En succesfuld jul i sorg og savn

Julen har ærlig talt været en mærkelig størrelse i år. En størrelse som ikke rigtig passede. Det passede mig ikke at det overhovedet skulle være jul og det passede mig slet ikke at jeg skulle leve op til alle de forventninger og traditioner, som nu engang hører sig julen til.

Jeg plejer at pynte op i starten af december, bage julekager og så plejer jeg at kreere en overdådig pakkejulekalender til ungerne og en julekalender med 24 forskellige øl til Sune. Jeg var tidligere lidt af en julegrinch, men jeg prøver mit bedste efter jeg har fået børn. Læs om en julehaders bekendelse HER.

I år har det været svært at være i rigtig julehumør og vi er med nød og næppe sluppet gennem decembers nissedrillerier og juleklip. Børnenes julekalender er blevet nedgraderet til en julesok med en daglig gave. Småkagerne blev bagt i et moment af stress, uden det mindste hygge, tidligt julemorgen. Julepynten kom op dagen før juleaften og Sunes øl-kalender var ikke eksisterende.

Savnet af min far har bare fyldt ekstra meget her i december. I en tid hvor juleglæde fylder meget hos alle dem omkring, har mit eget triste sind stået i skarp kontrast. Jeg har i mit voksenliv holdt jul med min far hvert andet år og selvom det var året hvor vi skulle holde jul med Sunes familie, havde vi aftalt at min far og Anne skulle holde den sammen med os. Derfor var savnet på selve juleaften så ufattelig stort og det gjorde ondt fra jeg slog øjnene op d. 24 december. Ida har skrevet så fint om julemelankolien, som vi garanteret er mange der føler HER.

Savnet blev tilsidesat for julemaden der skulle tilberedes. Der blev knoklet fra morgenstunden, men ved middagstid gik ungerne og jeg, for første gang i mit liv, i kirke. Det var så fint. Kirken, julelysene og et Blovstrød der var dækket i sne. Da vi kom hjem kom gæsterne og juleaften gik stille og roligt i gang. Som julemaden blev færdig og timerne gik blev det sværere at ignorere det store hul af savn jeg følte indeni. Et hul som kun voksede sig større og større jo længere aftenen skred frem.

Efter and og flæskesteg dansede vi om juletræet og ungerne fik gaver og så var de putteklar. Jeg smilede men indeni havde hullet efterhånden vokset sig så stort at det gjorde ondt i maven og gav kvalme. Det var en sand kunst at holde sammen på det ydre, selvom selskabet var godt, maden lækker og der ikke var en finger at sætte på noget. Til sidst fyldte mit savn og min sorg for meget. Tankerne væltede rundt i hovedet og jeg var bare så ked af at jeg ikke havde en far og at han aldrig mere skal holde jul med mine børn. Ikke se glæden i deres øjne når de åbner deres julegaver, ikke se dem vokse op, ikke være en del af deres liv. Ikke være en del af mit liv.

Jeg lagde mig ind til Svale som kaldte, holdt hendes lille levende hånd og lyttede til Wilders rolige åndedræt. Kneb en lille tåre og savnede min far og kneb endnu en tåre i taknemmelighed over at jeg lå her med mine to sunde, raske, levende børn, hvilket i vores tilfælde jo ikke er en selvfølge. Jeg kapitulerede og lod mig glide ind i en rar tung søvn til lyden af gode mennesker der hyggede sig og grinede i stuen.

Jeg vågnede ud på natten ved at Sune trak min kjole forsigtigt af og puttede dynen om mig. Der var en god følelse i kroppen. En følelse af at være kommet igennem julen, en følelse af at have lyttet til mig selv og et lille bitte stik af dårlig samvittighed over at være gået i seng før voksengaver, risalamande og uden at sige godnat. En dårlig samvittighed der fra alle sider blev manet til jorden ved daggry, for det var der fuld forståelse for hele vejen rundt.

Mit succeskriterie for en god juleaften var at vores gæster og især mine børn fik en dejlig jul. Det kriterie blev opfyldt til punkt og prikke, så man kan vel godt sige at det for os blev en succesfuld jul, trods sorg og savn til min elskede far, som i sandhed manglede som aldrig før.

