Spirituel eller kristen? Jeg har fundet min tro

Jeg har aldrig nogensinde været troende. Jeg er hverken religiøs eller spirituelt anlagt, men tror derimod på naturvidenskaben og det bedste i mig selv og mine medmennesker. Jeg har opfattet mig selv som ateist, men jeg kan mærke at mit sind er ved at åbne sig for andre muligheder.

Jeg har nemlig tænkt meget på det at tro, efter jeg har mistet min far. Jeg har oplevet et helt nyt og ukendt behov for at finde en mening med det hele, finde en styrke i noget og en tro. Ikke en tro på hvad som helst, men en helt specifik overbevisning om at jeg på den eller den anden måde, igen en dag vil være sammen med min far. Jeg vil gerne tro at der er en større mening med det hele, for jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bare er væk for altid når vi dør. 

Et par dage efter jeg kom hjem fra Spanien, hvor ulykken skete, var jeg helt besat af tanken om at tale med min far. Jeg ville høre at han havde det godt, fortælle ham at jeg elsker ham og sige farvel, som vi ikke nåede, da han døede så pludseligt. 

Med et var jeg ikke længere stejl og afvisende over for muligheden om at dette kunne lade sig gøre. Tidligere syntes jeg det var noget sludder når folk fortalte om kontakt til afdøde, noget rigtig kvaksalveri. Men jeg kunne pludselig mærke at tanken om en mulig kontakt trøstede mig.

Jeg ringede derfor til en jeg kender, som har en forkærlighed til det spirituelle. Han var forstående, men mente det var en god ide at vente et stykke tid, til der var lidt mere ro på. Til gengæld fortalte han mig at han kunne mærke at min far havde det godt og at han var kommet godt frem. Jeg ved ikke med sikkerhed hvad det betyder, men det lyder rart og jeg valgte for første gang i mit liv at finde trøst i det spirituelle og tro på noget jeg ikke helt forstår. 

Et par dage efter sad jeg i haven og var vred. Rigtig vred. Vred så kroppen dirrede, musklerne i halsen spændets og jeg var fuld af hævn. Jeg havde netop fået at vide at lastbilchaufføren der kørte ind i min fars bil, var testet positiv for stoffer og min fars død blev med et, endnu mere meningsløs. Jeg følte nogle havde lagt en stor fed lort oven på den i forvejen kæmpemæssige lort. Pludselig rejste jeg mig og gik. Uden sko, uden telefon, med håret strittende ud til alle sider, stortudende. Jeg gik med raske skridt mod kirken i Blovstrød. Jeg havde ikke tænkt over at det var aften og kirkens dør var låst. Jeg sank sammen foran kirken og sad og gloede med et tomt blik. Så blev jeg enig med mig selv om at jeg godt kunne sige et par ord til ham der Gud, selvom vi slet ikke kendte hinanden. Jeg bad ham om at passe godt på min far, hilse ham fra mig og så spurgte jeg om han, hvis jeg troede på ham, kunne love mig at jeg ville få min far at se igen, når tid var? For netop det var jo alfaomega. 

Et par uger efter var jeg fortsat søgende. Hvad skulle jeg tro på? Hvor skulle jeg finde mening? Hvad kunne jeg støtte mig til?

Jeg tog mig selv i at google alt muligt sært, jeg aldrig tidligere i mit liv kunne finde på. Jeg googlede: liv efter døden, ses vi igen efter døden,  efterliv, religion der tror på liv efter døden. Derefter stak det lidt af, for der googlede jeg i desperation diverse kulter og sekter der troede på netop det jeg havde brug for: At få at vide at jeg med sikkerhed ville få min far at se igen. 

Der kom selvfølgelig alt muligt mere eller mindre brugbart frem. Jeg fik læst op på diverse religioner, hvilket var ret lærerigt men jeg faldt også over artikler med folk der har oplevet at være klinisk døde, men er kommet tilbage til livet. Fælles for dem alle var at døden ikke var ubehagelig og smertefuld, men varm og så dejlig at det næsten var noget møg at blive vækket til live igen. 

Jeg havde efterfølgende en samtale med Ida, om netop dette emne. Hun undrede sig også og sagde noget klogt: ville det ikke være helt vildt mærkeligt hvis alt det fantastiske vi har oplevet og opnået og alle de relationer vi har skabt i et langt og dejligt liv, bare gik tabt? Der må være en større mening med det hele, bedyrede hun mig. Og jeg kunne ikke være mere enig! Det må der!

