Ravage

  Her ses en ulv i fåreklæder!

UHA jeg synes tiden nærmer sig hvor alt bliver anderledes og vi bliver 4 beboere herhjemme.Jeg glæder mig og samtidig gyser og gruer jeg ved tanken.

 

Det er ikke længere tanken om at jeg ikke tror jeg kan elske mit andet barn lige så højt som mit første, det ved jeg at jeg kan.

Det er nærmere tanken om at den første barn højst sandsynligt ikke vil synes det er en fest at den anden flytter ind og oven i købet tager opmærksomhed, tid og kærlighed fra dens forældre.

Svale er blevet ultra Mor-syg de sidste par uger. Hun hænger mig om benene dagen lang, vil sidde på armen og tager hele tiden min hånd og trækker mig med. Hvis jeg siger nej eller prøver at overdrage opgaven til Sune går Svale AMOK! Hun kaster sig på gulvet, bliver en ret uhyggelig form for bordeaux farve i ansigtet og tårerne sprøjter ud af de mandelformede brune øjne. Igår blev jeg stædig og sagde at Sune MÅTTE tage hende da jeg var igang med at lave hakkedrenge, men det kunne sådan set ikke lade sig gøre. Det VAR en helt almindelig hverdagssituation men Svale opførte sig som om det var den værste form for børnemishandling og slog oven i købet Sune virkelig hårdt i hovedet med en grim køleskabsmagnet fra vores honeymoon på Sicillien. 

Udover at mor-sygen kører i højeste gear, er hun som tidligere beskrevet også gået trods-amok! Jeg ved godt de kloge siger at man ikke må kalde det trodsalderen, men jeg synes det ord dækker præcist og godt over hvad den alder repræsenterer, i hvert fald hjemme hos os.

tidligere på dagen var Svale og jeg en tur på hovebiblioteket, for at lege lidt efter vuggeren. Det var en lille smule hyggeligt og MEGET krævende. For at være helt ærlig gik det faktisk lidt over gevind (igen). Hun fik revet et par sider ud af en bondegårds-bog i bare iver, og vi måtte pænt op at undskylde til den overbærende bibliotekar. Hun bestemte så meget over dukketeatret at de andre lidt større børn daffede over og legede med nogle andre ting.

 EfterSvale havde hevet en kæmpebamse i øjet et par minutter satte vi os over ved tegnetingene. Her fik Svale på 0,5 kylet ca. 200 farveblyanter på gulvet, som jeg, højgravid og temmelig besværet, med min kæmperøv i vejret fik samlet op under børnemøbler og bogreoler, imens jeg prustede som en flodhest og bandede som en havnearbejder. 3 sekunder efter de var samlet op fik de er nyt skub og lyden af de 200 farveblyanter der atter ramte gulvet lød som en mindre eksplosion på det stille bibliotek. Jeg kiggede forundret på mit førhen så englenuttede barn, som i gerningsøjeblikket mest af alt lignede en sindsyg djævel der frydede sig over alt den ravage hun havde lavet! oprydningen kunne begynde forfra og min tålmodighed var brugt op!

svale blev bordeaux igen da hun opdagede at grænsen var nået, og konsekvensen var at vi skulle hjem. Hun fik lirket sig ud af mit greb og kastede sig ned foran en barnevogn der næsten havde ramt hende. Ejeren af vognen begyndte at grine, det gjorde jeg også og Svale blev helt forvirret, kom op og stå og susede mod rulletrapperne i høj fart med store tykke mig i hælene. Da vi kom til christianiacyklen ville eneherskeren ikke sidde på sædet, men ligge i bunden som en udsplattet frø. Det var sådan set også OK indtil cykellås, cykelhjelm og bamse-hund pludselig røg overbords…

Alt i alt ret irriterende, men trods alt til at overskue. Selvom det er lidt belastende i situationen, er det også skide skægt at se sin lille elskede blerøv blive større og vokse sig til sin helt egen lille bestemte type. Men Put lige en baby ind i de opremsede scenarier og så er det pludselig ikke så overskueligt længere. man får lidt åndenød ved tanken, ik?