Forebyg og beskyt

Når det kommer til hudpleje er min vigtigste strategi at forebygge og beskytte. Det er på mange måder nemmere end at skulle forsøge at reparere. De to vigtigste elementer i min forebyggelses strategi er antioxidanter og solcreme. Jeg bruger solcreme året rundt. Jeg springer over på de mørkeste vinterdage, hvis jeg ikke skal ud i lyset, men ellers er det på med solcreme hver dag.

Jeg bruger også antioxidanter hver dag. Antioxidanter er substanser, der kan hæmme eller beskytte organisk materiale mod iltning (oxidation). Oxidering skader cellerne og medvirker til at huden får rynker og bliver slap (bare tænk på et æble der ligger længe i luft og sol – det bliver rynket pga. oxidering).  Oxidering sker gennem kædereaktioner med hjælp fra frie radikaler. Frie radikaler er kemisk ustabile molekyler, som gerne vil ”stjæle” elektroner fra andre molekyler for at blive stabile. Når molekyler får ”stjålet” en elektron, kan de enten gå til grunde eller selv blive til frie radikaler. Antioxidanter er stoffer som ”stiller sig til rådighed” for de frie radikaler, og derved kan de hjælpe med at beskytte mod oxidering. Der er frie radikaler i bl.a. cigaretrøg og forurenet luft. Solen starter også processer, der danner frie radikaler.

Der findes rigtig mange antioxidanter, og det er et buzzword indenfor hudpleje. Alle de antioxidanter der kommer på markedet er dog ikke lige velundersøgte, så det kan godt betale sig at være en anelse skeptisk. Min yndlingsantioxidant er C-vitamin. Jeg bruger hver dag et serum med L-Ascorbic Acid (L-AA), som er den reneste form af C-vitamin. L-AA skal ikke konverteres til C vitamin og er vandopløseligt. Det optages og bruges derfor nemt at huden. Der findes mange afledte former af C-vitamin (Ascorbyl Glucoside, Ascorbyl Palmitate, Magnesium Ascorbyl Plamitate, Tetrahexyldecyl Ascorbate for at nævne nogle stykker). Hagen ved dem er, at de først skal omdannes til C-vitamin af huden, før de kan bruges, og der er ikke på nuværende tidspunkt overbevisende evidens for, at de virker ligeså effektivt som L-AA. Ulempen ved L-AA kan være, at det er potent og kan irritere huden. Det oxiderer også nemt og skal derfor helst opbevares i mørke flasker og køligt. Bliver din L-AA serum orange er den oxideret og skal smides ud, da den kan gøre mere skade end gavn.

C-vitamin har også andre gavnlige egenskaber for huden udover at virke som antioxidant. Det er blevet vist at C-vitamin øger collagen produktion i huden og er effektivt mod pigmentforandringer. Jeg får også en super flot glød, når jeg bruger C-vitamin, og det synes jeg også er værd at tage med.

Sera med L-AA kan være dyre. Gold standard, og det der er bedst evidens for virker, er CE Ferulic serum fra Skinceuticals som koster 1280 kr her. Er man ikke i humør til den udgift, kan jeg anbefale C 15 Super booster fra Paulas Choice til 395 kr købes her og vil man have noget billigere til at starte med, kan jeg anbefale Vitamin C serum 23% + Ferulic acid fra Garden of Wisdom til ca. 85 kr her. Man får hvad man betaler for og den billigste er ikke ligeså let og lækker i konsistensen som de andre, men er helt fin synes jeg.

Bruger du antioxidanter i din hudpleje til daglig?

 

Kh Ida (jeg er en nørd, men ikke ekspert, dermatolog eller kosmetolog. Jeg deler viden, som jeg har læst mig til, og erfaringer jeg har gjort. Alles hud er forskellig, hvad virker for mig, vil måske ikke virke for dig. Alle spørgsmål, rettelser og kommentarer er velkomne, jeg elsker at lære noget nyt!) Følg eventuelt også med på Instagram på “Theskinsideofme” hvis du er til masser af billeder og meninger om hudpleje og makeup.

Jule Melankoli

Julen er hjerternes fest, en tid fyldt med familiebesøg, æbleskiver, stearinlys og forventningens glæde. Det er en tid, hvor man som forældre måske hygger lidt ekstra om sine børn og elsker at se ”julelysene i deres øjne”. Der er nok en grund til, at det er blevet udtrykket for uskyldig lykkelig forventning og glæde.

