, og jeg tror måske der var 2 minutter, hvor jeg ikke tænkte på noget særligt. Jeg fik endda også lige filet mine fødder og puttet ny neglelak på.

Nu sidder jeg i min stue og alting sejler, min mand ville få et stressanfald, hvis han så, hvordan her ser ud.

Men min krop er varm og blød, og jeg har trukket vejret og fået neglelak på tæerne. Pludselig er jeg en sødere mor som igen savner mine børn mens de sover. Jeg håber de kommer ind og putter hos mig i nat og det gør ikke noget, hvis de nikker mig en skalle eller to i søvne – for jeg har haft en times weekend og er klar til mandag!

Hvordan holder du time out?

Kh

Ida

At miste én man elsker – igen og igen

Morten rejser til La Palma i dag på ferie med en ven. Det er dejligt for ham, og jeg glæder mig på hans vegne. Jeg glæder mig egentlig også lidt til at være alene med børnene, fordi vi altid har det sådan, at når man er alene så handler det kun om, at det skal være så hyggeligt som muligt. Hvis det betyder at bestille pizza hver dag – så gør man bare det. Hele ugen op til i dag har jeg været rolig og large omkring det. Når Morten har talt om, at det er længe at være væk har jeg sagt – ”det bliver dejligt for dig, nyd det!”. Lige indtil i morges…

Jeg vågnede og gik i bad, og pludselig blev jeg usikker på, hvad tid han skulle i lufthavnen, og om han mon allerede var kørt – og så kom angsten og sorgen. Jeg græd i badet og var pludselig rædselsslagen for, at han skulle styrte ned med flyveren eller køre galt på cykel, og at jeg aldrig mere skulle kramme mig ind til ham, og mærke han rolige dejlige varme væsen ved siden af min krop. Tankerne galopperede afsted med mig med 100 km i timen og pludselig kunne jeg ikke blive boende i huset og børnene havde ikke nogen far, og jeg skulle aldrig mere have en mand som elsker dem ligeså højt som jeg… Jeg løb på våde fødder ned af trappen. Jeg fandt ham i køkkenet og knugede mig ind til ham, indtil jeg var landet med begge ben på jorden igen.

Det er ikke første gang det sker, jeg kender de her følelser rigtig godt. Selvom der går længere imellem, at de overmander mig, og jeg er blevet god til at tage det i opløbet, så sker det stadig at angsten for pludseligt at miste dem jeg elsker, springer på mig og svinger mig en tur rundt i karrusellen. Det har været sådan siden jeg mistede min mor. Pludseligt, uforudsigeligt og lige foran mine øjne døde hun af en blodprop i lungerne. Jeg var 26 år og helt magtesløs i situationen. Den situation ændrede noget i mig. Jeg lever med en dyb erkendelse af, at livet kan forandres på et split sekund, at én man elsker kan blive revet væk fra én uden varsel. En gang imellem, når jeg er uforberedt og ikke har mærket det komme snigende, bliver jeg overvældet af det og så galopperer katastrofe tankerne afsted med mig. Når det sker har jeg lært, at det der hjælper for mig er:

  1. at søge ro i kroppen ved at bede om et kram, så jeg kan mærke, at nogen holder sammen på mig.
  2. sige højt til mig selv eller andre, hvordan jeg har det.
  3. ikke at kæmpe imod men lade det der sker være. Jeg minder mig selv om, at jeg kender den følelse, den er ikke farlig og selvom den føles voldsom og ubehagelig, så vil den ikke opsluge mig ret længe.
  4. erkendelsen af at jeg kender den følelse, at den stammer fra noget andet, og at der ikke lige nu er en øget risiko for at miste nogen hjælper mig til at finde ro med at lade den ride af som en bølge eller en ve.
  5. Jeg søger aktivt væk fra tanker om ”at det er fjollet”, ”ikke er relevant lige nu”, ”gid det ville gå væk” og hen imod tanker om, hvad den pige på 26 år som blev overmandet af at miste sin mor så pludseligt havde og stadig har brug for: kærlighed, omsorg og validering af at det er ok at blive bange, at de følelser er ok at have.

Gør jeg de ting, er det nemmere for mig at komme videre med dagen, og jeg får det bedre. Resten af dagen i dag vil jeg måske være skrøbelig og grådlabil, jeg savner min mor mere i dag end jeg gjorde i går. Måske er jeg også skrøbelig i morgen, måske er det væk om en time. Jeg ved det ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Det er ok. Sådan er livet. Der er glade dage, triste dage, trætte dage og angste dage. Angsten for at miste er en del af glæden og kærligheden ved at have – sådan ser jeg det.  Og kærligheden ville jeg aldrig være foruden, så må jeg tage angsten i medgift.