Jeg glæder mig heeeeeelt vildt meget til vi bliver 4 og jeg er MEGET spændt på hvordan Svale kommer til at tage det!

Mon hun indordner sig bare en smule? Eller går det mon i den modsatte retning? Jeg satser på den første mulighed. 

Åbent landbrug

  Idag er der åbent landbrug i hele Danmark. Det vil sige at en masse gårde slår dørene op for besøgende. Vi skal på besøg på en bondegård med køer og kalve når Svale vågner fra sin lur. Der er gang i en masse aktiviteter rundt omkring på gårdene. Man kan selvfølgelig møde dyrene, man kan komme på rundvisning i staldene, man kan lege i halm, se de store landbrugsmaskiner på tæt hold og så kan man de fleste steder få lidt godt at spise. Vi glæder os! 
Se adresser på de åbne gårde og mere info på aabentlandbrug.dk

Fra frygt til forventning

  
Igår fik jeg en mindre åbenbaring.

Vi havde nemlig besøg af Heidi Meyer som er jordmoder og hjælper os med at forberede os til fødslen af vores anden lille guldklump til November.

Jeg har været meget i tvivl om hvilken form for fødselsforberedelse jeg skulle kaste mig ud i denne her gang. Da jeg var gravid med Svale gik jeg hos APA. Det var ikke lige mig og jeg har været lidt tilbageholdende med at melde mig til noget, da jeg virkelig var i tvivl om hvad mit/vores behov egentlig var denne her gang.

Jeg var derfor meget nysgerrig efter at møde Heidi og høre mere om hvilken form for fødselsforberedelse hun kunne tilbyde. 

Igår aftes kom Heidi så på besøg hos os, efter Svale var lagt. 

Vi startede med at gennemgå Svales fødsel. Jeg fortalte om min oplevelse og Sune fortalte sin version fra sidelinien. Heidi fangede med det samme hvad der havde været gode oplevelser og hvad der havde været svært og hvilke elementer der gør at jeg som 2.gangs fødende går og frygter den første ve og en lang og hård fødsel.
 

Sune og jeg har egentlig aldrig fået talt fødslen rigtig igennem, bare os to. Vi har begge fortalt fødselsberetningen fra hver vores side igen og igen. Men vi har aldrig rigtig fået talt om hvilke følelser vi hver især havde under fødslen, hvad der gjorde os usikre og hvad der var rigtig godt. Vi var bare lettede da det var overstået og så er det først nu, når en ny fødsel lurer lige om hjørnet, at jeg kan mærke at der er en spirende frygt og nogle spøgelser der begynder at vise deres grimme ansigter. 

Pludselig husker jeg den lange strenge fødsel. Hvordan jeg ikke kunne slappe af og afspænde imellem veerne og den ene ve bare overtog den anden, kraftigere, kraftigere og kraftigere til jeg skreg efter en epidural. Alle timerne der sneglede sig afsted på fødestuen. Hvordan jeg fik ve-drop, aldrig fik presseveer og Svale ikke stod rigtigt i bækkenet. Hvordan jeg fra en anden verden af smerte accepterede et kejsersnit, imens jeg lukkede øjnene og stuen blev fyldt med assistenter, et operationsbord blev gjort klar og jeg tænkte at det hele også kunne være skide ligemeget. Hvordan fødselslægen skiftede mening og lagde en hård kop og lod mig presse alt hvad jeg kunne og hvordan Svale kom til verden. Pludselig var det hele overstået, netop som det var værst, og vi græd af glæde og ny kærlighed. 

Efterfølgende havde jeg en splittet følelse omkring fødslen. Jeg havde været sikker på at jeg var verdensmester i at føde. En sund og dejlig baby var rigtig nok kommet ud, men med en sugekop og på kanten til et kejsersnit. Jeg havde en følelse af jeg burde havde gjort det bedre og samtidig var jeg bare lykkelig for at det var overstået og jeg endelig havde Svalelil i mine arme. Men jeg var ikke verdensmester og en lille snert af skamfuld fiasko var blevet sået og er nok grunden til at jeg nu ville ønske at jeg kunne spole ultra hurtigt over den kommende fødsel, til lige der hvor den lille lysserøde klump af lykke bliver lagt op på brystkassen.

