Den bedste udklædning fra Hepper Planet – på tilbud!

fullsizerender-50

Fastelavn er lige om hjørnet. Det er fedt! Det er jo den sjoveste fest på året og jeg elsker, elsker , elsker når de små skiderikker er klædt ud.

Jeg vil så gerne være typen der selv syer kostumer, men det må altså vente til næste år… eller året efter.

Til gengæld er jeg fuldstændig vild med kostumerne fra danske Hepper Planet. Glem alt om polyester og ucharmerende fætter BR udklædning og tjek dem her ud.

Hepper Planets kostumer er lavet af bomuld, er helt enkle og forestiller de sødeste, finurlige dyr. Udklædningen består af en bluse eller kjole,(som kan bruges til både udklædning og hverdag) og en lille skør hue  med øjne, ører, følehorn eller hvad der ellers passer til det enkelte dyr.

Og ved i hvad? De er sgu allesammen på udsalg med hele 40 procent og koster kun 239 dask. Det er da et scoop.

tjek lige de forskellige dyr:

Frøen Funky

Katten Cosmo

Bien Bizzy

Mariehønen Rolle

Kaninen Nini

Pingvinen Pinto

Bjørnen Buddy

Desuden kan man købe en bamse til hvert dyr, de er virkelige cute. De er ligeledes på tilbud. Se de forskellige HER.

Indeholder affiliatelinks

 

 

 

 

Jeg rejser fra mit mindste barn.

fullsizerender-51

I morgen rejser Svale og jeg på ferie til sydspanien. Det er super dejligt og jeg glæder mig virkelig.

Men samtidig efterlader jeg også min mindste bønnespire og det gør faktisk lidt ondt i maven. Han er kun 15 måneder og jeg har, nu rejsen er lige om hjørnet, slet ikke lyst til at undvære ham. Desuden sidder jeg med en grim følelse af at jeg gør forskel på mine børn, og det gør mig lidt usikker på valget om at splitte familien og tage på pigetur.

Lykken ville være hvis vi alle 4 skulle afsted. Men der er der flere årsager til vi ikke skal.

Sune er for nyligt startet som selvstændig og vi har simpelthen ikke økonomi til det. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge at rejse med begge børn, men det er der også flere grunde til at jeg ikke gør. Den første er at jeg virkelig selv trænger til at slappe af, få sovet, få en solstråle på næsen og se om jeg kan få lagt en dæmper på de sorte rander under øjnene og en opkvikker på energi plus humør. Det får jeg ikke hvis jeg medbringer begge øgler. Jeg ville få endnu mere travlt end herhjemme, bare uden de trygge og vante rammer, der holder hverdagen sammen, for især Wilder.

Desuden er hverdagen temmelig opslidende for begge unger for tiden. De er i konstant konflikt. Der bliver slået, revet, sparket og Svale får smidt nogle rigtig grimme tillægsord efter Wilder. Jeg tror det bliver rigtig fint for dem hver især at blive forkælet af en forælder og få den fulde opmærksomhed. Især Wilder er lidt i underskud da Svale fylder meget.

Det er så her min dårlige samvittighed kommer frem!

Er det i virkeligheden Wilder der trænger til en uges ferie? Er det synd for ham?

Jeg tror det ikke! Hvis vi skulle til charter-land med all-inclusive havde jeg med garanti taget dem begge med. Men vi skal bo i en lille lejlighed med min mor og hendes mand, det er slet ikke varmt nok til at bade endnu og vi skal på alle mulige ture min mor har planlagt. Det er helt klart en tur der matcher Svale og hendes alder bedst. Desuden tør jeg næsten ikke tænke på hvor meget vi ville fylde. Mig med to unger og for få arme ville være et rimeligt heftigt slæng at få på besøg. I hvert fald indtil Wildis bliver lidt større og en lille smule mere medgørlig.

Med hensyn til at føle mig som en lort der gør forskel på de små kræ, har jeg taget mig sammen. Der kommer masser af situationer som denne, både store og små. De er to små forskellige individer der har forskellige behov og denne her ferie matcher Svales bedst, samtidig med at jeg får mulighed for at få lidt ro på. Vi har så mange oplevelser i vente som familie og Sune og jeg har planer om at vise vores børn verden på godt og ondt. Der går sikkert heller ikke mange år før Sune og Wilder skal på fodbold-ferie og efterlader pigerne i KBH. Det glæder jeg mig faktisk til.

I bund og grund handler det bare om at jeg kommer til at savne lille W.

Mit mod i forhold til at rejse fra ham, har jeg fra dengang jeg rejste til Afrika for at bestige Kilimanjaro med min far. Dengang rejste jeg fra Svale da hun havde samme alder og da var der rigtig mange tanker og følelser på spil. Men jeg gjorde det, og det var slet ikke så slemt da jeg først kom afsted. Til gengæld var det som om der skete en eksplosion af lykke og velvære i det sekund jeg havde hende i min favn igen.

Så… jeg klarer nok at rejse fra Wilder, at undvære ham en uge. Forkæle Svale imens jeg ved at han bliver forkælet af sin far. Og når vi lander i KBH skal jeg ovenikøbet glæde mig til at opleve endnu en indre glædes-bombe når jeg endelig ser hans søde lille skikkelse!

