At rejse med børn

   
      
   

Vi har rejst en måned i Costa Rica med vores to dejlige, og ret forskellige børn. Det har været hårdt, men utrolig vildt at kunne nyde så mange dage sammen alle fire.

(Hvis det er første gang man rejser langt med børn, er det godt at tænke grundigt over hvad tidspunkt på dagen man flyver, og hvor mange mellemlandinger.)

Vilfred er tre år med stort T. Hvem sagde terrible twos?! Det er jo endnu mere terrible threes! Vi har taget mange kampe undervej, for det meste har det selvfølgelig været fordi han har været træt. Vilfred er en energibombe som taler konstant, spørger til alt, vil lære alt; 

‘Hvordan laver man egentligt chokolade?’ 

‘Hvor kommer mangoer fra?’ 

‘Er det ikke rigtigt at nogen damer ikke har bryster?’

‘Hvad sagde du mummy?’

‘Hvad gjorde du daddy?’

Komplimenter er der også mange af; 

‘Du ser flot ud mummy’

‘Daddy jeg er vild med dit belte, sådan et ønsker jeg mig også’

Han har haft venner i alle byer, han går direkte over til de andre børn og siger ‘ola’ og hænger ud ved siden af dem. Han har leget med piger og drenge på 2,3,4 og 5. Når sproget kniber, tager de hindanden i hændernen og kigger på verden.

Det er en fantastisk alder, selvom humøret svinger derudaf. Vi håber virkelig det grimme sprog og de endnu grimmere ansigter forsvinder, og de fine sider kommer frem. Dem har han mange af. Vi gør alt vi kan for at hjælpe de gode sider på vej!
Hilma øffer konstant, over alt det hun ikke kan. Hun vil kravle, hun vil stå op, hun vil sætte sig op, hun vil pille, og hun vil spise alt!

Hun er også en sød, nem pige, og vinker og smiler virkelig til alle. Hun opsøger mennesker og drager dem til sig, som om de inderligt kan mærke hendes lille glade runde sind.
Jeg elsker virkelig at udforske verden sammen som familie, og vi drømmer da allerede om andre steder vi kan besøge. Jeg er sulten på verden; ‘at rejse er at leve’. 

Jeg vil anbefale det til alle, og med børn i alle aldre.

Men det er også dejligt at være hjemme igen… 

Budgetvenlig drømmeferie

FullSizeRender-20

Jeg er blevet helt ferie-fanatisk.

Jeg kan faktisk stort set ikke tænke på andet. Jeg er ikke kræsen. Jeg er med på hvad som helst. En charter, en bilferie,  jeg er så ferie-mør at jeg endda kan lokkes en tur på campingplads.

Aftalen herhjemme, er at vi ikke skal på ferie i år. I mange år faktisk. Vi har jo købt sommerhus og vores næste mange ferier og fridage skal bruges på at pusle rundt og ordne hus og have. Kronerne skal gå til samme formål, så altså, ingen ferie til os…

Jeg ELSKER det sommerhus, jeg ELSKER alle vores weekender deroppe og det kilder i min mave når jeg tænker på hvad vi skal plante, hvad vi skal lege og hvor vi skal bygge huler. MEEEEEEN, jeg har også fået en ustyrlig lyst til at komme til de varme lande.

Jeg tænker sol, jeg tænker palmer og jeg tænker swimmingpool.

Så, aftalen er brudt. Eller rettere sagt jeg har brudt den, Sune har slet ikke det samme behov som mig, han vil bare gerne til Dalby og fælde et træ! Men han er overtalt og ferieplanerne er ved at tage form.

Jeg har ligget søvnløs om natten. Ikke kun på grund af Wilders evindelige mælketørst, men på grund af jagten på den perfekte og budgetvenlige ferie.

Min far, hans hustru og min storesøster Marie og hendes to sønner er hoppet med på vognen. Min far vil gerne til Mallorca, så turen går simpelthen til Mallorca i Juni. Vi har lejet en finca, et traditionelt spansk landsted som ligger midt i en citronlund. Huset er rustikt med grønne skodder og stor skyggefuld terrasse og har en dejlig turkis pool som ligger midt i citronplantagen. Vores finca ligger i bjergene 2 km fra byen Soller, så man kan snildt dappe derind hvis man trænger til en eftermiddags cerveza, en espresso eller bare lidt tapas.

Ahhhh hvor jeg glæder mig! Nu har jeg fået i både pose og sæk. Sommerhus og Solferie. Hvor heldig kan man være 🙂

(Billedet er fra da min far og jeg var i Tanzania for at bestige Kilimanjaro sidste Februar)

 

 

 

 

 

Fra Sune til Svend og latterlige skænderier

image1-18

 

Der sker store ting hjemme hos os.

Sune har nemlig afsluttet sin snedkeruddannelse og er blevet en ægte svend.

De sidste par måneder har været en hardcore tid. Sune har været skide stresset og lidt af en sprængfarlig bombe. Han har ikke haft overskud til meget på hjemmefronten og vi har begge to bidt lidt af hvert i os. Det har været benhårdt at være nybagt mor i det her scenarie: utilfreds baby + søvnmangel + trodsig to-årig + mand uden lunte.

Men det har lært os en ting eller to.

