Kan man spise sig til spændstig hud?

Med alderen har huden sværere ved at holde på fugten og den bliver mindre elastisk, hvilket medvirker til, at vi får rynker. Studier har vist at marine kollagen kan øge fugt, og elasticitet i huden samt mindste rynker, så jeg synes det var værd, at give det et forsøg. Jeg har taget Marine Collagen piller dagligt de sidste 4 måneder, og jeg kan tydeligt se en forskel. Min hud er mindre dehydreret, rynkerne i min pande særligt mellem brynene og ved øjnene er mindre dybe, og faktisk har jeg også mindre ondt i min storetå, hvor jeg har fået slidgigt efter to graviditeter (Kollagen er vigtigt for leddene). Udover at jeg selv kan se og mærke en forskel, har jeg i samme periode fået lavet to hudanalyser med 3 mdr. mellemrum i en anden sammenhæng. De viste en markant stigning i fugt i min hud samt øget elasticitet, og selvom jeg ikke kan vide det med sikkerhed, er jeg overbevist om, at det hænger sammen med mit kollagen indtag. Kollagen skal således fortsætte med at være en del af aftenritualet hjemme hos mig!

Hvis du vil læse mere om et af de studier, der har vist effekt af kollagen – så tjek ind på min IG profil theskinsideofme og se dagens post.

Tager du kosttilskud?

 

Kh Ida (jeg er en nørd, men ikke ekspert, dermatolog eller kosmetolog. Jeg deler viden, som jeg har læst mig til, og erfaringer jeg har gjort. Alles hud er forskellig, hvad virker for mig, vil måske ikke virke for dig. Alle spørgsmål, rettelser og kommentarer er velkomne, jeg elsker at lære noget nyt!) Følg eventuelt også med på Instagram på “Theskinsideofme” hvis du er til masser af billeder og meninger om hudpleje og makeup.

Når ha’-syge giver dårlig samvittighed

Vi har haft den dejligste ferie på Bali! Vi var overvældede over, hvor smukt der var. Ingen af os havde drømt om at komme til Indonesien før Julie og Dom flyttede dertil. Vi har begge rejst mange steder, og jeg ved ikke hvorfor, men Indonesien har bare ikke stået og blinket på kortet som et ønske-rejsemål. Hvilken fejl! Bali var smukt, børnevenligt, maden var virkelig god, det var nemt at rejse rundt, folk var søde og imødekommende og der var ingen sex-turisme (lyder nok mærkeligt at nævne, men vi har rejst en del i Thailand, og det er én af de ting ingen af os er så vilde med at overvære). Bali er også virkelig billigt og man kan få alt muligt for ingen verdens penge. Vi snakker fx poser med farvede hårklemmer og ‘scrunchies’, slippers, legetøj (der går hurtigt i stykker) lego, smukke sarronger og tæpper, hudpleje, t-shirts, alt hvad hjertet kan begære til tegning og krealeg i høj kvalitet, osv, osv. Jeg elsker at shoppe og få noget nyt med hjem og æblet falder jo ikke langt fra sammen, så vi har alle sammen været ramt af ha’-syge. Jeg er virkelig glad for alt, hvad jeg har købt, og vil nyde det i fulde drag, måske undtagen noget af det plastik “ragelse” børnene har fået. MEN samtidig har jeg dårlig samvittighed og kvalme over al den materialisme og forbrug. På Bali er der skrald mange steder, plastik i lange baner, der ligger i vejkanter og på strande, og man bliver hurtigt mindet om, at verden har et kæmpe miljø og skraldeproblem. Verden kan ikke komme af med alt det skrald og især ikke alt det plastik, der bliver produceret, heller ikke selv om vi genbruger det. Jeg får skyldfølelse over, at jeg er en gris – en gris der er mere optaget af selv at få fine hårspænder end at stoppe mit overforbrug og passe på den verden mine børn skal vokse op i. En gris som køber 3 pakker med 12 hårklemmer, fordi man ikke kunne købe dem enkeltvis, og jeg hellere vil have 36 klemmer end ingen. Velvidende at jeg nok ikke kommer til at bruge dem alle. En gris der tænker på mig selv og lader mig styre af min ha’-syge og lærer mine børn at gøre det samme – for vi ved jo godt at vores børn lærer af det vi gør, og ikke det vi siger…

Lige nu har jeg ikke så meget lyst til december med mere forbrugsfest og ha’-syge. Samtidig føles det nogen gange som et hjul, der triller afsted i fuld fart, og det er svært at stå af. Svært at stoppe op og vælge noget fra. Jeg kommer hurtigt til at føle mig magtesløs og forvirret over, hvad der egentlig gør den store mærkbare forskel. Hvordan kan jeg få syndsforladelse for at være en overforbrugende gris?  Hvad skal jeg stoppe med? Spise kød? Købe plastik? Købe nyt tøj? flyve hele vejen til Bali og forbruge som en tosse, mens jeg er der? 