Igennem vores samtale om fødslen opsnapper Heidi som sagt lynhurtigt hvilke oplevelser og dertil hørende følelser der sidder i os begge og gør, nok især mig, nervøs for fødslen.
Det var virkelig fedt at få åbnet op for og omsider få sat ord på hvad der egentlig skete, hvad vi følte, hvornår vi var usikre på situationen, på hinanden og hvad der i det hele taget kan gøres bedre anden gang.

Vi kom frem til at Sune og jeg hver især havde følt os lidt ensomme i situationen. 

Jeg var i min egen verden af smerte og havde fået afvist Sune et par gange da han fx. ville nusse mig under en ve. Jeg var ikke i stand til at udtrykke hvad mit behov egentlig var, men jeg havde brug for ham, jeg vidste bare ikke helt hvordan og vi havde ikke fået forventningsaftstemt før. 
Sune sad på den anden side i sin verden og følte ikke han kunne gøre noget andet end at være til stede. Vores jordmoder sad mest foran computeren og sagde ikke så meget. Det var som om vi var tre mennesker i hver sin verden i et lille rum på Hvidovre Hospital den nat. 

Det lettede at få talt det hele igennem og det var dejligt at Heidi som tredje person og med sin professionelle vinkel kunne guide os igennem og få belyst vores egentlige ønsker og behov for den kommende fødsel.

Herefter talte vi om hvad det rent faktisk er der sker med kroppen og især livmoderen under en fødsel. Heidi tegner, fortæller og demonstrerer med billeder, dukker og et hjemmelavet papirbækken i glitrende pink og grønt papir, jeg er vild med det og Sune virker også overraskende interesseret.
Sune og jeg suger det hele til os, et lys går op for mig da Heidi forklarer hvorfor vejrtrækning, afspænding, fokus og den rette indstilling er så uhyre vigtigt for at få en god fødsel og langsomt kan jeg mærke hvordan jeg stille og roligt slipper forestillingen om en dramatisk, drænende og livsfarlige fødsel til fordel for tanken om den modsatte mulighed, nemlig den frie og forløsende fødsel. skuldrene falder ned på deres plads, ryggen rankes og fokus på den tidligere fødsel bliver flyttet til fokus på den kommende fødsel som potentielt kan blive en meget bedre og lysere oplevelse, med en god mental forberedelse, afspænding, fokus, med Sune som fødselshjælper og Heidis kyndige vejledning. Hun brænder for sit fag, for sine metoder og jeg synes hun er sej. Især da jeg efter hun er gået læser om hendes nylige fødsel af datteren Nova, en hjemmefødsel i vand, med både mand og unger ved sin side. Læs med her.

Heidi har som tidligere beskrevet udviklet sin helt egen smertelindrende metode. Ved vores næste møde skal Sune lære hvordan han benytter Meyer-metoden. Han glæder sig til at få nogle redskaber til at kunne hjælpe aktivt til under fødslen 🙂

2 timer flyver afsted og da Heidi går ud af døren efter at have givet både Sune og jeg et stort kram, kigger vi bare på hinanden og Smiler. Vi krammer i køkkenet og føler os som et lille sejt team der nok skal klare det hele. Vi summer lidt over vores nye viden, får talt lidt følelser og forventninger igennem og jeg føler vi er lidt stærkere end før. Det er stadig mig der skal føde vores barn, men det er trygt at gennemgå fødselsforberedelsen sammen og det er dejligt at slippe de bange tanker og blive opfyldt med nyt håb og ny energi.

Vi er blevet meget klogere, jeg er blevet en del roligere og jeg føler mig helt glad og let om hjertet. Tænk engang at jeg skulle få blod på tanden efter at skulle føde igen.