Jagten på den perfekte bolig #3

hus-maleri-2

 

Så kommer opfølgningen på husjagten omsider. Jeg er som sædvanligt lidt bagud med at poste 🙂

Boligjagten spidser til og Sune og jeg er pænt sikre på at vi er de helt rigtige købere til parcelhuset i Blovstrød, som er alt andet end det vi egentlig ledte efter.

Du kan læse #1 og #2 her, hvis du lige skal have forhistorien med!

Ejendomsmægleren havde som tidligere beskrevet ikke tid til at vise os huset fredag eftermiddag, hvilket jeg egentlig var lidt stresset over, for jeg kan bedst lide når ting går rigtig stærkt. Huset havde været til salg i sølle 2 dage og der var egentlig kun 2 dage til åbent hus og ejendomsmægleren forsikrede mig om at der ikke var fremvisning inden og huset dermed ikke ville være solgt. Man kan undre sig over hvordan man kan blive helt vild med et hus man aldrig har set og som oven i købet slet ikke matcher boligdrømmen – men sådan er livet nu engang så tilfældigt! Sune skulle i skoven og være bushcraft-agtig den weekend og ungerne og jeg skulle op til min veninde Freja der bor i Allerød, ikke langt fra det lille røde hus.  Planen var så at Sune og jeg skulle mødes i Blovstrød søndag formiddag og gå til åbent hus og se 60ér drønet live.

Jeg lå søvnløs hele weekenden. Jeg havde det som om jeg var forelsket. Forelsket i en som måske var uopnåelig, en som havde mange bejlere og en som måske ville fortælle at han allerede var optaget, idet jeg erklærede min store kærlighed. Helt tosset – alt det for et hus jeg ikke engang havde set!

Da det endelig blev søndag var jeg høj på adrenalin og forventninger. Sune er typen som meget ofte kommer for sent, så til meget vigtige aftaler sætter jeg ham altid i stævne ca. 30 minutter før, så plejer det at lykkes ham at komme nogenunde til tiden. Det samme havde jeg gjort denne søndag og tak skæbne for det, for 25 minutter inden den aftalte tid, altså snydetiden, ringede Sune fra Nordskoven på Hornsherred! “Øhhhh alle bummene er lukkede her i skoven og vi kan altså ikke komme ud”! Jeg begyndte at svede samtidig med at jeg stammede noget a la, “Så ring dog til en skovfoged”!!!!! Jeg så straks for mig hvordan vi gik glip af huset og var på forhånd temmelig oprevet. Jeg kunne selvfølgelig tage hen og se det selv, men jeg kunne jo ikke rigtig shoppe hus uden min livsledsager ved min side….

Sune må have kørt hasarderet ræs i skoven. Han havde nok en ide om at hans kone ville have lyst til at nikke ham en skalle eller to hvis han missede denne her. De 30 snydeminutter kom os endnu engang til gode og manden nåede det sgu lige præcis. på slaget 13 stod vi ved det røde 60ér drøn med en hel flok andre nysgerrige bejlere.

Vi kiggede hurtigt. Meget hurtigt. En stor stue med væg til væg tæpper og mørke træ-lofter, et køkken i underligt gulligt træ, tre små soveværelser med savsmuldstapet, et badeværelser med turkise fliser, en kælder med orange vægge og en lille vissen have. “Jeg vil have det” hviskede jeg til Sune. “Det vil jeg også” sagde han og vi grinede lidt forvirrede. Hvad gør man så? vi gik ind til ejendomsmægleren der havde sindsygt travl og slet ikke havde tid til at tale med os.  Vi bad ham i stedet ringe til os, så snart han havde tid.

Vi satte os over på Blovstrød kro, bestilte to kolde øl og vendte sagen. Hvad skulle vi byde på huset? Det var egentlig en del over budget… Mon vi får lov at låne så meget i banken? Hvad hvis nogle af de andre der var ude at kigge også byder? Hvad hvis de køber det for næsen af os? Skal vi byde 100.000 under? Hvad fanden er 100.000 i det lange løb og tænk hvis vi mister huset fordi vi byder sølle 100.000 under?

Fuck det – vi byder prisen blev vi enige om. Mægler ringede, vi bød prisen. Sælger sagde god og så var huset sådan set vores. selvfølgelig med et bank og et advokatforbehold.

Ugen efter gik vi i banken. Forinden meldte vi os ud af alt der var mere eller mindre overflødigt: fitness, fagforening og velgørende organistationer. Vi gjorde alt for at få vores rådighedsbeløb derop hvor vi kunne få lov til at låne.

