Grafisk designer og illustrator, Sofie Hannibal

hannibal1 hannibal2 hannibal3 hannibal4 hannibal5  hannibal7 hannibal8

Sofie er 33, en mega sej grafisk designer, illustrator og medstifter af det fine firma Hvass&Hannibal som jeg har fulgt siden jeg flyttede til Danmark.
Sofie bor på Indre Nørrebro med sin kæreste og den sødeste lille nye babydreng. Hurra for drenge! 🙂

Hvor gammel er din baby?

3 måneder.

Hvad hedder din baby, og hvordan kom i på det?

Han hedder Bjørn, vi synes begge det var et godt navn og besluttede det allerede inden jeg blev gravid. Heldigvis passede det også til ham da han kom ud!

Hvordan havde du det med at være gravid? 

Jeg synes for det meste at det var kedeligt. De første 3 måneder var jeg bange for at abortere, så kom der 3 måneder med en grim topmave og til sidst 3 måneder hvor man bare var tung og træt og ikke kunne passe sit tøj. Min mor blev ved med at fortælle mig at jeg skulle huske at nyde det, for man ved jo aldrig om det sker igen, men jeg var også bare meget utålmodig og glædede mig til at Bjørn kom ud. Det bedste var når jeg kunne mærke ham rumstere derinde og når han havde hikke 🙂 Det værste var at man var så immobil til sidst, kunne ikke snøre mine sko og det tog mig dobbelt så lang tid at komme op af trappen.

Hvordan gik fødslen?

Det tog længere tid og var hårdere end jeg havde forventet, mest fordi optakten var så utrolig lang og jeg blev sendt hjem første gang jeg kom på hospitalet – med en cocktail af smertestillende og beskeden at det nok skulle blive meget værre… tak for den!
Set i bakspejlet, synes jeg at det gik supergodt, da der ikke var nogen komplikationer af nogen art og jeg klarede det med en super jordmoders hjælp af få den her 4 kgs baby ud uden at jeg selv fik nogle særlige skrammer. Det bedste var da vi besluttede os for at tage hjem i stedet for barselshotel, klædte Bjørn på for første gang og jeg gik i sneglefart ned af gangen med ham på armen – og tog en taxa de 300 meter hjem. Det var virkelig hyggeligt og dejligt at have barsels-hule derhjemme.

Var du nervøs for at føde?

Ja selvfølgelig, man hører jo oftest at en fødsel er det mest smertefulde man kan forestille sig! Og fordi man kan øve sig og forberede sig men man ved bare ikke helt hvad det er at føde før man har gjort det.

Gik du til fødselsforberedelse?

Ja jeg gik til Smertefri Fødsel, synes det var en lovende titel! Kunne helt klart bruge teknikkerne, de var en slags anker midt i det hele, men jeg havde absolut ikke en smertefri fødsel.

Havde i fået af vide hvad køn det var?

Ja, da vi var til 20 ugers scanningen fik vi at vide at det var en dreng. Men der bliver stort set kun lavet drenge i min kærestes familie og da han jo bringer det afgørende kønskromosom til puljen var vi ikke så overraskede.

Trænede du under din graviditet? I så fald hvad?

Jeg gik til pilates i starten af min graviditet, og da det blev for hårdt gik jeg til noget gravid-yoga. Jeg har en hund, så gik også en del ture, indtil en måned inden fødslen hvor jeg stort set ikke kunne bevæge mig længere.

Har du nogle gode gravidforkælelses tips?

3 dage inden jeg fødte fik jeg en fødselsforberedende behandling på fødeklinikken Maya på Østerbro, der bestod af rebozo massage og akupunktur. Jeg var på det tidspunkt gået over en uge over og var nervøs for at jeg ville blive sat i gang, så var helt klar på hvad som helst for at få gang i fødslen. Rebozo massagen var bare så rar og afslappende og baby blev rystet på plads i bækkenet, så jeg vidste at han lå helt perfekt i forhold til fødslen. Ved ikke om det var behandlingen der gjorde det, men 2 dage efter gik veerne igang.

Hvordan var det at se din lille baby for første gang?

Surrealistisk! Man ved jo at der ligger en baby derinde i maven, men man forstår det nok ikke rigtigt før han er der. Fødslen var så lang og hård og pludselig var den bare ovre, fra det ene sekund til det andet, og så ligger den der lille basse helt roligt på maven og kigger på en.

Du er selvstændig, hvordan har du planlagt din barsel i forhold til det?