Her på bundlinien sidder jeg tilbage med en følelse af at jeg faktisk har fundet hvad jeg søgte. Jeg har stykket en form for tro sammen inde i mig selv. For jeg behøver ikke en religion, en sekt, eller en bestemt spirituel overbevisning eller nogen andens vej, hvis bare jeg kan finde min helt egen vej som fungerer for mig.

Jeg kan ikke udelukke at jeg på et tidspunkt omfavner den spirituelle verden og prøver at komme i kontakt med min far. Ej heller kan jeg udelukke at jeg opsøger en præst for en samtale om det at komme i himmelen. En sekt melder jeg mig nok ikke ind i. Men jeg forstår så udemærket, hvorfor folk finder trøst der, når livet gør mest ondt. 

En ting er sikkert. Jeg tror 100 procent på at vi ses igen! Jeg ved ikke i hvilken form, om det er et sted i kosmos eller i edens have? Det betyder heller ikke så meget, så længe der er et gensyn og så længe det føles kærligt, behageligt og rart. For når jeg tror det, bliver min sorg en lille smule lettere at bære. Et “på gensyn” i stedet for et “farvel” er lidt lettere at kapere, og når jeg tænker det, kan jeg mærke et lille smil brede sig i mine mundvige. 

For hvad har jeg at miste?

Intet!

Jeg kan leve et liv i troen om at vi ses, hvilket fylder mig med håb og kærlighed. Eller jeg kan tro at det er et definitivt farvel og være det mere ulykkelig.

Så, på gensyn far, jeg glæder mig til at se dig igen! 

Kram L

Skik følge…

Når jeg rejser, elsker jeg at kigge efter lokale hudpleje produkter, som er værd at prøve. Denne gang har jeg kastet mig ud i at købe nogle produkter lavet på Bali fra Sensatia Botanicals. Det er en grøn hudplejeserie med fine ingredienser. Firmaet er et “profitsharing” firma, hvilket vil sige, at de ansatte ejer aktier i firmaet og får del i overskuddet, en rigtig fin tanke synes jeg. Alle produkterne er parabene frie, phthalat frie, sulfat frie, silikone frie, veganske, ikke testet på dyr og “reef safe”.

Indtil videre har jeg købt:

🌿Relaxation Bubble Bath (mandarin, geranium og merian) – dufter himmelsk!

🌿Seaside Citrus Sea Salt Scrub (lavendel, rosemarin og grapefrugt) – dufter også himmelsk!

🌿Unscented Sensitive Cream Cleanser en lækker rensemælk/creme som virker rigtig god indtil videre.

🌿Wild Honey Facial Mask – indeholder kaolin, argan olie, honning, kakadublomme, havtorn olie og andre lækre olier. 

Hvad køber du når du rejser? 

/Ida

Wilder får nyt navn…….igen!

Ja, det er sandt. Wilder får endnu engang nyt navn!

Denne gang har Wilder ikke fået nyt fornavn, men han har fået det fineste mellemnavn i verden. Den lille skat hedder nu Wilder Olof. Olof efter min elskede far som hed Jens Olof Hegnhøj. Wilders nye sundhedskort er netop kommet med posten og det luner i en kold tid, at se min fars navn ved siden af Wilders. Min far var så stolt af navnet Olof, stolt af, at det ikke var Oluf ligesom så mange andre.

Svale er misundelig, hun tror nemlig lige præcis at det er Oluf og som den store frozen-fan hun er, synes hun der er dødsens tarveligt at hun ikke kan få lov til at hedde Svale Elsa.

Wilder er selv vild med sit nye navn og siger det med stjerner i øjnene, når man spørger hvad han hedder.

Sidste gang Wilder skiftede navn var det fornavnet der blev byttet ud, det kan du læse om HER. Nu er vi 100 procent sikre i vores sag og Wilder har nu det helt rigtige navn.

Wilder Olof, det er bare helt perfekt!

 

Vi har adopteret en skildpadde…eller to faktisk!

For lidt tid siden besøgte vi et skildpaddecenter her på Bali. En virkelig hyggelig ting at lave med børn.

Der findes flere af denne type centre på øen. Det vi besøgte hedder Turtle Conservation Education Center og ligger tæt på Sanur.

Centeret fungerer både som et dyrehospital for havskildpadder, der er blevet sårede, og arbejder for at bevare havskildpadder, som er en truet art.