Det korte af det lange er, at vi efter næsten 2 søvnløse uger blev godkendt til lånet og nu er ejere af det lille røde parcelhus – det endte altså med at blive en lykkelig forelskelse… skørt ik?

På eventyr med Cirkus Arena

5f427ca6-d2bc-4498-a0b9-86cc9c47de7653a19a98-dca0-44cd-bb13-3c4effe6fcd1ff82baab-c3d8-4cff-ba9a-2b0f349a388a772ab3dd-a082-4718-ad5c-1deb38802462def4e93a-2463-4a38-879e-84818cdff8d0
659b4319-f8ee-4611-a054-a51167c21228

 

 

 
Forleden var vi en tur i Cirkus Arena. Svale har i næsten to år, siden vi var i cirkus sidst, jævnligt spurgt hvornår vi skulle i cirkus igen. Så i kan nok regne ud at hun glædede sig helt vildt. Wilder derimod havde svært ved at forstå hvad det var vi skulle og blev ved med at spørge om vi ikke hellere skulle tage på biblioteket! Han skiftede heldigvis mening da han så det kæmpe store røde og gule cirkustelt og så kunne det ikke gå hurtigt nok.

Vi var der i god tid og gav den gas med candyfloss, is, popcorn og et par kolde øl. Da tiden var inde tog vi plads helt tæt på manegen. Der var en ganske særlig og magisk stemning i teltet, ungerne var forventningsfulde, Svale syntes det kildede i maven sagde hun, mens hendes øjne strålede og Wilder havde svært ved at sidde stille på stolen.

De første artister gik på med et balancenummer iført astronautkostumer der blev selvlysende i det mørke telt. Ungerne var mussestille og spændte – det gik rent ind. Jeg iagtog dem nysgerrigt under hele forestillingen. Især var det sjovt at se Wilder opleve cirkus for første gang. Begge var begejstrede, svale lidt mere tilbageholdende end Wilder. Hun sad på skødet for hun var bange for klovne. Wilder derimod var i sit ES og gav selvsikkert klovnen en høj femmer.

Det var et rigtig godt cast med Clemens som confrentier. Sidste gang jeg hørte noget til ham var i tidernes morgen, hvor jeg snoede mine unge lemmer til tonerne af “lad os feste” med en lidt for høj promille på billig lambrusco og små grå…. Clemens var også blevet voksen og det klædte ham godt.

Vi nød et par timer med gøglet musik,  dramatiske kostumer, similisten an mas, duften af savsmuld blandet med popcorn, svedige håndflader når klovnen nærmede sig og fantastiske akrobat-numre! Det var dejligt befriende at blive henrykt, overrasket og underholdt i en farvestrålende verden så langt fra det trivielle hamsterhjul vi praktiserer til hverdag.

Jeg synes at forestillingen var rigtig vellykket i år. De forskellige cirkus-numre var spundet sammen af et ægte eventyr.  Et eventyr om kronprinsens jagt på den overflødige pauseklovns tårer. Denne jagt tog dem og publikum verden rundt, fra Mexico til Sahara og helt til Indien og tilbage igen og endte med at give en rigtig fin og fuldendt oplevelse.

Mætte af indtryk slentrede vi mod bilen imens vi hver især fablede om hvilket nummer der var vores favorit. Svale var selvsagt mest tosset med cirkusprinsesserne, der for øvrigt slet ikke var fimsede, men osede af girlpower. Wilder var selvfølgelig mest på elefanterne. Sune derimod var mest vild med en herre der mens han lå på ryggen kunne jonglere med diverse tingester… og jeg – jeg var aller mest imponeret over  trapezkunstneren  der svang sig rundt i toppen af teltet i intet andet end sine tænder!

Vi glæder os allerede til næste år, for vi kan vidst ikke komme udenom at cirkus er ved at blive en tradition i vores lille familie.

 

 

 

Design crush : Jun kaneko

Jun Kaneko

Ian og jeg er begyndt at planlægge små renoverings-opgaver i vores hjem. I sommers fik vi ny bordplade i køkkenet, det har gjort at vi har fået meget mere arbejdesplads i vores ellers meget lille køkken. Nu er det kommet til vores soverværelse, hvor vi skal have nyt kædeskab og sat en dør op. I den forbindelse har jeg tilbragt ret meget tid på at kigge på interior. I går aftens fandt jeg den japanske kunster Jun Kaneko, der arbejder med keramik som materiale. Hans værker er kæmpe store og meget grafiske med stærke farver og mønstre.