Jeg har barsel omkring 4-5 måneder, herefter bliver det lidt noget med at arbejde når Bjørn sover. Synes indtil videre at det er rigtig dejligt, stener rimelig meget, drikker en del kaffe, og snakker babysprog med Bjørn. Jeg tror også at jeg nyder det ekstra meget fordi den er så kort, ved ikke helt om jeg ville kunne klare en længere barsel, måske det ville blive lidt kedeligt på et tidspunkt.

Vi er kun 2 i firmaet så jeg kan ikke rigtig tage en lang barsel, så jeg skal allerede i gang i maj, hvor vi også rejser til Barcelona for at tale til  Designkonferencen OFFF. Jeg håber at jeg kan kombinere arbejde med at passe baby indtil han begynder at spise rigtig mad, så kan kæresten også tage ham nogle dage. Vi er begge selvstændige så vi kan være fleksible i forhold til arbejdstider.

Hvordan gjorde i jeres lejlighed baby klar?

Vi har faktisk ikke gjort så meget. Vi har hængt et puslebord op i køkkenet og anskaffet en lille bitte seng vi lige kunne mase ind ved siden af vores på soveværelset. Men har bagefter fundet ud af at han sover meget bedre i sin lift eller mellem os, så sengen bliver ikke brugt til andet en opbevaring af ammepude, stofbleer og brugt babytøj.

Hvad er dine ynglings børne/baby mærker / butikker?

Er mest til joggingbuks stilen, så har købt en del i H&M, uldtøj fra Joha og lidt printede bukser fra Mini Rodini. Kan også godt lide Petitesse i Møllegade, som har brugt babytøj og hvor man kan bytte det baby er vokset ud af til nye ting. Min svigermor har i øvrigt gemt alt kærestens babytøj, så det får Bjørn også på.

Hvad syntes du er et must at købe? Til dig og baby?

Til baby – Ny barnevogn fra Bugaboo, er super glad for at den bare virker når man bruger den så meget. Selvom den var dyr har jeg ikke fortrudt et sekund.
Til mig – Ammetoppe fra Carriwell, så man ikke blotter maven når man skal amme.

Hvad kan man bare låne?

Vi har arvet rigtig meget, bla en autostol, sovepose og legetøj – det fungerer fint og behøver ikke være nyt synes jeg. Generelt vil jeg anbefale kommende mødre at vente med at købe det helt store til baby ankommer – køb når behovet opstår og start med at låne, for ellers kan man hurtigt komme til at anskaffe sig alt muligt man ikke rigtig har brug for når man ikke rigtig ved hvad man har brug for… taler af erfaring!

Hvad kan man ikke leve uden de første måneder?

En mand der laver mad til en! Har heldigvis en af slagsen, som kører gourmetstilen, har aldrig spist så godt! Desværre tager han ikke rengøringen og tøjvasken også, men man kan ikke jo ikke få det hele 🙂

Hvordan får du tid til dig selv? Hvordan slapper du af?

Har ikke haft et meget stort behov for at være mig selv endnu, nyder ret meget at jeg ikke skal andet en at passe baby. Men sådan nogle helt dagligdagsting, som at gå til bageren eller gå en tur med hunden kan være et rart lille afbræk. Og så er jeg begyndt til pilates igen og løber lidt rundt i Fælledparken med mødregruppen, det er så rart at kunne bevæge sig igen!

Har du været i byen endnu? Hvor og hvordan gik det?

Ja, 2 gange og det er gået rigtig fint! Så har farmand passet derhjemme med sutteflaske og det synes jeg er rigtig godt for ham at prøve.
Vi har også haft Bjørn med på restaurant et par gange og haft gæster til middag, og det er også gået rigtig godt. Så længe der ikke er mega meget larm kan han sove igennem det meste.

Har det ændret dig at blive mor?

Ja, jeg har lige pludselig fået dobbelt så mange smilerynker 🙂

Har jeres parforhold ændret sig? Hvordan?

Der er helt klart mere fokus på Bjørn end lige at få talt sammen og dyrke tosomheden – men det er nok meget naturligt når man lige er blevet forældre, så regner med at det er noget der kommer tilbage. Men det har også styrket vores forhold, synes jeg, det er som om der opstår en større ømhed og kærlighed når man sammen har skabt sådan en lille skat. Jeg synes det var hårdere for parforholdet at få en hundehvalp!

Hvad kan du bedst lide ved at være mor?

Babysmil! Det er ren magi og går lige i belønningscentret.

TIDLIGERE SMALLTALKS:

Designer og medejer af Soft Gallery, Barbara Hvidt her.

Freelance fotojournalist, Camilla Stephan her.

Kunstrådgiver, Tania Grønvald Asbæk her.

Fotograf, Mariya Pepelanova her.

Older posts