Jule Melankoli

Julen er hjerternes fest, en tid fyldt med familiebesøg, æbleskiver, stearinlys og forventningens glæde. Det er en tid, hvor man som forældre måske hygger lidt ekstra om sine børn og elsker at se ”julelysene i deres øjne”. Der er nok en grund til, at det er blevet udtrykket for uskyldig lykkelig forventning og glæde.

Jeg kan også godt lide jul, men måske fordi julen er en tid, hvor alle glædes, bliver det endnu mere kontrastfyldt for mig, at jeg hvert år ved siden af glæden fyldes af savn og melankoli ved juletid. Det har været sådan siden jeg mistede min mor for snart 11 år siden, og efter jeg mistede min far for snart 3 år siden, er det ikke blevet mindre. Hverken min mor eller far var særligt juleglade, så det er egentlig underligt at lige julen fylder mig med savn, men det gør den… og sådan er det altid med savnet og sorgen for mig – det er uforudsigeligt, hvornår jeg bliver ramt af det. Måske er det bare det, at jul virkelig er en familietid, og jeg savner mit ophav. Jeg savner at være et barn og sidde på skødet af min mor og far, og jeg føler et stort savn over at mine børn ikke har mødt deres mormor og stort set heller ikke deres morfar og at mine forældre ikke skulle se julelyset i mine børns øjne… ØV!

Så jeg vil sende en tanke ud og tænde et julelys for alle dem, der kender jule melankolien eller måske skal møde den for første gang. Dem der: har mistet nogen, aldrig har haft nogen, elsker nogen som måske skal holde deres sidste jul, er bange for at det er deres egen sidste jul. Til alle dem som kender følelsen af at være lidt alene i alt juleræset og som bare gerne vil have en ekstra julekrammer og lidt plads til, at det er ok at have det svært – også i julen.

Kram

Ida

Kursen er lagt – vejen ud af angst og ulykke

Jeg føler mig seriøst som en træt bunke bæ på ben for tiden. Jeg er startet i et PTSD forløb på Hillerød hospital og det er så hardcore og koster rigtig mange tårer, sved, rysteture og hårdt arbejde. Jeg skylder en mellemregning, så her kommer et indlæg jeg har skrevet for 2 uger siden, som jeg aldrig fik udgivet:

 

Jeg har været meget stille. Det er fordi  jeg har tænkt og tænkt og vendt og drejet min livssituation. Jeg er nemlig blevet tilbudt et PTSD-forløb på Hillerød Hospital. Et tilbud som jeg virkelig er kommet i tvivl om, om jeg skal tage imod. Det er der flere årsager til. Forløbet er intensivt og strækker sig over 12-14 uger hvor jeg skal møde til samtaler med en terapeut og hvor der også kommer til at være flere timers “hjemmearbejde” dagligt. Under forløbet vil jeg få det rigtig skidt. Formentlig lige så skidt som efter ulykken og det skræmmer mig. Det anbefales at være sygemeldt under forløbet. Det har jeg det ikke særlig godt med, for jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg havde en brækket hofte ville en sygemelding være nemmere at forholde sig til, men jeg prøver dagligt at fortælle mig selv, at min situation faktisk er værre og mit sind skal fixes, ligesåvel som en hofte skal, for at blive rask på sigt. Aller mest er det svært at forlige sig med tanken om at få det dårligere. Endnu værre er det at skulle beskæftige sig med ulykken, som jeg de sidste 4 måneder har gjort alt for at fortrænge. Jeg får kvalme ved tanken, halsen snørrer sig sammen og tårerne pipler frem. Det er det sidste jeg har lyst til.