Desuden har de et område hvor skildpaddeæg udklækkes, så man kan se og holde helt nyudklækkede skildpadder og de er bare så søde og bittesmå.

Centeret er drevet ved hjælp af donationer og de fleste ansatte arbejder frivilligt. Hvis man ønsker at støtte centeret og dets gode formål, kan man adoptere en af de nyudklækkede skildpadder og sætte den ud i havet, når den er klar. Det gjorde vi. Drengene adopterede hver en og fik lov til at give den et navn inden den skulle slippes fri i det store hav.

Når man har adopteret sin skildpadde bliver man kørt til den nærliggende strand, en køretur på ca 5 minutter, medbringende skildpadden i en lille spand med vand.

På stranden bliver man guidet til det sted hvor skildpadderne skal sættes ud. For os krævede det et par forsøg at sætte skildpadderne ud, da de er så små og bølgerne er stærke, hvilket betød skildpadderne blev skyllet tilbage et par gange. Til sidst lykkedes det og der svømmer nu to havskildpadder rundt ved navn Gojack og José i det Indiske ocean.

Man får et diplom og en fin halskæde med sig, når man adopterer en skildpadde.

Besøget hos centeret var en rigtig fin oplevelse for både store og små og kan helt klart anbefales, hvis man er på Bali. Og så støtter man oven i købet en god sag samtidig.

Centeret har ikke en hjemmeside, men man kan læse om andres oplevelser på tripadvisor og besøge centerets facebookside.

/Julie

 

 

Ferie eller workation?

Vi er stadig på Bali og holder ferie sammen med en af mine aller bedst veninder (Julie som blogger her) og hendes mand og deres to drenge. Det er helt vidunderligt at være på ferie sammen med andre voksne og ikke mindst andre børn! I det store hele underholder vores børn hinanden dagen lang, og når man tænker på deres alder, synes jeg egentlig, at der er utroligt få konflikter. Én af de ting jeg har følt, siden vi fik to børn er, at ferie bare var arbejde med børn – jeg kalder det workation. Det skal forstås  med et glimt i øjet. Det er bare ment sådan, at vores ferier går med at fise rundt efter børn og dejse helt udmattede om, om aftenen. Jeg har haft de samme to bøger med frem og tilbage på ferie de sidste 3,5 år uden at få læst en eneste side. Der har været ferier, hvor Morten og jeg har kigget på hianden og sagt i kor: “jeg glæder mig til at komme tilbage på kontoret”. Det er ikke fordi, vores børn er særligt slemme, det er bare et fuldtidsarbejde at opdrage dem og mægle konflikter. Vi har tit været så underdrejede, at vi ikke har haft overskud til at give hinanden fritid i ferierne.

Men ikke denne ferie! Nu er vi 4 voksne til 4 børn og det betyder, at der kan blive frigivet noget voksentid, hvor man kan lave nogle ting uden børn og holde helt fri. Jeg har været ude at spise og drikke drinks med Julie, vi har lavet yoga, fået ordnet negle, shoppet og i går fik vi to timers massage, ansigtsbehandling og bodyscrub. Der var himmelsk! For mig er der noget helt lyksageligt ved at blive forkælet og masseret velvidende, at jeg ikke “skylder” noget på omsorgskontoen og at der ikke forventes af mig, at jeg lige om lidt skal give igen. Det er ikke fordi Morten siger, at nu skylder jeg noget, men når vi begge er i underskud i hverdagen, kan jeg hurtigt komme til at bruge tiden, mens han nusser mig på at tænke på, at han har et ligeså stort behov som mig og at jeg “bør” nusse ham bagefter. På den måde er det svært for mig at nyde det og slappe helt af. Det er fjollet, jeg ved det godt, men sådan får jeg det hurtigt. Så i går var det himmelsk bare at ligge der og nyde at blive æltet igennem. Og bagefter følte jeg mig helt glad og overskudsagtig og havde al overskud i verden til at få sendt Morten afsted på en heldags dykketur, som jeg ved han elsker.

Den her ferie minder mig om, hvor vigtigt det er at huske at give hinanden “fri” i hverdagen til at gøre noget, der skaber mere energi, glæde og overskud til at give noget tilbage. Måske man også kunne forsøge sig med at aftale, at man engang i mellem gerne bare må blive nusset uden at skulle returnere fornøjelsen lige bag efter??

hvad gør I for at skabe overskud i hverdagen? Er i gode til at nyde uden at føle, at I skylder noget på omsorgskontoen?

/Ida