Stilhed på bloggen og skrigeballon i hytten

FullSizeRender-26

GAAAAAAAB. Klar til en lur her kl. 6.45. Det er da klart når man har skreget natten lang.

Det står sgu lidt sløjt til med det her bloggeri. For mit vedkommende er årsagen søvnmangel. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. De første 5 måneder har jeg kørt på hormoner og det har faktisk ikke været så slemt. Heller ikke selvom Wilder bedst kan lide at sove 20-45 minutter ad gangen.

Nu hvor han er 7 måneder, er vi til gengæld der, hvor søvnmanglen virkelig begynder at sparke røv.

Jeg er en B-version af mig. Det betyder at jeg er uoplagt, glemsom og knotten. Ja, og så har jeg også mistet min humor og en god bid af min selvironi! Jeg kan blive ked af det hvis Sune laver sjov med mit udseende, noget jeg har sagt eller bare stikker lidt til mig. Jeg er sgu ikke en fest at være i nærheden af!

Jeg er også blevet mor-typen hvor mit barns rytme er alfa omega. Jeg har sgu altid haft svært ved at forstå dem som planlagde alt efter deres børns lure, spisemønster og daglige rutiner. Men nu forstår jeg det SÅ godt! God dagsrytme, giver hvor end alt er, en bedre natterytme. Jeg er nu den nederen type som simpelthen er begyndt at sige nej-tak til aftaler der laver rod i Wilders dagligdag, for det kan simpelthen ikke betale sig. Det giver 99 procent sikkert en bøvlet nat hvor han vågner hvert 20. minut og klynker i flere timer i træk. Og det kan jeg simpelthen ikke.

Jeg har altid rynket på næsen af den type røvsyge og skide-sure kvinder, som jeg nu selv har forvandlet mig til. Hvis der var nogen, der for bare tre år siden, havde fortalt mig at jeg selv ville begynde at ligne den type kvinde, havde jeg helt sikkert grinet hånligt. Dengang havde jeg travlt med at se godt ud, gå i byen, drikke kaffe på cafe og ytre mine umodne holdninger om ditten og datten og jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor kvinder skulle blive sådan nogle modbydelige mokker bare fordi de havde smuttet en baby ud.

Nu ved jeg godt hvorfor!  De stakkels kvinder, de var sgu trætte og de havde udsolgt på overskud. Desuden havde de et kæmpe ansvar, nemlig en lille vigtig familie der skulle have det godt på trods af krisetilstanden. Jeg kan huske at jeg synes samtalen med den trætte mor-type var noget af det kedeligste. Jeg synes det var en del vigtigere at tale om hvor mange shots jeg havde drukket aftenen før i kødbyen, eller min nye  virkelig fede vinterjakke fra acne med lyserødt for.

Nu prøver jeg på egen krop hvordan DET føles! Nu ved jeg at man bliver en slap kopi af sig selv og et meget lille menneske af aldrig at få lov at sove mere end 45 minutter ad gangen. byture og mode ligger meget langt væk. søvn og min lille familie er det eneste der tæller. Som tidligere nævnt, skide tør type!

Men heldigvis bliver man jo sig selv igen. Det så jeg efter Svale begyndte at sove. Der blev jeg ret frisk, lidt flot og skide sjov igen, så mon ikke det hele venter lige om hjørnet? Eller om et års tid? Eller 2? Jeg beder til det bliver i morgen!

Til 50 års fødselsdag


Louise og jeg var til min tantes 50 års fødselsdag i går. Det var simpelthen den hyggeligste dag. Vi blev kørt til restaurant i hestevogn. Det har jeg ikke prøvet før!

Charlotte havde inviteret til pigedag, og vi mødte alle hende skønne veninder. Jeg håber at jeg er lige så sej som Charlotte når jeg skal fejre min 50 års, og at jeg har lige så mange seje veninder.

sammenbrud i offentlighed x 2

13423775_10154197008362278_3288914507179864309_n

Forleden dag i sommerhuset kommer Svale rank og stolt ind til mig i stuen. Hun rækker mig en sjaskvåd telefon og siger lige så sødt “Mig har vasket din telefon, nu meget ren, Mor!” Ja, det må man sgu nok sige, og meget død.