Jeg er ret optaget af keramik for tiden og får nok desværre aldrig råd til noget lavet af Jan Kaneko, men hans ting er en fantastisk inspiration. Jeg har tidligere anbefalet at besøg CLAY i middelfart, hvis man interessere sig for keramisk kunst.

 

Jagten på den perfekte bolig #2

image1-2

Lad mig fortsætte hvor jeg slap i #1 om jagten på det perfekte bolig. Indlægget kan læses HER hvis du missede det 🙂

Jeg er noget bagud med at fortælle jer om alt det nye der sker i vores liv – for det er VIRKELIG meget, men det kommer det hele – det lover jeg.

En aften for et par uger siden var jeg ovre hos min far at spise. Vi spiste svenske kødboller, som er min fars hof-ret, imen vi sad og sludrede. Snakken faldt igen på hus-køb og vi vendte situationen om huset i Kvistgård. “Hvorfor kigger i ikke i Blovstrød?” Spurgte min Far ud af det blå… jeg måtte blankt indrømme at jeg ikke anede hvad Blovstrød var for et sted eller hvor på Sjælland det lå. Min Far fortalte at min Farfar i en årrække var ansat på kasernen i Blovstrød og at min far og hans bror har boet der en stor del af deres barndom. De har begge gået på Blovstrød skole, leget i skovene og de militære områder omkring og de har de bedste af deres barndomsminder derfra.

Det lød da ret hyggeligt, så vi slog straks op på boligsiden for at se hvad der var til salg. Min far fandt med det samme et hus i nærheden af hans barndomshjem. Et rødt 60’er drøn af et murstenshus der kun havde været til salg i 2 dage!

Vi aftalte at køre en tur til Blovstrød dagen efter. Jeg ville rigtig gerne se området min far talte så varmt om, men aller mest glædede jeg mig til at høre en røverhistorie eller to fra hans barndom.

Vi hyggede os i bilen, hørte radio og spiste gammel chokolade fra handskerummet, mens vi kørte ud af kongevejen. Min far åbnede for godteposen af barndomsminder og mens han pegede på søer han var faldet i og skove hvor han havde bygget huler, nærmede vi os vores destination.

Vi svingede af mod Blovstrød og jeg blev virkelig overrasket. Vi var landet i den hyggeligste lille landsby med gadekær, gamle gårde, landsbykirke og en smuk gammel skole, selvom vi blot var 25 minutter fra KBH K. Vi parkerede foran min fars barndomshjem og imens jeg sad og forestillede mig hvordan min farmor havde bagt kardemommeboller og renset min farfars uniformer i det lille gule hus, følte jeg mig allerede en lille smule hjemme. Vi trillede lidt videre og på vejen udpegede min far hvor slagteren og købmanden havde ligget. Et stenkast fra min fars barndomshjem lå det lille røde hus vi dagen i forvejen havde opdaget på boligsiden.“Det er skide godt det her, Louise…. skide godt” sagde min Far ivrigt.
Her sad vi i et parcelhus-kvarter i Blovstrød, foran et rødt etplanshus med træ i loftet, væg-til-væg gulvtæpper og et tag der lignede at det skulle være skiftet sidste år, men han havde ret – Det var faktisk skide godt!

Vi gik en tur i området, slentrede igennem skolen og min far viste mig hvor han havde siddet og kikket ud, på sin første skoledag. Han viste mig gadekæret hvor han op til flere gange var faldet gennem isen fordi han lige skulle spille fadango og skyde genvej….Han ville sikkert gøre det samme idag, kunne jeg ikke lade være med at tænke -for sådan er han bare, ha ha!

Hjemme igen fortalte jeg begejstret Sune om Blovstrød og i modsætning til min forventning synes han slet ikke det lød helt skidt. Han er selv vokset op i Allerød som er blot 3 km derfra. Men shit, det her var jo det modsatte af det vi egentlig ledte efter. Ingen udsigt over mark eller skov. Til gengæld rigtig meget udsigt til alle mulige andre et-planshuse…

Dagen efter ringede jeg til ejendomsmægleren og prøvede at overtale ham til at vise os huset samme eftermiddag, men det havde han simpelthen ikke tid til. Han opfordrede os til at møde op til åbent hus den følgende søndag, – og det kan jeg lige love jer for at vi gjorde….

Fortsættelse følger 🙂