Fødselsdag på Bali

Så er vi ankommet til Bali. Flyveturen gik over al forventning og børnene var mega seje! Vi kørte den ind med slik, legetøj og masser af iPad og lidt søvn, og pludselig var vi fremme. Det er så mærkeligt hvordan det ofte sker,når jeg siger mine bekymringer højt, så bliver de ikke til noget.

Jeg blev 37 år, dagen efter vi var ankommet. Julie og hendes mand og Morten havde arrangeret mega lækker morgenmad. Jeg fik en ‘Smoothie bowl’ med drage frugt, som har jeg aldrig smagt før, men nu er jeg nærmest afhængig… Og jeg fik fine gaver. Jeg fik nogle lækre hudplejesager som er lavet på Bali. De er med få lækre ingredienser og de dufter som en drøm. Bodylotion dufter af lavendel og bergamot og shampoo med kokos og rosmarin – mums!  Af Morten og mine børn fik jeg lov at vælge en halskæde som, jeg har ønsket mig, som i skal se, når den er leveret.

Derefter gik dagen med at få ordnet negle på hænder og fødder, jeg fik lyserøde glimmer negle, som Olivia er rimelig misundelig på, og det forstår jeg godt. Bagefter fik vi dejlig frokost mens børnene legede, vi var på stranden og samle skaller, og senere hang vi ved poolen med kolde øl hjemme hos Julie og Dom. Jeg fik også købt mig et par candyfloss farvede plastik slippers som jeg er vild med. Alt i alt en helt perfekt fødselsdag!

Begravelsen – et sidste farvel….

Det har været en følsom tid. Urnenedsættelsen af min fars aske, var hård. Hårdere end jeg havde forventet. Sune, ungerne og jeg tog op til min fars hus i Sverige, i den lille by Tingsryd, hvor min far skulle begraves. Det var en lang tur der op og der var usædvanligt mange lastbiler på vejen. Som i jo nok ved omkom min far, da en lastbil mistede herredømmet og kørte ind i hans bil. Vi er blevet bange for lastbiler, så det var en meget stille tur. Sune havde det på samme måde som jeg og vi pustede begge stille ud hver gang en lastbil havde passeret.

Det var trist at komme op til min fars hus. Alt så ud, duftede og stod hvor det plejede, men intet var som det plejede. Intet føltes rigtigt, for min far var der jo ikke. Han plejede at sidde med en kop halvlunken kaffe og læse smålandsposten når vi kom- men den dag var der alt for tomt og stille. Det virkede nærmest forladt. Hans sweatshirt lå skødesløst smidt i vasketøjskurven, hans fiskegrej stod klar til den næste fisketur og i skabet lå et kalenderlys han havde tænkt at hygge sig med til jul. Jeg brød sammen! Sune krammede mig, børnene kiggede med store nervøse øjne og så tog vi en hurtig beslutning. Vi kunne ikke holde ud at være i det store kolde hus, ikke uden min far og hans varme gemyt. Vi puttede børnene i bilen og så kørte vi ned til søen og slog telt op, lavede mad på bål og fiskede. Da ungerne var puttet i deres soveposer, drak Sune og jeg dåseøl, imens jeg fortalte barndoms-anekdoter fra alle mine ferier i Sverige med min far.

Et par dage efter ankom min søster med mand og børn og der kom liv i huset. Det var en lettelse og alt det triste trådte lidt i baggrunden. Der blev lagt puslespil og ungerne legede. Fredag kom Ann der er min fars kone og hendes bror og de havde urnen med. Vi gik en tur i skoven, fandt mos, blade og grankogler og pyntede kaminen op, hvor urnen stod så smukt i skæret af levende lys. Jeg kyssede den godnat hver aften og godmorgen hver morgen, for med urnen i huset følte jeg mig en lillebitte smule tæt på min far. Og så var det jeg blev lidt kuk – for jeg ville have noget aske. Jeg ville have noget af min far hos mig, altid! Tanken om at han skulle ned i jorden var ubærlig. Jeg prøvede at få låget op, hvilket var umuligt, uanset hvilket værktøj jeg anvendte. Senere var jeg ude på værkstedet for at finde en boremaskine, så jeg kunne bore hul i bunden og drysse lidt aske ud og lappe hullet med lidt klisterbånd. Det gik ikke – og det skulle det heller ikke. Tænk hvis urnen var flækket og jeg havde stået med aske ud over det hele, det havde været som en scene fra en dårlig film. Vi blev enige om at det nok var bedst at asken var samlet og at diverse forsøg måtte stoppe. Inde i mig føltes det helt forkert at noget så dyrebart bare skulle i jorden, men med fornuften var jeg også klar over at det var der den hørte til og det var min fars ønske. Det handlede vel ikke om aske – det handlede om følelsen af at sige farvel til de aller sidste jordiske rester og jeg ville holde fast i det eneste der var tilbage af min far, også selvom det bare var aske – jeg syntes i øjeblikket at noget aske var bedre end slet ingenting.