Jeg skyndte mig at smække den i en pose ris, hvilket har reddet den før, men efter 3 døgn er den fortsat fuldstændig livløs.

Jeg er rivende ligeglad med telefonen, og Svale fik ikke det der lignede skæld ud. Men ALLE mine billeder fra da Wilder blev født og frem til nu, lå på den telefon. KUN PÅ DEN TELEFON. For helvede mand, gid jeg havde været tjekket og gemt dem på computeren, i det mindste billederne fra hans første tid!

Med et lille bitte håb om at tele-butikken kunne redde mig, gik jeg derned for at aflevere min telefon.

Da jeg endelig blev kaldt op til skranken og forklarede min situation, sagde den stressede teknik-dude, i et lettere irriteret toneleje, at det på INGEN måde kunne lade sig gøre at få de billeder igen.

Og så skete det. Først fik jeg tårer i øjnene. Så løb de ned af kinderne. Og så begyndte jeg at hulke, på den der måde hvor skuldrene hopper op og ned og man skal koncentrere sig for at få vejret. Jeg kiggede på teknik-duden igennem tårerne og kunne se at han kiggede væk og havde en mund så stram som en frø. Det var ubehageligt for os begge to.

“Har du selv børn?” fik jeg kvækket. “Ej, undskyld, det rager ikke mig.. og undskyld… jeg står bare her og tuder…og det er slet ikke din skyld… jeg blev bare pisse ked af det.. det er jo billeder fra min søn var helt spæd….og jeg havde sådan håbet du kunne trylle………..ej for fanden, UNDSKYLD!”

Jeg tog mig sammen. Tog en dyb indånding, rankede ryggen, tørrede min sorte mascara, der havde spredt sig ud over hele mit ansigt, af i ærmet på min lyse silkejakke.  Jeg følte mig pludselig ret goofy. Jeg havde lige glemt at der  sad 10-15 stille mennesker bag mig og ventede på det blev deres tur.

Jeg smilede lidt forlegent og det gjorde teknik-dude også. Han havde for længst gemt den irriterede tone væk og talte stille og roligt som om han havde alverdens tid. Vi ordnede det formelle. Jeg undskyldte igen og skulle til at gå, da han sagde: “Minderne har du altid herinde”, han dunkede sig på brystkassen, der hvor hjertet sidder. “Herinde” sagde jeg, og bankede mig også på brystkassen og smilede oprigtigt.  Jeg vendte mig og gik imens jeg prøvede at ignorere publikum.

SUK. Det var lidt pinligt og på en måde var jeg også en lille smule lettet, som man er når man lige har haft en tudetur. Det er ærgerligt med de billeder, men der er jo ikke noget at gøre ved det og heldigvis er jeg jo ikke den eneste der har taget billeder af lillen.

Jeg mødte Sune på vej hjem. “Jeg har lige tudet i 3 butikken, skat” sagde jeg. Han smilede til mig, lagde armen om min skulder og sagde “Nååårh skat, det er sødt”…..

Senere på dagen var jeg lige ved at lave samme nummer over for manden i borgerservice, da han sagde at Sune ikke havde udfyldt den seddel der gav mig fuldmagt til at lave pas til Svale korrekt. Wilder skreg og vred sig i bæreselen og Svale trampede rundt med chokolade-overskæg og sang “se min kjole den er blå som tissekone” i et meget skingert tonefald. Vi havde ventet i 35 minutter og vi var alle tre trætte efter en lang, varm dag. Borger-service manden så straks desperationen og tårerne der vældede op i mine øjne da jeg forklarede at vi skulle rejse om små to uger. Han blinkede et par gange, meget hurtigt efter hinanden, og så forbarmede han sig og udstedte et pas. PUHA!

Hold nu fest. Søvnmangel og hormoner hænger bare ikke sammen med tilspidsede situationer. Aldrig har jeg haft så let til tårer som jeg har i disse dage. Der er ikke langt fra grin til gråd og makeuppen sidder halvdelen af tiden på den forkerte side af øjet… Så pas på derude, tudemarie er i byen igen!

 

    Newer posts