Quiltet bomberjakke

fullsizerender-49

 

Svale har fået ny jakke og hun føler sig rimelig lækker i den. “Fest-jakken” kalder hun den, fordi hun havde den på til sin oldemors 93-års fødselsdag i dag. Sune og Wilder blev hjemme da Wilder, tro det eller ej, er syg igen! Jeg aner snart ikke mine levende råd. Godt Svale og jeg flyver til sydspanien mandag, jeg krydser fingre for at ørle-øglen ikke har nået at smitte os!

Vatteret jakke fra H&M til 179 kr, den findes også i sort.

Uld/silke-leggings fra Engel til 189 kr

Sneakers fra Adidas til 399 kr

 

Indeholder affiliate links

vinder af konkurrence og myrer i strømperne

Processed with VSCO with a5 preset

Juhu, vi har fundet en vinder i konkurrencen om navnelabels fra Labelking: 

vinderen er Anne Bøgh Jensen som har en lille trut der snart skal starte i vuggestue.

Herhjemme havde vi noget af en morgen inden Wilder skulle i vugger.

Imens jeg havde travlt med makeuppen kom Svale ud og brokkede sig over at hun havde myrer i strømpebukserne. Hun råbte og hvinede indtil jeg sagde at hun bare kunne tage dem af. De var af uld og kradsede åbenbart. Da jeg kom ind i stuen, fortalte hun mig at Wilder også havde sagt at han havde myrer i sine strømpebukser (han kan ikke tale), så hun havde også taget hans strømpebukser OG hans ble af… Wilder sad godt tilfreds i sofaen og så Postmand Per i bar røv, på en helt våd pude. “Han spildte lidt ud af tissemanden” sagde Svale kækt og lavede store øjne.

Great start på morgenen, men godt han ikke også havde spildt lidt ud af numsen!

Dancing Queen

fullsizerender

Min lille tomboy Svale har forvandlet sig til det komplet modsatte. Man skal passe gevaldigt på man ikke kommer til at kalde hende sej, for man bliver straks irettesat med et bestemt “Nej fin”. Nååårh ja ok.

Jeg havde egentlig forestillet mig at Svale skulle være sådan en rå type der fik det sorte bælte i karate, men hun er mere på balletten, og det bakker vi selvfølgelig 100 procent op om.

Så… for et par lørdage siden troppede Svale og jeg op på Christianshavns balletskole for at få en prøvetime. Svale fuld af pep og forventning og mig med en kaffe i hånden, parat til at chille og kigge på.

Svale vimsede ind i salen i fuld ballet-mundering.  Alle børnene satte sig i en rundkreds og forældrene i den fjerneste ende af lokalet. Musikken startede og de små nymfer begyndte deres balletøvelser. Jeg prøvede at løsne mig fra Svales greb imens jeg hviskede at hun da godt lige kunne hoppe hen til de andre børn og komme i sving. Svale blev lige pludselig meget lille og ville gerne have at jeg blev hos hende. Vi havde ellers haft en, synes jeg, fornuftig samtale om at voksne altså ikke danser ballet. Men det gjorde de så åbenbart alligevel, for Svale insisterede og det gjorde balletlæreinden også, nu det var Svales første gang. Damn it!

Jeg er nogenlunde lige så smidig som et nedløbsrør, jeg kan på ingen måde nå mine tæer og jeg har en virkelig underudviklet balanceevne. Jeg var mildest talt ikke i mit rette element. Jeg ønskede mig et øjeblik usynlig, især når jeg klumpede forbi den ende af salen hvor forældrene sad. Der var til mit held også en far, i samme båd som mig, han må også havde haft det pænt stramt indeni, men på ydersiden var han iskold og ballettede rundt med sin datter i hånden, som den største selvfølge.  Så jeg fulgte hans eksempel, tog en dyb indånding, smilede og opfyldte endnu en af de mærkværdig roller som følger med titlen Mor. Godt jeg for længst har smidt størstedelen af mine hæmninger.

Vi fløj igennem salen som sommerfugle, gik let på tå som linedansere og vi plukkede fiktive stjerner ned fra himmelen. Jeg var rigtig glad da timen sluttede og det var Svale til min forbavselse også.

Bagefter gik Svale og jeg på cafe Wilder, eller cafe lillebror, som Svale kaldte den. Vi drak varm kakao, spiste croissanter og hyggede os rigtig meget. Lige ind til jeg skulle smage Svales kakao og hun påstod at jeg havde savlet i den! Hun begyndte at skrige som en sindsyg og vi forlod cafe lillebror i lynets hast. På vejen hjem kørte vi forbi “stræk og bøj” og købte nye glimmer-balletsko imens vi talte om ballet-timen. Svale synes det havde været sjovt, men nu havde hun altså gået til ballet og skulle det ikke igen.

Lørdagen efter prøvede vi for en god ordens skyld igen. Denne gang prøvede vi Københavns ballet Akademi, hvor forældrene, bortset fra den første gang, ikke er med inde i salen. Svale sad på Sunes skød det meste af tiden og havde ikke lyst til at danse med. Skolen var fin og havde en rigtig god atmosfære, så det er helt klart der Svale skal gå. Men ikke endnu, for hun er kun 3 år og ikke helt klar.

Svale danser videre derhjemme iført strutskørt og med paraply i hånden. Hun vil stadig gerne være ballerina, så vi har aftalt at vi prøver igen når hun bliver 4, hvis hun stadig har lyst. Det kan også være hun hellere vil gå til klatring, gymnastik, MGP-dans eller måske skak… Det må tiden vise 🙂