Lørdag ankom resten af familien. Den stod på løbetur i den smukke skov, Sune fangede endnu en fisk og vi holdt middag, hvor vi endte med at komme alt for sent i seng fordi det var så hyggeligt.

Søndag var sorgens dag. Vi mødtes med den svenske del af familien ved kirken og sang et par salmer ved gravstedet. Præsten fortalte en lille historie fra Emil fra Lønneberg og urnen blev sænket ned. Det gjorde så ondt i hjertet, det var så rædselsfuld en følelse at det næsten var ubærligt. Mine søskende, Ann og jeg stod arm i arm og kiggede ned på urnen i hullet, mens tårerne løb ned af vores kinder. Tænk at det var vores far, tænk at han lå i en urne i jorden og tænk at der lå en gravsten med hans navn. Selvom det hele var så virkeligt, var det slet ikke til at forstå.

De andre kørte hjem til Danmark efter gravøllet, men Sune, ungerne og jeg besluttede at blive en dag mere. Vi forlod det store hus og tog en nat i min fars lille skovhytte som han har med sin bror. Det var rart at skifte scene og det var rart at urnenedsættelsen var vel overstået. Ungerne legede heste imellem grantræer og blåbær, imens Sune og jeg delte en flaske bobler og åndede ud.

Tilbage i Danmark føles det stadig som om den urne ikke skulle havde været i jorden og som om min far er meget langt væk. Men så husker jeg mig selv på at han er i mit hjerte og i mine minder. Men han er også mere end det, jeg føler at han er hos mig, at han passer på mig og jeg føler hans dejlige nærvær hver gang jeg tænker på ham. Istedet for asken har jeg stillet et foto af ham i min vindueskarm. Det hygger jeg om, stiller blomster, tænder et lys og nogle gange laver jeg ham også en kop lunken kaffe – selvom Sune synes det er rimelig weird. Jeg synes det er hyggeligt og når den er ved at være helt kold, så drikker jeg den selv og føler mig som butleren James fra 90 års fødselsdag – den der tåbelige komedie de altid viser på DR nytårsaften. Når jeg er alene hjemme taler jeg også lidt med min far og forestiller mig hvad han ville svare. Det gode er, at jeg kendte ham så godt at jeg altid ved helt nøjagtigt hvad han ville sige, og jeg ved at han altid ville svare i et roligt og rart tonefald og nok med et lille smil om munden. Han var så sød og det er sådan jeg øver mig i at huske ham bedst.

Siden er det desværre gået lidt ned af bakke på den psykiske front. Det kommer der lidt mere om, om et par dage når jeg har samlet tankerne.

Kram til jer. Louise

 

 

 

Flygru – når man gruer for at flyve med børn

Der var engang hvor flyveture var luksus! Det var dengang… Nu har jeg børn.  Vi skal på ferie i 3 uger til Bali og besøge Julie, som også skriver her på bloggen. Det tager ca. et døgn at komme frem og jeg gruer for rejsen derned. To børn med krudt i røven i en flyvemaskine i 18 timer er bare ikke min ide om sjov og ballade. Jeg drømmer om dengang, man kunne drikke drinks og se film, mens man blev transporteret afsted. I stedet er jeg hende den klamt svedende, med strithår, tyssende, trætte, der er ved at brænde sammen og har mest lyst til at lade som om, jeg ikke kender de to typer, der står op på sædet og hopper, eller sidder og råber med høretelefoner på og trykker en million gange på den knap, der kalder på stewardessen, som ærlig talt ser pænt irriteret ud. De skubber alt deres mad på gulvet, og råber at de ikke vil have bakken stående, hvorefter den ene bliver dårlig og kaster op, men den anden nægter at gå ud og tisse og i stedet tisser i bukserne… For ja det var nogenlunde sådan det var, sidst vi fløj i april måned… Wish me luck – måske bliver det helt zen… Og ellers har vi tre uger til at samle mod til turen hjem, så jeg bør slet ikke klage…

Briller eller ej?