Jeg kan også godt lide jul, men måske fordi julen er en tid, hvor alle glædes, bliver det endnu mere kontrastfyldt for mig, at jeg hvert år ved siden af glæden fyldes af savn og melankoli ved juletid. Det har været sådan siden jeg mistede min mor for snart 11 år siden, og efter jeg mistede min far for snart 3 år siden, er det ikke blevet mindre. Hverken min mor eller far var særligt juleglade, så det er egentlig underligt at lige julen fylder mig med savn, men det gør den… og sådan er det altid med savnet og sorgen for mig – det er uforudsigeligt, hvornår jeg bliver ramt af det. Måske er det bare det, at jul virkelig er en familietid, og jeg savner mit ophav. Jeg savner at være et barn og sidde på skødet af min mor og far, og jeg føler et stort savn over at mine børn ikke har mødt deres mormor og stort set heller ikke deres morfar og at mine forældre ikke skulle se julelyset i mine børns øjne… ØV!

Så jeg vil sende en tanke ud og tænde et julelys for alle dem, der kender jule melankolien eller måske skal møde den for første gang. Dem der: har mistet nogen, aldrig har haft nogen, elsker nogen som måske skal holde deres sidste jul, er bange for at det er deres egen sidste jul. Til alle dem som kender følelsen af at være lidt alene i alt juleræset og som bare gerne vil have en ekstra julekrammer og lidt plads til, at det er ok at have det svært – også i julen.

Kram

Ida

Kursen er lagt – vejen ud af angst og ulykke

Jeg føler mig seriøst som en træt bunke bæ på ben for tiden. Jeg er startet i et PTSD forløb på Hillerød hospital og det er så hardcore og koster rigtig mange tårer, sved, rysteture og hårdt arbejde. Jeg skylder en mellemregning, så her kommer et indlæg jeg har skrevet for 2 uger siden, som jeg aldrig fik udgivet:

 

Jeg har været meget stille. Det er fordi  jeg har tænkt og tænkt og vendt og drejet min livssituation. Jeg er nemlig blevet tilbudt et PTSD-forløb på Hillerød Hospital. Et tilbud som jeg virkelig er kommet i tvivl om, om jeg skal tage imod. Det er der flere årsager til. Forløbet er intensivt og strækker sig over 12-14 uger hvor jeg skal møde til samtaler med en terapeut og hvor der også kommer til at være flere timers “hjemmearbejde” dagligt. Under forløbet vil jeg få det rigtig skidt. Formentlig lige så skidt som efter ulykken og det skræmmer mig. Det anbefales at være sygemeldt under forløbet. Det har jeg det ikke særlig godt med, for jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg havde en brækket hofte ville en sygemelding være nemmere at forholde sig til, men jeg prøver dagligt at fortælle mig selv, at min situation faktisk er værre og mit sind skal fixes, ligesåvel som en hofte skal, for at blive rask på sigt. Aller mest er det svært at forlige sig med tanken om at få det dårligere. Endnu værre er det at skulle beskæftige sig med ulykken, som jeg de sidste 4 måneder har gjort alt for at fortrænge. Jeg får kvalme ved tanken, halsen snørrer sig sammen og tårerne pipler frem. Det er det sidste jeg har lyst til.

Men samme symptomer får jeg, når jeg hører pludselige høje lyde, når der er vold i fjernsynet, når bilen lugter af benzin, når en lastbil passerer mig, når jeg ser blå blink, når jeg ser kød i køledisken i supermarkedet,  ved tanken om at deltage i begivenheder med mange mennesker, når jeg hører nogle tale spansk, hvis jeg sågar bare tænker på Spanien og jeg kunne nævne mange flere ting som provokerer min angst. Ved at undgå alt det som føles ubehageligt er jeg ved at folde min verden sammen så den til sidst bliver så lillebitte at den kan ligge i min baglomme. Overskuddet er minimalt og så snart min omverden og især mine børn forlanger mere af mig end jeg har at give, braser verden sammen.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at gøre noget ved. Jeg bliver nød til at kunne kigge på de store røde bøffer i køledisken, som minder mig om alle de blottede muskler jeg så under ulykken. Jeg bliver også nød til at kunne tanke bilen, selvom det lugter af benzin, som der gjorde ved ulykkesstedet. Ligeledes er det et must at alt spansk og tanken om at sætte mine ben i Spanien ikke skræmmer mig fra vid og sans, mine svigerforældre er nemlig flyttet til Spanien og jeg kan ikke holde mig derfra for evigt.

