Vi var doomed, men miraklernes tid var ikke forbi!

image1-34

Det er tid til en lille update på Wilders søvn.

Jer som har læst med ved jo at det har været et kæmpe issue.

Drengen har virkelig ikke ville sove og har det første år af sit liv sjældent sovet en hel time ad gangen og han skreg og skreg. Jeg var ved at blive helt skør. Altså i virkeligheden. Jeg var der hvor jeg, hånden på hjertet, tænkte at det var en fejl at vi havde fået et barn til. Jeg havde det så sindsygt dårligt over at have det sådan, jeg følte mig som en dårlig mor og nogle nætter kunne jeg selv bryde sammen i gråd, mest fordi jeg blev i tvivl om jeg elskede ham lige så højt som jeg elskede Svale. For det var virkelig svært at mærke min kærlighed til ham, da det var aller værst.

Tingene har heldigvis ændret sig gradvist. Jeg rendte jo til alt muligt halløj med Wilder for at finde en årsag til at han ikke sov. Jeg slog mig selv i hovedet med at det måtte være grundet hans kraniebrud fra da jeg tabte ham på gulvet og det gjorde så ondt indeni! Den dårlige samvittighed, søvnmangel og den manglende ultimativ-kærligheds-følelse, gjorde at jeg brød sammen!

Jeg fik heldigvis hjælp af en moderlig sundhedsplejersken og en dygtig familiepsykolog. Jeg troede jeg skulle have hjælp til at få Wilder til at sove, men i stedet fik jeg hjælp til at bearbejde mine egne følelser omkring det at Wilder ikke sov og min dårlige samvittighed over hans tur på gulvet. Aller vigtigst fik jeg at vide at det er helt normalt ikke at kunne opleve den uendelige kærlighed jeg forventede, når drengen holdt mig vågen 24-7 og skreg dag og nat. Det hjalp helt kolo-enormt.

Jeg begyndte at holde af mig selv igen, og af ham. Jeg holdt op med at analysere Wilder og hans søvn, holdt op med få ham undersøgt i hoved og røv, holdt op med at kigge på uret hver gang han vågnede for at konstatere at jeg havde sovet 21 minutter og jeg blev et gladere menneske og en bedre mor. Jeg var selvfølgelig stadig uendelig træt og skrøbelig og var fortsat bare skyggen af mig selv.

Lyset for enden af tunnelen, at min barsel sluttede, skal heller ikke undervurderes. Det var en sand gave at komme tilbage på arbejde og overgive nattemonstret til Sune. Jeg skammede mig næsten over hvor enormt jeg glædede mig til at komme på arbejde. Glædede mig til at være lidt væk fra Wilder, glædede mig til at være hende der skulle sove om natten. Jeg følte mig igen som en ravnemor lige ind til jeg startede og opdagede det var rigtig godt for hele familien at jeg gik på arbejde.

Sune tog over med Wildis og forstod først der hvor sindsygt nætterne forløb. Han havde hele vejen igennem min barsel kun taget Wilder et par få nætter og han fik sig vidst et lille chok da han pludselig oplevede hr. Natteravn på egen krop.

Men ligeså langsomt begyndte det at gå fremad, og nu kommer det: WILDER SOVER! Sover som en helt almindelig dreng på 15 måneder. Han er blevet ældre, hans hjerne er blevet mere moden og han napper nogle meget længere stræk. Det er gået stille og roligt, men nu ligner det sgu efterhånden noget!

Han bliver puttet ved 19-tiden og vågner så et par gange til ved 23-tiden. Han er rykket ind på Svales værelse, hvor hans tremmeseng står under hendes halvhøjeseng. Vi er ofte derinde et par gange eller tre i løbet af en nat, men det er jo peanuts. Han er en urolig sover og klynker meget i søvne.  Han vågner stadig mange gange for at finde sin sut, kanin eller dyne men vi har fundet ud af at det er bedst vi ikke går derind, men prøver at lade ham klare den selv først, for det kan han faktisk godt. Han putter sig selv og falder i sød søvn igen. BINGO!

Vi går selvfølgelig derind efter et lille stykke tid med gråd eller hvis han græder på den der særlige måde, hvor man kan høre den er gal, og så har han ofte lavet en lort, er tørstig, sutterne eller kaninen er faldet på gulvet eller også har han lige brug for et kærligt klem.

