Lidt pinligt og helt korrekt

  Den anden dag spugte en stor dreng i børnehaven hvordan Hilma var kommet ud af min mave?! Jeg syntes det var lidt grænseoverskridene at fortælle ham det, så jeg vente mig mod Vilfred, og spugte ham det samme, hvorefter han stolt svarer; ‘Hilma er kommet ud af Mummys tissekone’. Jeg holdt masken og sagde til Vilfred, at det var nemlig rigtigt! 

Om hvor glad man kan være mandag morgen

  
Det er så tarveligt, men seriøst, der er bare mandag morgner hvor jeg er så glad når skovbussen kører. 

Denne morgen var en af dem, hvor selv om jeg elsker min søn over alt på jorden, trængte vi til en pause fra hinanden. Det hårdeste er bare, at sådan føler Vilfred det ikke altid.

I dag var han strid, bestemmer typen, og han sagde til mig mindst ti gange at jeg ikke er hans bedste ven, og at jeg ikke må komme til hans fødselsdag (som er i Juni næste år?!). Han brokker sig højlydt over det mindste. Det er ret hårdt, for vi ved han kan være en engel, når han bliver passet. Der er ikke langt imellem glæde og gråd for den treårige herhjemme.  Han tester os, og vi føler os testet! Hvornår stopper det???

Fredagsbar

  

Vilfred sov ude fredag aften og vi skyndte os at løbe ned på Charlies i Pilestræde kl.16 da Morten havde fri. Morten fik lokket, Louise, Svale og Sune med. Hyggeligt med familiefredagsbar. Louise og Sune smuttede hjem da Svale skulle spise ved 17.30 tiden. Morten og jeg gik ned mod Nyhavn, og fandt så på at spise på Grill Royal. Mega lækkert.

Eej hvor vi hyggede med ET barn/baby, hvor nemt, et glas vin, hov et lille et til og så var vi ved at være klar til at gå hjem. Dejligt at kunne gå ud uden at stresse hjem med en Vilfred der skal i seng. Hilma sover først til natten, ved 22 tiden. 

Da vi betaler og rejser os for at gå, kigger jeg på uret, og finder ud af at klokken kun er 19!! Haha, vi troede jo det var sent og var nærmest sengeklar!

Chucky dropper flasken


Vi har givet Svale en dårlig vane.

Hun har skippet mælken for længst, men hun får en sutteflaske med vand hver aften når hun skal sove. Det har resulteret i at sutteflasken er blevet hendes tryghed, hun bruger den som sovedyr og krammer den natten lang. Hvad værst er, den skal fyldes 2- 3 gange hver nat og der er garanti for en plaskvåd tisse-seng hver evig eneste morgen.

Vi er så trætte af den snart 2-årige boss, der på vilkårlige tider af natten råber “mere vand” i et lettere hysterisk tonefald og kommanderende svinger med sutteflasken til en af os søvndrukken dukker op for at servicere. Når flasken er fyldt er der ro, og hun skvatter i søvn med det samme. Det er et skråplan.

Jeg har udskudt det i mange måneder, for jeg har ikke kunnet overskue at tage kampen! Men nu er tiden kommet. Jeg er højgravid og kan umuligt rumme nætter hvor jeg både skal amme baby OG agere Svales butler. Så tror jeg filmen knækker.

Så i lørdags gik det ned! Jeg preppede Svale hele dagen. Sune var i Brighton og Svale og jeg holdt efterårsferie hos min mor i Hornbæk. Vi skulle sove på samme værelse, så det var oplagt at gå i krig med projekt sutteflaske.
Svale smed selv sutteflasken i skraldespanden og til gengæld fik hun en putte-abe hun havde ønsket sig.

Det startede meget godt. Svale gik med til at tage en tår vand af glas og lagde sig pænt til at sove, efter lidt skrumlen rundt og snakken med sig selv. Jeg listede ind i seng ved 23 tiden. Alt ånede fred og ro. Det skal sgu nok gå, tænkte jeg naivt. Og det gjorde det også lige indtil kl. lidt i 2 hvor det gik fuldstændigt banana….

Svale forvandlede sig til et uhyre da hun hørte at der ikke var nogen sutteflaske! Hun blev nærmest lilla i ansigtet af bare raseri og det foldede sig på en uhyggelig måde. Hun skreg skingert så de hvide tænder lyste op i mørket og rev hysterisk i sin yndige blomstrede natkjole. Putte-abe og 20 sutter blev tyret gennem soveværelset imens tonen ændrede sig til et leje jeg troede umuligt. Var det min datter? Eller var det selveste Regan McNeil fra exorcisten som var besat af et rædselsfuldt dæmon? Jeg blev et øjeblik lidt i tvivl og frygtede et splitsekund at hun ville bøje sin lille krop bagover i en bizar stilling og bevæge sig forkrøblet rundt i rejsesengen, imens hun på perfekt latin ville beordre mig til at skride ud efter en sutteflaske eller dø.