Så jeg har takket ja. Jeg kommer til at “genbesøge” ulykken og minutterne før og efter et utal af gange. Hver gang er jeg der ca. 2 timer. Her skal jeg fortælle om ulykken om og om igen i 40 minutter. Fortællingen bliver optaget og den skal jeg lytte til en gang dagligt, til jeg kommer igen ugen efter og endnu engang fortæller om ulykke, optager den osv. Før og efter er der selvfølgelig samtale om alt det der er svært. Til sidst er det meningen at jeg skal blive så træt af at høre og tale om ulykken at den får lov til at blive et minde i stedet for at overfalde mig i eksplosioner af død, blod, chok og glasskår utallige gange dag og nat. Samtidig skal jeg hver dag eksponeres for alt det der tricker min angst og angsten vil dermed blive mindre og til sidst ikke eksisterende. På denne måde vil min verden ligeså stille folde sig ud igen og gå fra lommestørrelse til worldwide.

Det lyder godt. Men jeg har bestemt lyst til at undvige, men jeg er heldigvis også klog nok til at vide at det ikke hjælper hverken mig eller min familie. Jeg vil formentlig kun få det værre med tiden, hvis jeg ikke får bearbejdet alt omkring ulykken. Jeg har valgt at se bort fra alt det ubehagelige jeg skal igennem og i stedet springe på hovedet ned i sølet. Jeg ser det som en livsinvestering. En investering i min egen og min families fremtid. En fremtid hvor der trods en tung bagage er plads til glæde og lykke, hvor ulykke og tab, bliver bearbejdet og dermed kommer til at fortone sig fra hverdagen og bliver et trist minde. Et minde som jeg har styr på og som ikke ødelægger mit liv.

 

 

Det var altså mit tidligere indlæg. Nu er jeg godt igang med terapien og jeg er skiftevis helt ude i torvene og samtidig er jeg ved at lære mit eget sind og dets ikke så smarte mekanismer at kende. Jeg ligner stadig en bunke bæ, men jeg har det ikke lige så håbløst indeni som tidligere. Kursen er lagt og jeg tror på at det her forløb kan hjælpe mig igennem mit livs største krise.

Fremtiden er lys.

 

 

 

 

 

Projekt køkken

 

 

vi er gået i gang med at renovere vores køkken. Vi er ret optimistiske, for vi har revet hele molevitten ned og håber på at være færdige inden jul. Det kræver at det hele klapper. At vi får leveret køkken, gulv og bordplade som kommer fra forskellige leverandører, til tiden. Aller først skal vi fjerne tapet, mørtel fra de tidligere fliser og så skal vi spartle og male. Når jeg siger vi, mener jeg naturligvis Sune, hæ hæ. Jeg hjælper selvfølgelig til, men hold fest, jeg priser mig lykkelig over jeg har giftet mig med en håndværker.

Det har været mega svært at blive enige om et køkken. Da vi endelig blev enige om et, var det i retsorde og vi var slået back to scratch. Det var her jeg kapitulerede og gav Sune fuldmagt til at vælge og indrette køkkenet, præcis som han lystede.

han har valgt et køkken jeg aldrig ville gå for, men han har en evne til at se ting for sig, som jeg ikke besidder, så jeg stoler 100 procent på hans valg. Han har bestilt et mørkt køkken i røget egetræ som du kan se HER, og en bordplade i krydsfiner med lyserødt laminat, du kan se den smukke farve HER, den hedder 0019. Jeg ville til hver en tid vælge et kedeligt hvidt køkken, så jeg er vild med at der er lidt mere spræl i Sune og endnu mere vild med at han vælger en lyserød bordplade med en farvekode der hedder ballerina. Whats not to like?

nu mangler vi blot at bestille gulv. Det skal være vinyl. Enten en ensfarvet i lys grå som er Sunes favorit eller en med sparkle effekt, hvis det skulle stå til mig.

Vi har lavet midlertidigt køkken i udestuen. Der er skidekoldt og vi kan kun lave mad på grillen, spise rugbrød eller bestille pizza, så vi glæder os til det nye køkken er klar og vi kan bage julekager i massevis. Ungerne og jeg er taget på besøg i min mors sommerhus imens Sune knokler derhjemme. Nu håber vi at det hele klapper og vi har et lækkert nyt køkken inden jul.