Ny chef

 

14797289_10154576463887278_1054536382_n

 

Wilder er startet i vuggestue og han tager det som en boss.

Sune er i fuld gang med at køre ham ind og det går lige som det skal. Wilder elsker det, tøffer rundt, leger og er iskold når Sune går.

Sunde, store, seje Wilder er åbenbart bare SÅ klar til at rocke livet uden for barselshulen. Det er fantastisk!

 

Back to reality og jeg elsker det!

fullsizerender

Jeg er startet på arbejde for 2 uger siden. Jeg var som tidligere beskrevet lidt nervøs og ret spændt, men det er gået skide godt! Det føles aller mest som om jeg har fået en vigtig del af mig selv tilbage, som jeg ikke engang vidste HVOR meget jeg manglede. Jeg har været virkelig glad og drøn træt, men aller mest har jeg bare smilet og følt et nyt menneskeligt overskud. Det giver så meget mening for mig at gå på arbejde, tale med mine patienter og få et fagligt indput. Jeg er gået ned i tid så jeg kun arbejder 28 timer om ugen og det er jeg simpelthen så glad for. Det giver tid og overskud til min lille familie, morgener hvor der er tid til hygge og jeg henter allerede den store guldklump ved 15 tiden.

Lige da jeg havde født tænkte jeg, at jeg ALDRIG ville på arbejde igen, men efter 11 måneder med baby, søvnløshed, indkøb, madlavning, gylp og bleer var jeg faktisk tæt på en sammensmeltning.  Jeg er bare ikke typen der nogensinde bliver hjemmegående, det har jeg simpelthen for meget pep i røven til. Hver morgen når jeg cykler ned af Nørrebrogade, har jeg det som om jeg skal 7 timer til Hawaii og når jeg skal hjem til mine snutter er jeg lige så glad for det. Det hele går sgu pludselig op i en højere enhed!

Stop tyven!

14625765_10154529246962278_138120471_o

Forleden dag blev min telefon sgu stjålet. Fra barnevognen! Jeg er stadig lidt i chok over at nogen kan finde på at stjæle fra en distræt, træt barselsmor, men tyven er nok ligeglad, han har fået en spritny telefon. Jeg havde været til kiropraktor med Wilder og havde netop afsluttet en samtale og lagt telefonen tilbage i lommen på barnevognen. Wilder så sulten ud og vi lavede et pitstop i den økologiske pølsevogn på strøget. I det korte øjeblik det tog mig at købe en pølse til Wilder blev den fandme nuppet! Jeg så ikke slynglen, men da jeg ville se om klokken snart var middagslur, lige efter pølsekøbet, var den væk og da jeg fik Sune til at ringe til den, var den slukket. Skide øv!

Et par dage efter fik jeg en mail om at alt indhold på min telefon var slettet, hvilket jo egentlig er meget rart, nu den alligevel ikke er min mere.

Det er fandme surt, men jeg håber tyven er glad og sætter pris på sin fine nye telefon.

Nå, men det jeg vil frem til er at tyveriet af min telefon også er grunden til de virkelig dårlige og slørede billeder her på bloggen. Jeg render rundt med en sneglelangsom og gammel telefon med skodkamera og fedtet linse. En dag i nærmeste fremtid køber jeg en ny, men først skal der lige shoppes uld, vinterstøvler og overtøj til de kære børn!

Nye tider for store/lille Svale

14614336_10154525050147278_552462287_o

Store seje Svale er sgu startet i børnehave. Eller jeg mener, min lille bitte mini Svale er startet i børnehave. Sådan føltes det i hvert fald da hun første gang stod med sin alt for tunge rygsæk og alt for store madpakke og skulle med alle de kæmpe store børnehavebørn med bussen til skovbørnehave.

Det gav et sug i min mave og et stik i mit hjerte da det lille væsen forsvandt ind i den store bus. Tårerene pressede sig på da bussen rullede væk og min lille kanut pludselig var på egen hånd ud i den store verden. Min store, lille Svale. Jeg synes at tiden flyver og jeg har det nærmest som om Svale snart skal i gymnasiet og om lidt er fløjet fra reden. Jeg er total sentimental, typen der hulker hemmeligt til fesne merci-reklamer.