Hav en dejlig dag derude og vær gode ved jer selv, hvis noget føles svært.

Kh

Ida

Åååh nej, det har jeg glemt – igen, undskyld…

I perioder føler jeg, at jeg siger det mere end stort set alt andet. Jeg har en følelse af, at jeg har glemt mere og lavet flere tåbelige fejl, efter jeg har fået børn, end jeg har gjort i hele mit samlede liv forud for børn. Folk taler om ammehjerne, jeg synes man burde tale om ”forældrehjerne”. Jeg har altid haft en rigtig god hukommelse og en hjerne jeg kunne stole 100% på til at minde mig om ting, så jeg hader at glemme ting, det passer dårligt med mit selvbillede og min selvtillid daler i de perioder, hvor det er slemt. Tillægger man at jeg arbejder på neurologisk afdeling som neuropsykolog og har et arbejde, der består i at have med mennesker med hjerneskader og sygdomme i hjernen at gøre, og derfor har et helt forvredet billede af, hvor sandsynlige de sygdomme er. Så kan jeg i perioder blive rigtig bekymret for min hjernes tilstand. Jeg kan sidde med ondt i maven af bekymring i bilen på vejen hjem og diagnosticere mig selv, indtil jeg komme frem til det, som jeg egentlig godt ved – at mine symptomer er uspecifikke og inkonsistente og at jeg bare er træt, har alt for mange bolde i luften, bliver afbrudt i alt hvad jeg laver både hjemme og på arbejde, og at jeg er nødt til at erkende, at jeg skal hjælpe min hjerne mere.

For lige at give nogle eksempler på, hvad det er for ting jeg glemmer eller laver fejl i, som gør mig desperat. I denne måned har jeg har glemt en aftale med min erfa-gruppe og er blevet væk fra et møde på arbejde, som jeg bekræftede, at jeg ville komme til en time i forvejen. Mine børn mangler rent tøj i børnehaven, og har nu ikke været i bad hele ugen, det har taget mig 3 uger at bestille tid til min datters tandlæge, og jeg bliver konstant overrasket over de ting min mand skal til, selvom han har skrevet det i vores fælles kalender.  Sidst men ikke mindst har jeg i denne måned kostet vores familie 1800 kr. Jeg kunne ikke finde mit kørekort og bestilte et nyt til 280 kr selvom manden på borgerservice rådede mig til at vente ”da de ofte dukker op”, og jeg forsikrede ham om,  at jeg havde ledt og at mit ikke ville dukke op – dagen efter lå det ved forsædet i min bil, hvor jeg havde ledt flere gange. Da min mand spurgte, hvornår jeg kommer hjem fra konference i NY til februar opdagede jeg, at jeg har bestilt en flybillet hjem en dag for sent, det kostede lige 1500 kr at lave den om – aaarrrgghhhhhhh!

Nogen dage er jeg rigtig godt gammeldags sur på min dumme hjerne, som ikke er til at stole på! Men er min hjerne blevet dårligere fungerende efter jeg har fået børn? Der må være andre end jeg, der tænker den tanke?

Jeg er kommet frem til følgende: siden jeg flyttede hjemmefra og selv skulle begynde at holde styr på mit liv, og jeg erfarende ting som at der ikke var toiletpapir, hvis jeg ikke købte det og mit tøj ikke blev rent på mirakuløs vis, så er der ligeså langsomt kommet flere og flere opgaver til. Studie, arbejde, Ph.d., mand, familiesammenkomster med egen familie og svigerfamilie, børn og alt det de ikke selv kan huske, flere ansvarsområder på arbejde, hus der skal vedligeholdes, biler der skal vedligeholdes, forældrekontaktudvalg, forskellige faglige udvalg, børn der går til svømning, børn der har venner med hjem, alle de ting man skal huske til børnehaven.  Der er også de ting, som er midlertidige, men som stadig fylder meget i perioder, min mor døde, min far blev syg og døde, udbygning af sommerhus. Til sidst er der alle de ting som jeg også gerne vil: dyrke motion, se mine/vores venner, se min mand alene uden børn, se mig selv alene uden mand og børn, blogge, instagramme, læse bøger osv.

Jeg fylder bare langsomt mere og mere på uden at vælge noget fra, måske lige bortset fra cafeture og byture og den slags, som måske lige netop er der, hvor hjernen får en lille pause fra at løse opgaver. Samtidig er vilkårene for min hjerne rigtig dårlige i det liv jeg lever: Det er sjældent jeg tænker en tanke til ende uden at blive afbrudt, enten af mine kollegaer, mine børn, min mand, andre tanker der presser sig på, eller min mobiltelefon. Hvis man ved lidt om hvordan hjerne fungerer så ved man også, at for at kunne huske noget, skal man være opmærksom på det, man vil huske – ikke så nemt når ens opmærksomhed hele tiden bliver forstyrret.

Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at holde op med at være så sur på min hjerne over, at den glemmer ting og i stedet være nænsom og omsorgsfuld overfor den. Jeg vil sige det til mig selv, som jeg siger til alle de bekymrede mennesker (uden hjerneskader), jeg taler med på mit arbejde: Det er helt normalt, din hjerne fejler ikke noget, du har bare alt for mange bolde i luften! Og så vil jeg forsøge at benytte mig at nogle af alle de råd, jeg giver til andre for at teste om de er gode…

Hvad gør du for at huske alt det du skal i hverdagen?

Kh Ida

Et lorte år er lukket og et nyt og friskt lukket op

Jeg har aldrig gået op i nytår. Nytårsaften er for (pessimistiske) mig en aften, der aldrig lever helt op til forventningerne, en aften der skal overstås. Men i år har nytår betydet noget andet for mig. Vi fejrede nytåret med to af mine søskende og deres familier og vi er i samme båd, vi har alle tre haft et hårdt år, vi bestemt ikke ser tilbage på med glæde og det gav rigtig god mening at hoppe ind i det nye friske år sammen. Der er kommet kaskader af lort ud af 2018 og aldrig har det føltes så godt at et år sluttede. Jeg forestillede mig hvordan jeg lukkede en stor fed sæk af lort og bandt en dobbeltknude på og sparkede den langt, langt væk. Det føltes godt.

Den sorte sæk med lort, indeholder også andet end lort, for 2018 er også et år hvor der er sket virkelige fantastiske ting. Sune og jeg har købt hus, vi har renoveret det og vi er flyttet ind. Vi følte os heldige og glade, det var et nyt kapitel i vores liv der startede. Men midt i huskøbet mistede jeg pludseligt synet på det ene øje og 3 uger efter fik jeg føleforstyrrelser i hænderne. Jeg kom under udredning for sclerose, det tog flere måneder og kastede en mørk skygge over den ellers glædelige begivenhed. Imens jeg malede huset, var jeg hundebange. Jeg kan huske hvordan jeg hele tiden tænkte i mulige løsninger for ramper til kørestol osv, hvis nu sclerosen, som jeg var bange for jeg havde, skulle ende med at være af den agresive art. Det var et langt udredningsforløb og det tærrede på overskuddet. Men i starten af sommeren var min far og jeg inde og få svaret på den sidste MR-scanning og der var ingen forandringer i min hjerne, jeg var rask. Jeg var så lettet, min far og jeg krammede hinanden foran bispebjerg hospital under kirsebærtræerne der blomstrede, min far græd og jeg grinede og så drak vi kaffe og slog vejen forbi en antikbutik og fejrede det med nye barstole, sætterkasser og alt muligt andet gammelt og genuint. Endelig var det tid til glæde. Nyt hus, solskin, glad familie og sommerferie i Spanien lige om hjørnet. Sådan!

Jeg føler stadig at livet, skæbnen, døden, min skytsengel eller de højere magter tog røven på mig. For den ferie vi glædede os så meget til og havde så meget brug for, endte som i ved, jo på tragisk vis i ulykke og min fars død. Og ja, siden da har livet været ufattelig hårdt. Det har været hårdt at eksistere på alt for mange planer. Som individ, som mor, som kone, som kollega, som datter, som veninde og sikkert også som alt muligt andet. I bund og grund har det bare været så mega skide hårdt. Når det er sagt, er det også fantastisk at være i live. Kæmpe kampen og føle at det med bitte små musseskridt, i et langt sejt træk, går i den rigtige retning.

Nu har vi taget hul på et nyt år. Et år som, 7-9-13, kun kan blive bedre. Vi nyder vores nye hus, som vi fortsat er i gang med at renovere, det bliver så flot. Ungerne er sunde og glade, Svale skal starte i skole og Wilder skal flytte til en ny stor og flot børnehave, de glæder sig. Jeg skal afslutte min terapi, mine PTSD symptomer er faldende og om et par måneder er de formentlig helt væk. Jeg skal starte på arbejde igen og efterhånden have en normal hverdag til at fungere med alt hvad det indebærer. Jeg er ved at blive en nærværende mor igen, en kærligere kone og jeg er i det hele taget ved at få lidt mere overskud til at være et helt menneske igen.

idag er himmelen blå og fuglene kvidrer i haven. Svale laver perler i morgensolen. Wilder er igang med sin tredje ostemad, Sune er på frilufts-tur med en ven og sidder i skrivende stund sikkert og laver morgenmad på bål, og jeg selv – jeg selv kan mærke en ro og en spirende glæde over at eksistere.

Hej nye år – du er så hjertelig velkommen.