Hvis ikke det er realistisk at stoppe med det hele? Hvor skal jeg så starte? 

Nu vil jeg gå hjem og læse på den grønne tænketank CONCITOs hjemmeside, og så vil jeg forsøge at samle lidt syndsforladelse sammen i den næste periode… 

/Ida

Spirituel eller kristen? Jeg har fundet min tro

Jeg har aldrig nogensinde været troende. Jeg er hverken religiøs eller spirituelt anlagt, men tror derimod på naturvidenskaben og det bedste i mig selv og mine medmennesker. Jeg har opfattet mig selv som ateist, men jeg kan mærke at mit sind er ved at åbne sig for andre muligheder.

Jeg har nemlig tænkt meget på det at tro, efter jeg har mistet min far. Jeg har oplevet et helt nyt og ukendt behov for at finde en mening med det hele, finde en styrke i noget og en tro. Ikke en tro på hvad som helst, men en helt specifik overbevisning om at jeg på den eller den anden måde, igen en dag vil være sammen med min far. Jeg vil gerne tro at der er en større mening med det hele, for jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bare er væk for altid når vi dør. 

Et par dage efter jeg kom hjem fra Spanien, hvor ulykken skete, var jeg helt besat af tanken om at tale med min far. Jeg ville høre at han havde det godt, fortælle ham at jeg elsker ham og sige farvel, som vi ikke nåede, da han døede så pludseligt. 

Med et var jeg ikke længere stejl og afvisende over for muligheden om at dette kunne lade sig gøre. Tidligere syntes jeg det var noget sludder når folk fortalte om kontakt til afdøde, noget rigtig kvaksalveri. Men jeg kunne pludselig mærke at tanken om en mulig kontakt trøstede mig.

Jeg ringede derfor til en jeg kender, som har en forkærlighed til det spirituelle. Han var forstående, men mente det var en god ide at vente et stykke tid, til der var lidt mere ro på. Til gengæld fortalte han mig at han kunne mærke at min far havde det godt og at han var kommet godt frem. Jeg ved ikke med sikkerhed hvad det betyder, men det lyder rart og jeg valgte for første gang i mit liv at finde trøst i det spirituelle og tro på noget jeg ikke helt forstår. 

Et par dage efter sad jeg i haven og var vred. Rigtig vred. Vred så kroppen dirrede, musklerne i halsen spændets og jeg var fuld af hævn. Jeg havde netop fået at vide at lastbilchaufføren der kørte ind i min fars bil, var testet positiv for stoffer og min fars død blev med et, endnu mere meningsløs. Jeg følte nogle havde lagt en stor fed lort oven på den i forvejen kæmpemæssige lort. Pludselig rejste jeg mig og gik. Uden sko, uden telefon, med håret strittende ud til alle sider, stortudende. Jeg gik med raske skridt mod kirken i Blovstrød. Jeg havde ikke tænkt over at det var aften og kirkens dør var låst. Jeg sank sammen foran kirken og sad og gloede med et tomt blik. Så blev jeg enig med mig selv om at jeg godt kunne sige et par ord til ham der Gud, selvom vi slet ikke kendte hinanden. Jeg bad ham om at passe godt på min far, hilse ham fra mig og så spurgte jeg om han, hvis jeg troede på ham, kunne love mig at jeg ville få min far at se igen, når tid var? For netop det var jo alfaomega. 

Et par uger efter var jeg fortsat søgende. Hvad skulle jeg tro på? Hvor skulle jeg finde mening? Hvad kunne jeg støtte mig til?

Jeg tog mig selv i at google alt muligt sært, jeg aldrig tidligere i mit liv kunne finde på. Jeg googlede: liv efter døden, ses vi igen efter døden,  efterliv, religion der tror på liv efter døden. Derefter stak det lidt af, for der googlede jeg i desperation diverse kulter og sekter der troede på netop det jeg havde brug for: At få at vide at jeg med sikkerhed ville få min far at se igen. 