Svale synes det er for fedt at være i børnehave. Hun fyrer den af i skoven hver anden uge, med sin slyngveninde Lulu og sin store fætter Vildfred. De modsatte uger er hun i by-børnehave hvor de dimser og dutter.

Om 2 uger starter Wilder i vuggestue. Så har vi 2 børn i institution og en hverdag i flyvende fart. Jeg tør næsten ikke tænke på det!

Livets regnestykke: skænderier, opture og en rengøringsdame

14569793_10154521185742278_1538452604_n

Livet er fandme en blandet landhandel for tiden.

Jeg er forundret over hvordan man kan være lykkelig og tilfreds på visse plan og på andre være ved at gå helt op i limningen. Der er en fandens masse plusser og en helvedes masse minusser og på en eller anden måde formår regneskabet at gå i noget nær nul, men med lidt plus på kontoen.

Lad os starte med minusserne. Vi har masser af minusser i dagligdagen og vi er ikke mega gode til at tackle dem, fordi vi pt er så fucker udmattede at alt modstand føles som en mur.

Minusser:

Kæmpe søvnmangel, yes i ved det. Pladsmangel, vi bor 4 mennesker på 65 m2 og der er ikke noget sted at gå hen og få et pusterum eller 2 sekunders ro, medmindre man vil sidde på toilet-gulvet med verdens mest stinkeren blespand som sidekammerat. Med 2 børn med under 2 år imellem, har vi ikke ligefrem gjort det mageligt for os selv. Det er ikke fordi det er ihh og åhhh så hårdt, men en kombi af ingen søvn og to bavianer der er for små til at lege sammen og er i konstant konflikt, får de grå hår til at pible frem. Og, så er der selvfølgelig vores evige skænderier: skænderier om rengøring, oprydning, kattehår, telefon-gloning, om hvem der gør mest (som vi begge er urokkelige overbevidste om er os selv),skænderier om what ever – yes, vi kan skændes om det meste, alt praktisk i hvert fald. Oven i hatten er der sgu ikke meget tid til at være to, at være kærester. Det er ikke mange kys der bliver uddelt og vi sover i hvert sit værelse (en hos Wilder og en hos Svale), så varme og intimitet i de mørke timer, hvor kærligheden ellers plejer at blomstre er en truet dyreart.

Kender i det? Eller er det kun hjemme hos os? Jeg har tidligere skrevet om vores skænderier HER.

Men for fanden, nok om minusserne for der er også masser af plusser og de er tunge som bly.

Plusser:

Vores to henrivende snotunger. Svale er så mega-skide sjov og hun brillerer med sine ufiltrerede udtalelser og tankespind fra den vakse finurlige hjerne. Wilder er sgu også en guttermand, han smiler, sviner og er en rigtig boss der ved hvor skabet skal stå. De er i evig borgerkrig, men der findes også splisekunder hvor søskendekærligheden spirer spædt, og dem suger vi til os. Kærligheden findes også hos de voksne, når vi holder våbenhvile. Vi prøver at finde sødme i de små glimt i hverdagen. I den halve time på sofaen sammen om aftenen, i en sød sms, mens vi børster tænder eller aller bedst, når ungerne sover og vi mødes på tagterassen til en kold øl og en varm omfavnelse. Han/Hun er sgu meget sød alligevel tænker vi hver især i tusmørket, og så kan vi lidt igen.

SÅÅÅÅ lidt plus har vi sgu da. Og ved i hvad. TAAGAADAAAAA: Jeg har bestilt en rengøringsdame. Hun kommer idag og hun skal vaske de værste af vores skænderier væk. Når pletterne på køkkenskabet er vasket bort og sofaen ikke længere er lodden som en kat, er der ikke lige så meget grund til at skændes. Når skænderier om rengøring er taget ud af ligningen, så skyder jeg på at regnestykket ender i noget der ligner et betydeligt plus. Og da det aldrig har været en romantisk kickstarter at toppes om et beskidt toilet og nullermændenes ubarmhjertige invasion, vil jeg også æde min gamle hat på at der kommer flere kys på menuen.

Jeg glæder mig mega meget til at komme hjem til et rent og skinnende hjem. Det bliver SÅ sweet!

 

Older posts