Men samme symptomer får jeg, når jeg hører pludselige høje lyde, når der er vold i fjernsynet, når bilen lugter af benzin, når en lastbil passerer mig, når jeg ser blå blink, når jeg ser kød i køledisken i supermarkedet,  ved tanken om at deltage i begivenheder med mange mennesker, når jeg hører nogle tale spansk, hvis jeg sågar bare tænker på Spanien og jeg kunne nævne mange flere ting som provokerer min angst. Ved at undgå alt det som føles ubehageligt er jeg ved at folde min verden sammen så den til sidst bliver så lillebitte at den kan ligge i min baglomme. Overskuddet er minimalt og så snart min omverden og især mine børn forlanger mere af mig end jeg har at give, braser verden sammen.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at gøre noget ved. Jeg bliver nød til at kunne kigge på de store røde bøffer i køledisken, som minder mig om alle de blottede muskler jeg så under ulykken. Jeg bliver også nød til at kunne tanke bilen, selvom det lugter af benzin, som der gjorde ved ulykkesstedet. Ligeledes er det et must at alt spansk og tanken om at sætte mine ben i Spanien ikke skræmmer mig fra vid og sans, mine svigerforældre er nemlig flyttet til Spanien og jeg kan ikke holde mig derfra for evigt.

Så jeg har takket ja. Jeg kommer til at “genbesøge” ulykken og minutterne før og efter et utal af gange. Hver gang er jeg der ca. 2 timer. Her skal jeg fortælle om ulykken om og om igen i 40 minutter. Fortællingen bliver optaget og den skal jeg lytte til en gang dagligt, til jeg kommer igen ugen efter og endnu engang fortæller om ulykke, optager den osv. Før og efter er der selvfølgelig samtale om alt det der er svært. Til sidst er det meningen at jeg skal blive så træt af at høre og tale om ulykken at den får lov til at blive et minde i stedet for at overfalde mig i eksplosioner af død, blod, chok og glasskår utallige gange dag og nat. Samtidig skal jeg hver dag eksponeres for alt det der tricker min angst og angsten vil dermed blive mindre og til sidst ikke eksisterende. På denne måde vil min verden ligeså stille folde sig ud igen og gå fra lommestørrelse til worldwide.

Det lyder godt. Men jeg har bestemt lyst til at undvige, men jeg er heldigvis også klog nok til at vide at det ikke hjælper hverken mig eller min familie. Jeg vil formentlig kun få det værre med tiden, hvis jeg ikke får bearbejdet alt omkring ulykken. Jeg har valgt at se bort fra alt det ubehagelige jeg skal igennem og i stedet springe på hovedet ned i sølet. Jeg ser det som en livsinvestering. En investering i min egen og min families fremtid. En fremtid hvor der trods en tung bagage er plads til glæde og lykke, hvor ulykke og tab, bliver bearbejdet og dermed kommer til at fortone sig fra hverdagen og bliver et trist minde. Et minde som jeg har styr på og som ikke ødelægger mit liv.

 

 

Det var altså mit tidligere indlæg. Nu er jeg godt igang med terapien og jeg er skiftevis helt ude i torvene og samtidig er jeg ved at lære mit eget sind og dets ikke så smarte mekanismer at kende. Jeg ligner stadig en bunke bæ, men jeg har det ikke lige så håbløst indeni som tidligere. Kursen er lagt og jeg tror på at det her forløb kan hjælpe mig igennem mit livs største krise.

Fremtiden er lys.

 

 

 

 

 

Projekt køkken

 

 

vi er gået i gang med at renovere vores køkken. Vi er ret optimistiske, for vi har revet hele molevitten ned og håber på at være færdige inden jul. Det kræver at det hele klapper. At vi får leveret køkken, gulv og bordplade som kommer fra forskellige leverandører, til tiden. Aller først skal vi fjerne tapet, mørtel fra de tidligere fliser og så skal vi spartle og male. Når jeg siger vi, mener jeg naturligvis Sune, hæ hæ. Jeg hjælper selvfølgelig til, men hold fest, jeg priser mig lykkelig over jeg har giftet mig med en håndværker.