Jeg troede virkelig aldrig at denne her dag ville komme, hvor jeg kunne sætte mig ned og skrive det her blogindlæg.  Jeg var sikker på at jeg var doomed og måske aldrig ville blive den samme igen! Men nej, Jeg sover ofte flere timer i træk, min hjerne fungerer noget nær normalt og jeg har genfundet mit selvværd, min selvtillid og allervigtigst den almægtige kærlighed til min dejlige Wilder.

Miraklernes tid er ikke forbi!

Og så skete det her:

fullsizerender-4

Så er vi godt tilbage i KBH.

Turen hjem gik en del mere voksent end turen ud, minus en enkelt episode med en muffin. Desuden oplevede jeg for første gang, at Svale savnede sin rival og det føltes så varmt i moderhjertet.

Der er normalt kølig luft imellem Svale og Wilder. Kommunikationen består oftest af en blanding af riv, slag, skub og diverse  mere eller mindre dyriske lyde. Det har især været en konfliktfyldt tid op til vores rejse, både fordi vi har haft meget sygdom og fordi Wilder er blevet så stor og virkelig stærk at Svale får kamp til stregen.

Men i lufthavnen skete det! jeg anede et strejf af søskendekærlighed som gik lige i hjertet. Svale foreslog helt af sig selv at vi skulle købe et tøjdyr med hjem til Wilder. Hun valgte en blød ugle og fik også plaget en hæslig neonfarvet sæl til sig selv. Sælen skulle hedde lille Wilder og den blev passet og plejet og nusset hele vejen hjem. Så sødt!

I flyet tog svale og jeg en lur, så lidt prinsessefilm og så delte vi en chokolade-muffin. Den krummede ad pommern til og var aldeles svær at styre, men jeg troede faktisk at jeg havde nogenlunde styr på den, lige indtil vi stod i metroen med alt vores bagage og Svale glad råbte: “Ej mor, du har jo lavet lort i bukserne, igen!” SUK og Tak Svale! igen? hvornår var det lige jeg gjorde det sidst? Jeg havde åbenbart siddet på den anden muffin og da jeg ved sengetid tog mine lyse jeans af, kunne jeg godt se at der var noget om snakken. Til Svales forsvar lignede det faktisk at jeg havde haft lidt svært ved at holde mig.

I situationen svarede jeg noget a la: “Ejjjj, tror du ikke bare det er lidt kage?”. “Nej Mor, du HAR altså lavet lort” lød svaret. Og så valgte jeg at lukke ørerne og kigge ud af vinduet,  imens jeg i det fjerne kunne høre der blev lavet en sang omkring temaet. Den disciplin er jeg heldigvis blevet overraskende god til, for Svale har en anden hjemmelavet yndlingssang som går sådan her: “MOAR HAR EN TISSEMAND YIIARHH YIIARHH- ÅHHHH og den kan hun godt lide at skråle når vi fx. er ude at handle.

Nå, men godt hjem kom vi i hvert fald.

Drengene har haft det skønt mens vi var væk. Jeg synes nærmest jeg kunne se at Wildis var vokset i højden og især i selvtilliden. Det lyste ud af ham hvor godt han havde haft det med 100 procent opmærksomhed fra sin far. Konflikterne har været på et minimum siden vi er kommet hjem. Ungerne har endda leget sammen, de har grinet og i morges viste Svale, Wilder den omsorg, at samle hans ske op fra gulvet og det er altså store sager i Svales verden.

Selv har jeg også fået et dejligt break fra hverdagen og et nougatfarvet fjæs, så jeg er også på toppen.

Ferietid og familiesplit har helt klart gjort gavn og idag har jeg sendt en dinosaurus og en leopard afsted til fastelavnsfest. I morgen skal vi alle sammen til fastelavnsparty, det bliver skide skægt.

Jeg håber at i alle sammen får den dejligste weekend og at alle jeres dejlige krabater har et brag af en fastalavnsfest idag 🙂

Er du rigtig voksen?

img_3726img_3727img_2913

I morgen vender Svale og jeg snuderne mod København igen.

Svale er smadder nem og sød at rejse med, men da vi fløj til Malaga gik det op for hende, at hendes mor ikke er så ordentlig som man kunne ønske sig. Jeg er et ret afslappet menneske når det handler om at have styr på tingene. Distræt eller sjusket vil andre måske kalde det.

Det er ikke noget jeg er stolt af, jeg ville hellere end gerne have styr på tingene, men det falder mig ikke naturligt og jeg skal holde tungen fuldstændig lige i munden, for at det hele kører glat.