Der kom selvfølgelig alt muligt mere eller mindre brugbart frem. Jeg fik læst op på diverse religioner, hvilket var ret lærerigt men jeg faldt også over artikler med folk der har oplevet at være klinisk døde, men er kommet tilbage til livet. Fælles for dem alle var at døden ikke var ubehagelig og smertefuld, men varm og så dejlig at det næsten var noget møg at blive vækket til live igen. 

Jeg havde efterfølgende en samtale med Ida, om netop dette emne. Hun undrede sig også og sagde noget klogt: ville det ikke være helt vildt mærkeligt hvis alt det fantastiske vi har oplevet og opnået og alle de relationer vi har skabt i et langt og dejligt liv, bare gik tabt? Der må være en større mening med det hele, bedyrede hun mig. Og jeg kunne ikke være mere enig! Det må der!

Her på bundlinien sidder jeg tilbage med en følelse af at jeg faktisk har fundet hvad jeg søgte. Jeg har stykket en form for tro sammen inde i mig selv. For jeg behøver ikke en religion, en sekt, eller en bestemt spirituel overbevisning eller nogen andens vej, hvis bare jeg kan finde min helt egen vej som fungerer for mig.

Jeg kan ikke udelukke at jeg på et tidspunkt omfavner den spirituelle verden og prøver at komme i kontakt med min far. Ej heller kan jeg udelukke at jeg opsøger en præst for en samtale om det at komme i himmelen. En sekt melder jeg mig nok ikke ind i. Men jeg forstår så udemærket, hvorfor folk finder trøst der, når livet gør mest ondt. 

En ting er sikkert. Jeg tror 100 procent på at vi ses igen! Jeg ved ikke i hvilken form, om det er et sted i kosmos eller i edens have? Det betyder heller ikke så meget, så længe der er et gensyn og så længe det føles kærligt, behageligt og rart. For når jeg tror det, bliver min sorg en lille smule lettere at bære. Et “på gensyn” i stedet for et “farvel” er lidt lettere at kapere, og når jeg tænker det, kan jeg mærke et lille smil brede sig i mine mundvige. 

For hvad har jeg at miste?

Intet!

Jeg kan leve et liv i troen om at vi ses, hvilket fylder mig med håb og kærlighed. Eller jeg kan tro at det er et definitivt farvel og være det mere ulykkelig.

Så, på gensyn far, jeg glæder mig til at se dig igen! 

Kram L

Skik følge…

Når jeg rejser, elsker jeg at kigge efter lokale hudpleje produkter, som er værd at prøve. Denne gang har jeg kastet mig ud i at købe nogle produkter lavet på Bali fra Sensatia Botanicals. Det er en grøn hudplejeserie med fine ingredienser. Firmaet er et “profitsharing” firma, hvilket vil sige, at de ansatte ejer aktier i firmaet og får del i overskuddet, en rigtig fin tanke synes jeg. Alle produkterne er parabene frie, phthalat frie, sulfat frie, silikone frie, veganske, ikke testet på dyr og “reef safe”.

Indtil videre har jeg købt:

🌿Relaxation Bubble Bath (mandarin, geranium og merian) – dufter himmelsk!

🌿Seaside Citrus Sea Salt Scrub (lavendel, rosemarin og grapefrugt) – dufter også himmelsk!

🌿Unscented Sensitive Cream Cleanser en lækker rensemælk/creme som virker rigtig god indtil videre.

🌿Wild Honey Facial Mask – indeholder kaolin, argan olie, honning, kakadublomme, havtorn olie og andre lækre olier. 

Hvad køber du når du rejser? 

/Ida

Wilder får nyt navn…….igen!

Ja, det er sandt. Wilder får endnu engang nyt navn!

Denne gang har Wilder ikke fået nyt fornavn, men han har fået det fineste mellemnavn i verden. Den lille skat hedder nu Wilder Olof. Olof efter min elskede far som hed Jens Olof Hegnhøj. Wilders nye sundhedskort er netop kommet med posten og det luner i en kold tid, at se min fars navn ved siden af Wilders. Min far var så stolt af navnet Olof, stolt af, at det ikke var Oluf ligesom så mange andre.

Svale er misundelig, hun tror nemlig lige præcis at det er Oluf og som den store frozen-fan hun er, synes hun der er dødsens tarveligt at hun ikke kan få lov til at hedde Svale Elsa.

Wilder er selv vild med sit nye navn og siger det med stjerner i øjnene, når man spørger hvad han hedder.

Sidste gang Wilder skiftede navn var det fornavnet der blev byttet ud, det kan du læse om HER. Nu er vi 100 procent sikre i vores sag og Wilder har nu det helt rigtige navn.

Wilder Olof, det er bare helt perfekt!