Det har været mega svært at blive enige om et køkken. Da vi endelig blev enige om et, var det i retsorde og vi var slået back to scratch. Det var her jeg kapitulerede og gav Sune fuldmagt til at vælge og indrette køkkenet, præcis som han lystede.

han har valgt et køkken jeg aldrig ville gå for, men han har en evne til at se ting for sig, som jeg ikke besidder, så jeg stoler 100 procent på hans valg. Han har bestilt et mørkt køkken i røget egetræ som du kan se HER, og en bordplade i krydsfiner med lyserødt laminat, du kan se den smukke farve HER, den hedder 0019. Jeg ville til hver en tid vælge et kedeligt hvidt køkken, så jeg er vild med at der er lidt mere spræl i Sune og endnu mere vild med at han vælger en lyserød bordplade med en farvekode der hedder ballerina. Whats not to like?

nu mangler vi blot at bestille gulv. Det skal være vinyl. Enten en ensfarvet i lys grå som er Sunes favorit eller en med sparkle effekt, hvis det skulle stå til mig.

Vi har lavet midlertidigt køkken i udestuen. Der er skidekoldt og vi kan kun lave mad på grillen, spise rugbrød eller bestille pizza, så vi glæder os til det nye køkken er klar og vi kan bage julekager i massevis. Ungerne og jeg er taget på besøg i min mors sommerhus imens Sune knokler derhjemme. Nu håber vi at det hele klapper og vi har et lækkert nyt køkken inden jul.

Min redning når hylsteret knirker

Jeg kender et trygt og dejligt sted, hvor jeg altid tager hen, når mit hylster knirker. Efter jeg har fået et par børn, har jeg haft lidt flere skavanker end tidligere i mit liv. Da jeg var gravid med Carl fik jeg ondt i mit bækken og jeg fik anbefalet Physioga på Frederiksberg. Det har jeg været evigt taknemmelig for mange gange. Der har de nemlig specialiseret sig i gravide kvinder, efterfødselsgener og små børn. Her mødte jeg Medde som ikke alene er en glimrende fysioterapeut og som altid hjælper mig af med mine gener, men som også er et varmt, inspirerende og vidende menneske samt en glimrende formidler. Hun har lært mig at tænke på træning og min krop på en anden og mere helhedsorienteret måde. Jeg har fået mange behandlinger hos hende mellem, under og efter mine graviditeter og jeg har gået til graviditetstræning og efterfødselstræning med begge mine børn på hold hos hende. Jeg har ikke været der i lidt over et år, men på det sidste efter jeg er begyndt at klatre (og falde ned), har jeg haft problemer med min nakke og blev næsten lidt glad for at have en undskyldning for at komme ind til Medde.

Det er ikke kun mig, der har fået hjælp hos Physioga, begge mine børn har været forbi Julie som er fysioterapeut og kraniosakral terapeut og har specialiseret sig i manuelle babybehandlinger. Carl kunne ikke dreje hovedet til den ene side, men efter én gang i Julies blide hænder, var det problem løst. Olivia var en lille banan som hele tiden trak mod den ene side med benet og Julies fiksede hendes bækken på en enkelt konsultation igen kun med blide og faste hænder. Og det er noget af det, jeg holder allermest af ved at komme hos Medde (og Julie), langt de fleste gange kræver det bare en enkelt time. Hun er aldrig hårdhændet eller “knækker” mig, hun bruger altid bare blide faste hænder og massage, og så går jeg ud en time senere som et nyt menneske.

Så hvis du er gravid og gerne vil træne, har født og gerne vil træne sammen med din baby, døjer med et hylster, der knirker og værker eller har fået et lille barn, som virker til at have ondt eller er skæv i kroppen, så vil jeg på det varmeste anbefale, at du kigger ind til Medde eller Julie hos Physioga – det er alle pengene værd! Jeg har selv betalt for alle de hold, jeg har gået på og de behandlinger, jeg og mine børn har fået, dette er ikke en reklame, men bare et sted der er så skønt, at jeg gerne vil dele det med jer.

Medde har skrevet en bog der hedder ”Leg og Balance”. Den handler om at lege med sit barn og om barnets motoriske udvikling de første 18 mdr. Den er skrevet i et letforståeligt sprog og er fuld af guldkorn og sjove lege, der stimulerer barnet, der hvor det er i sin udvikling. Hvis du mangler en barselsgave eller en julegave til nogen der venter sig eller lige har født så tag og kig på den, den er rigtig god og sjovere end klassikeren ”leg med din baby”.

Kh

Ida