Jeg tog min svedige hidsige datter op til mig i sengen. Prøvede at tilbyde lidt vand fra glas som blev spyttet direkte i fjæset på mig. Jeg blev bidt i armen og de små kæber spændte alt hvad de kunne og jeg måtte presse på kamphundens kinder for at få den til at slippe. Herefter fulgte spark i brystkassen af små ben som kørte som hidsige trommestikker, alt sammen til lyden af skrig og skrål. Jeg priste mig et øjeblik lykkelig for at ordforrådet endnu ikke var så stort, for så var jeg helt sikkert blevet kaldt alverdens væmmelige skældsord!
Svale blev efter lang tids kamp udmattet af sin djævelske aktivitet og faldt lidt til ro. Hun tog imod noget nus, tog sutten i munden og bæstet faldt langt om længe i søvn. Klokken var næsten 4 og den lille i min mave efterlignede den kommende storesøsters  adfærd og sparkede lystigt i ribben og mavesæk.

Puha. Jeg ånede lettet op. Rullede om på ryggen og lyttede et øjeblik til Svales rolige åndedræt. Jeg havde lyst til at danse en lille indianer-inspireret sejrsdans. Jeg valgte i stedet at ligge mussestille med næsten lydløs vejrtrækning i frygt for at vække udyret til live igen.

Jeg er temmelig plaget af halsbrand under min graviditet og kunne pludselig mærke en bølge af mavesyre der føltes som skoldhed lava, vælde op i spiserøret. Jeg vovede mig, efter lang tids overvejelse, ud af sengen og fandt lydløst mine mavesyretabletter frem.

Hvad tror i der skete da den lille sprøde lyd af tabletten der brød foliet lød?

Monstret vågnede igen! Ondere end før!

Jeg stivnede imens Chucky satte sig op i et sæt. Hovedet drejede langsomt imod mig. Jeg er glad for at det ikke fortsatte 360 grader rundt, men det var lige ved. Stilheden blev flænget af endnu et skrig og Svale lignede en som havde lyst til at kradse mine øjne ud og flå mit hoved af! Vi tog hele omgangen igen, denne gang tog det lidt over en time og til sidst var jeg selv på nippet til at skrige.

Da Svale endelig var faldet til ro, gik det ikke værre eller bedre end jeg virkelig skulle tisse. Der var ingen vej uden om!

Jeg ventede cirka 20 minutter før jeg sneg mig ud. Ikke på toilettet, for den dør knirkede og den risiko skulle jeg ikke løbe. Så jeg bevægede mig næsten lydløst ud af terrassedøren og satte mig, stor og gravid, på hug i det våde græs i den kolde nat og tissede (også lidt på min fod).  Jeg kiggede op på himlen, alt var stille! imens tænkte jeg over hvor meget en lørdags-nat og de grundlæggende værdier ændrer sig fra livet før børn til nu….Før ville jeg helt sikkert feste ubekymret rundt et sted i København og drikke alt muligt farvestrålende jeg ikke burde drikke. Nu sidder jeg her i småregn og bar røv, skide træt og har alligevel kæmpe optur. Jeg har “vundet” over mit barn, i vores hidtil stædigste kamp! Hvis jeg kunne, havde jeg slået en saltomortale eller to!

Da jeg endelig er kommet under den varme dyne igen og viserne på uret viser lidt i seks, vender krapylet sig saftsuseme imod mig igen. Hun kigger på mig med sine store trætte øjne og grynter hæst: ” Mor hundelort”. “Jeg synes også du er en kæmpe lort Svale” hvisker jeg i den gryende morgen. Jeg kysser hendes gyldne lokker, nusser hende blidt over ryggen og så falder vi endelig i søvn.

Yummy!?

  
Ja så fik jeg også set det! En mad der startede med at være en ristet bolle med smør og syltetøj, fik leverposteg og pålægschokolade på. Så blev der ellers sagt; ‘mmm hvor lækkert, sådan en må du prøve en dag mummy’. Haha, jeg var ved at brække mig ved tanken, og svarede sødt tilbage, at ‘ja, det må jeg da’. Aldrig i livet! 

Older posts