Vi er normalt ret gode til at rette på hinanden over latterlige småting:

Sune er ret god til at smide et par spidse bemærkninger afsted om det huslige. Det kan være hvordan opvaskemaskinen skal fyldes, at der ligger et peberkorn i saltskålen (for hvilken idiot tager dog peber før salt..?!), at en t-shirt er røget i tørretumbleren (undskyld, det sker ofte) eller at nogen saftsuseme kan være så distræte at de glemmer at tage skoene af før de går ind i stuen…

Jeg brokker mig til gengæld over katten:

Det er Sunes kat, den hedder Tupac, det er en perser og den fælder helt vildt. Jeg er ikke vild med katte og jeg er endnu mindre vild med kattehår. Ordens-manden mener sjovt nok ikke det er så slemt med og synes slet ikke det er nødvendigt at strigle dyret. Samtidig er jeg ved at blive kuk af at tørre spisebordet af 4 gange dagligt fordi det er loddent, have pels på mit nyvaskede sengetøj og på børnenes pusleplads og endnu mere kuk over at finde kattehår i vores babys ble. Det har jeg lyst til at brokke mig VILDT MEGET over, hver evig eneste dag! JEG VILLE ØNSKE DEN VAR HÅRLØS!

Nå, men tilbage til det vi har lært af denne her svendeprøve-tid. Vi har nemlig lært at lade være med at brokke os over småting. Vi har holdt “våbenhvile” og det har virkelig gjort en forskel. Jeg har ikke fået formaninger om hvordan opvaskemaskinen bør pakkes og katten har jeg selv redt og kattehårene har jeg fjernet i stedet for at være stædig og forvente at Sune gjorde det.

Vi har begge vidst at korthuset kunne vælte på nul komme fem, hvis ikke vi var forsigtige og behandlede hinanden nænsomt og lagde alt bitchyness på hylden.

I det hele taget har det været dejligt at slappe mere af. Ikke være på vagt over for hinanden og bare være søde, i stedet for at stå klar til at give sin partner et rap over nallerne. Det var ligesom blevet en dårlig vane at være efter hinanden og jeg føler mig faktisk som et bedre menneske, med mere overskud, efter vi har besluttet at chille lidt mere. Både fordi jeg ikke brokker, men også fordi der ikke bliver brokket af mig. Vi giver også hinanden flere kys og mere opmærksomhed, det er kommet helt automatisk, for man får da i hvert fald ikke lyst til at kysse over et skænderi, om hvorvidt ble-spanden bør tømmes før eller efter den har top på. Svaret er jo alligevel indlysende.

Det har gjort en kæmpe forskel. Hvorfor er det egentlig man gider at bruge sin energi på at rette på hinanden? Det bliver jo alligevel ikke anderledes. Nu er svendeprøven vel overstået og vi vil prøve at lade “våbenhvilen” blive almentilstand.

Svendeprøven gik for øvrigt skidegodt. Sune bestod med den flotteste høvlebænk og fik også to priser, en for årets lus (En fejl, han fik rettet hamrende godt), og en for årets iværksætter. Jeg er meget stolt og kom også til at knibe et par tårer da min tømmermands-ramte (stadig fulde) mand fik overrakt sit svendebrev.

Så, Sune er blevet en Svend og det er mega sejt. Det er lige så sejt at vi har lært en lektie. Vi prøver fortsat at være gode ved hinanden nu hvor hverdagen ruller igen. men det er nok lettere sagt end gjort og det vil ikke undre mig hvis der kommer flere indlæg i kategorien “Vi skændes som rigtige røvhuller”… haha.

God påske allesammen.

Påske-kællinger

image1-17

 

Svale er vild med påske-kællinger. Hun har fået en hel dåse multifarvede kællinger af sin farmor og de bliver arrangeret på alle mulige og umulige måder. “Jeg EEEEELSKER kællinger mor” har hun pippet flere gange idag.

Jeg har ved flere måltider bestående kylling prøvet at forklare hende at det altså ikke hedder kællinger, men så bliver det sgu straks til killinger, og så er det at jeg giver op, for er det bedst at spise kælling eller killing? altså personligt synes jeg nok killing er bedst, for så er jeg i hvert fald ikke selv i risiko for at blive spist!

En helt anden ting der også er lidt svært at finde rundt i er dreng/pige tingen. Jeg tror jeg har regnet ud, at det bliver defineret ud fra hvor langt hår man har!  Så det er ret svært at ramme plet i en barndom i hipsterland. Svale er i hvert fald sten-sikker på at en langhåret far fra vuggestuen er en dame og en korthåret virkelig girly pige fra stuen har en tissemand…

den måde at definere på er åbenbart rimelig normal. Jeg har i hvert fald oplevet det før.

Jeg glemmer aldrig engang jeg var ude at køre i tog med min pap-lillebror som helt sikkert definerede køn ud fra samme princip. Jeg har været en 14-15 år hvor alt var pinligt og han var måske 4-5. Vi sad over for en stor bredskuldret rockertype med langt fedtet hår, lædervest og hele pivtøjet. Jeg havde lagt mærke til at møg-ungen studerede bikeren i lang tid, men da han pludselig kvækkede: “ææææh, er du egentlig en mand eller en dame?” troede jeg alligevel ikke mine egne ører.  Jeg hvislede “hold kæft” ud mellem fortænderne, imens møg-ungen nærmest åd rockertypen med sine store spørgende/provokerende øjne.  lædervesten ikke så meget som trak på smilebåndet og de andre passagere fulgte med i spænding. Jeg var SÅ teenage-flov og  besluttede at det var tid til at stå af toget ved næste station. Møg-ungen havde til gengæld ikke fået nok og slet ikke et svar på sit spørgsmål, så han gentog det lige en tre-fire gange til, imens han modvilligt blev trukket afsted, i hætten….

 

Older posts