Wilder har siden han var en lille snut, skelet lidt. Ikke meget og han skeler mest når han er rigtig træt. For et par måneder siden fik vi derfor en tid hos øjenlægen, for at få det tjekket. “Det er ikke til at drive en skelen ud af ham” sagde øjenlægen og Wilder scorede topkarakterer til synstesten. Vi var glade og tilfredse men fik for en sikkerhedsskyld en ny tid, hvor Wilders øjne skulle dryppes med nogle pupiludvidende dråber, før konsultationen.

Igår var Sune og Wilder så til øjenlæge igen og resultatet af synstesten chokerede mig noget. Wilder ser ikke spor godt, han er ret langsynet + 5,75 på det ene øje og +5,50 på det andet. Jeg blev faktisk lidt ked af det, da Sune ringede og fotalte mig det. Mest fordi jeg synes det er synd, at han snart har levet i 3 år, uden rigtig at kunne se alt det der er tæt på ham. Jeg fik også en snert af dårlig samvittighed over vi ikke var gået til øjenlægen noget før. Jeg har endda flere gange tænkt at han var lidt klumpet til at sætte propper på tusserne og ikke var den skarpeste til at bygge lego, men jeg troede faktisk bare at det var motorikken der drillede lidt.

Sune var rigtig trist igår: “Har du nogensinde set en fodboldspiller med briller ?”  spurgte han…. jeg googlede lidt og fandt faktisk en enkelt….. ” Eller en der er rigtig god til at stå på skateboard eller snowboard…?”

Hmmm jeg er enig med Sune, det er en lille bitte smule synd, især nu han er sådan en vildbasse, men mon ikke man kan få et par briller der bliver hvor de skal?  Når han bliver lidt større kan han jo få linser og så kan han jo det hele. Men først skal knægten have sit første par briller og jeg tror han får så optur, når han for første gang ser hvor klar og smuk verden er – også det som er helt tæt på!

Desuden kommer Wilder til at se temmelig godt ud med briller. Han har allerede sine charmerende flyveører, han mangler den ene fortand og så er han skide fræk. Med brillerne bliver han en rigtig lille sjov karakter.

Nu skal vi så lige finde ud af alt det med at shoppe briller. Jeg tror det bliver en dyr fornøjelse. For Wilder skal allerede til øjenlægen igen om 3 måneder, hvor styrken måske skal korrigeres. Vi vil helst have at han får et helt let stel og med de bedste glas a la dem HER.

Da vi var til optikeren igår kylede Wilder alle de dyre titaniumsbriller på gulvet imens han hylede efter et par Ninjago-briller, som gud ske lov, ikke var en del af sortimentet. Vi endte med at gå tomhændede derfra. Vi har efterfølgende besluttet at Wilder får sin vilje til en start. Planen er at udskyde de lækre og dyre titaniumsbriller som drengen på ingen måde ønsker at have på og give ham lov til selv at vælge et stel han synes er fedt – om det så bliver med Ninjago, Batman eller Gurli Gris – formålet er jo at han skal have lyst til at have dem på.

Hvis nogle af jer har tips i forhold til hvor det er godt at købe briller, modtages de med kyshånd.

 

Skriv og tegn en bog – et redskab til bearbejdelse af sorgen.

 

 

Sikke en efterårsferie i det svenske! Min far er blevet begravet og det var så hårdt at sige endeligt farvel til de sidste jordiske rester. Jeg har været hele følelsesregistret igennem fra lykkelig til ulykkelig. Jeg har holdt mine børns små varme hænder imens vi samlede grankogler, jeg har grinet med mine søstre og nydt Sunes begejstring over at fange sin første fisk. Jeg har også været i den anden grøft hvor livet har føltes sort og uoverskueligt. Men alt det vil jeg komme nærmere ind på en af de kommende dage – det kræver sit eget skriv. Men nu skal jeg lige lande og puste ud.

Istedet vil jeg dele et stærkt værktøj jeg bruger i bearbejdelsen af min sorg: Jeg tegner og skriver en bog til mine børn om min far.