Aftenen inden vi skulle afsted blev der i turbo-tempo kylet noget tøj i en kuffert, og kl. 10 minutter i rejsetid den næste morgen, blev det resterende pakket. Det lignede min kuffert havde kastet op inde i sig selv. Jeg puttede pas og rejsedokumenter i et plastikchartek og følte mig med et helt ordentlig.

Men det utjekkede startede allerede i metroen da jeg et øjeblik havde stillet min kaffe på gulvet for at lyne Svales jakke op. Der gik ikke 3 sekunder, så havde jeg væltet den. “Fuck” udbrød jeg, “Nej for hulen da, hedder det” irettesatte Svale mig straks. “Nåååh ja, for hulen da, hedder det da også” svarede jeg imens jeg prøvede at tørre kaffen op med metroekspressen.

Da vi endelig hyggede rundt i lufthavnen, lykkedes det mig at forputte boardingpassene hele 3 gange og glemme min pung på disken i magasin-butikken. Svale sukkede hver gang jeg ikke kunne finde tingene, men alligevel fik jeg hende overbevist om at der var fuldstændig styr på sagerne.

Jeg havde helt glemt at kigge på uret imens vi dalrede rundt og da jeg pludselig gjorde det, opdagede jeg at vi havde skide travlt. Jeg spurtede gennem terminalen med min store taske, en pose fra lagkagehuset spækket med snegle, croissanter, cacaomælk og sandwiches og Svale rullede afsted på sin trunkie i fuld fart efter mig imens hun grinede af fryd.

Da vi endelig sad i flyet var jeg helt lettet. Svale tog skoene af, lagde dem i mit skød og satte sig til at tegne i sit Hello Kitty hæfte. Ahh endelig ro og afslapning.

Jeg pakkede vores lagkagehuset lækkerier frem og satte tænderne i min clubsandwich fyldt med karrydressing.

Og så kom dråben, der efter alt,  fik Svale til at tabe troen på mig som rigtig voksen. En stor klat gul karrydressing landede i hendes hvide adidas sko. Hun opsnappede det straks ud af øjenkrogen og spærrede øjnene helt op, halvt i chok.

“AD MOR, DU ER JO SLET IKKE EN RIGTIG VOKSEN” sagde hun skarpt med forargelse i stemmen. Hun kiggede alvorligt på mig med rynkede øjenbryn. Så rystede barnet på hovedet, himlede en enkelt gang med de brune øjne og vendte tilbage til sit Hallo Kitty tegnehæfte. “Det kan ske for enhver” prøvede jeg at redde den, med munden fuld af mad. Intet svar. Det løb var kørt.

Jeg skyndte mig at tørre det af, imens jeg tænkte at det var godt ordenspolitiet ikke havde opdaget den store klat dressing og alt salaten på mine jeans. Svale lagde sig til at sove og tog lige to timer på øjet.  Resten af turen gik helt smooth.

Jeg ved ikke med dig. Men jeg er åbenbart ikke helt voksen, i hvert fald ikke i min datters øjne. Så, det er vidst tid til at stramme op. Tid til at være knap så afslappet. Tid til at få lidt styr på sagerne! I morgen skal vi ud og flyve sammen igen og jeg har store planer om at pakke pænt, holde styr på boardingpasses, kaffe, tid, pung og dressing og dermed genvinde Svales tro på mig som værende en RIGTIG voksen!!!!!!

Under varmere himmelstrøg i høje lyserøde hæle

image1-29image3-7image4-2image5

Vi er vel ankommet til Almunecar.

Vi har haft den dejligste dag. Vi har drukket kaffe og cervezas på appelsin-torvet, spist sardiner ved havet, vi har leget på stranden og Svale har fået et par højhælede polkaprikkede flamenco-sko. Det er så forkert og samtidig ser det skide skægt ud, når hun stavrer afsted som om hun aldrig har lavet andet.

Den dårlige samvittighed over at efterlade Wilder derhjemme spøger stadig i baghovedet, men det føles alligevel som det helt rigtige valg når jeg ser hvordan lille Svale blomstrer i opmærksomheden fra sin Mor og sine bedsteforældre. Vi facetimer med Sune og Wilder flere gange dagligt og lille W ligner en der har det som en lille konge hjemme i KBH.

De næste par dage skal vi bare dase rundt i byen, soppe ved stranden og besøge ruinerne af en gammel middelalderborg. Allermest skal vi nyde at være sammen og skabe og lagre de varmeste barndomsminder i Svales lille sind.

 

 

 

Older posts