Der gik nok to uger fra vi kom hjem fra Spanien til jeg fandt blyanterne frem. Jeg kunne ikke tåle at kigge på billeder af min far, men jeg havde lyst til at tegne ham og glimt af hans forunderlige liv. Jeg er ikke verdensmester i at tegne, så jeg tegnede ham i en naiv streg. Jeg tegnede ham med et lille skævt smil om munden, som jeg husker ham bedst.

Fortællingen til Svale og Wilder handler primært om alt det min far var god til. Jeg har beskrevet og tegnet alt fra de store øjeblikke i hans liv, hans kærlighed til sin familie, hans evne til at sige “pyt” og alt det i livet han holdt af at foretage sig. Bogen hedder Babu. Det var det mine børn kaldte ham, fordi Babu betyder morfar på swahili, som er det sprog min fars kenyanske kone taler. Den handler mest om alt det gode og rare men den handler også om hvad sorgen er for en fætter, hvordan man kan opleve den forskelligt og at det er helt naturligt at græde – også for de voksne. Min fars død, begravelsen og hans forvandling til en stjerne på nattehimmelen er også beskrevet i korte træk, selvom jeg var i tvivl om det skulle være en del af den ellers glade fortælling om min fars bedrifter.

At inddrage det tunge har vist sig at være et rigtig godt valg. Det har hjulpet de to små i forhold til forståelsen af hele situationen og givet anledning til mange spørgsmål, som selvfølglig er blevet besvaret. Jeg har via mange forskellige metoder prøvet at finde ind til deres tanker og følelser omkring ulykken, men det har været svært – også fordi man ikke ville gøre ondt værre. Krisepsykologens råd var at vente til de selv kom på banen og det er de kommet nu, for med bogen som redskab har vi fået sat gang i en god dialog og jeg har fået muligheden for at greje dem og passe på dem bedst muligt.

Det har været så dejligt at skrive og tegne bogen. På et tidspunkt var jeg nærmest helt besat af det. Mens sorgen stadig var så stor og uoverskuelig at den næsten ikke kunne rummes, var tilblivelsen af bogen sammen med mine løbeture, de eneste tidspunkter jeg følte jeg kunne trække vejret og mærke at livet en dag måske ville blive OK igen. Meningen har aldrig været at den skulle være flot eller perfekt – meningen fandt jeg i at lave den. Nogle dage rystede jeg så meget på hænderne at stregerne gik i zig-zag, men det betyder intet, det eneste der betyder noget er at processen var god for mig, at mine børn satte sig ved siden af mig og malede og jeg som beskrevet fik åbnet op for en vigtig dialog.

Jeg selv har fået sat fokus på en masse dejlige minder og er blevet tvunget til at se det hele i børnehøjde og dermed fra en forenklet og lysere vinkel. Børnene elsker bogen, både fordi den handler om deres Babu, men også fordi de selv optræder og er portrætteret og det synes de bare er for lækkert.

Jeg føler jeg har været tæt på min far imens jeg har arbejdet på projektet. Undervejs har jeg fældet et par tårer, men jeg har også smilet imens jeg  fx. tegnede min far der står på toppen af Kilimanjaro og er så glad at han skynder sig ned og køber en stor ædelsten. Svale elsker især historien om hvordan min far, som var læge, altid kom og så til dem da de var syge og næsten kunne kurere alt med en filur-is.

Bogen er endelig færdig og nu har jeg en samlet fortælling som jeg kan læse for mine børn igen og igen. Det gør dem glade og det gør mig glad og i minderne lever min far. Bogen er en kærlighedserklæring til min far, til børnene og også til mig selv, for det føles som en sejr og jeg synes den er blevet skide god.

Hvis man kan skrive et par sammenhængende ord og tegne bare lidt, vil jeg klart anbefale andre at prøve det her af. Det er en håndgribelig måde at beskæftige sig og nærme sig en forståelse af sorgen på.  Man behøver hverken være shakespeare eller Van Gogh, enkelt sprog og tændstiksmænd kan også noget.

Jeg forestiller mig at metoden kan være god andre situationer end sorg. Det kan være andre svære ting i børnelivet: fx. Skilsmisse eller skift af skole/børnehave. Der eksisterer selvfølgelig allerede bøger om den slags kriser, men min oplevelse er at det går rent ind når det bliver helt personligt. Mine børns opmærksomhed er på toppen når de selv, i navn og illustration, optræder i bogen og genkender historierne og følelserne fra deres eget liv.

Prøv det, siger jeg bare.

Kh. Louise 🙂