Freelance fotojournalist, Camilla Stephan

Den første mor jeg har hørt om alt muligt til kategorien SMALLTALK er, min søde veninde som jeg har kendt længere end nogen andre; Freelance fotojournalist, Camilla Stephan, 32 år og bor på Østerbro i København med hendes dejlige kæreste Rasmus og deres første barn, den lille nye superlækre datter, Smilla.

Hvor gammel er dit barn?

9 uger.

Hvad hedder din baby?

Smilla. Det var en dag i februar, og vi havde været til 20 ugers scanning, hvor vi fik at vide, at det var en lille pige. Da vi kom ud fra Rigshospitalet sneede det, og pludselig dukkede navnet Smilla op, fra bogen Frk. Smillas fornemmelse for sne. Og vi var slet ikke i tvivl. Vi var helt enige. Navnet er en blanding af smiler og mild og er inspireret af det grønlandske ord Miillaaraq, som betyder “den lille brummende”. Min mormor var grønlænder, så vi syntes, at det var fint med et grønlandsk inspireret navn.

Hvordan havde du det med at være gravid?

Det var ret fantastisk at være gravid. Jeg havde en ukompliceret graviditet og havde slet ingen gener, så derfor kunne jeg bare nyde min krop og hygge mig med at mærke hende i min mave.

Hvad var bedst, og hvad var sværest?

Det bedste var helt klart, da hun begyndte at give liv fra sig, de små spark og når hun hikkede. Det sværeste var ikke at kunne være så mobil, som jeg plejer. Pludselig kunne jeg jo ikke ligge på maven og fotografere.

Hvordan gik fødslen?

Fødslen var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Havde drømt om en helt naturlig fødsel, og havde forestillet mig hvordan det skulle være at have veer hjemme. Men sådan skulle det ikke gå. Mit vand gik, men veerne kom ikke af sig selv, derfor fik jeg igangsættelses pille og vedrop. Så veerne startede først på hospitalet. Men selve fødslen var en kæmpe oplevelse. Smertefuld og smuk på samme tid, og min kæreste var den bedste hjælp jeg kunne ønske mig.

Hvad har du givet afkald på, efter du er blevet mor?

At tage på Roskilde Festival med min kæreste.

Trænede du under din graviditet?

Jeg har gået til yoga gennem hele min graviditet. Jeg dyrkede allerede en masse yoga inden, så det var helt naturligt for mig at fortsætte med det. Jeg prøvede mange forskellige steder. Yogini Yoga, Yoga Mudra og Senses. Jeg havde min sidste yogatime mandag og fødte torsdag. Mandagen efter tog jeg forbi yoga studiet for vise Smilla frem. Og det var helt vildt at tænke på, at sidst jeg havde været der, lå hun inde i min mave og nu var hun ude i verdenen. Desuden har jeg gået til træning hos APA og gravidsvømning og været super glad for det.

Har du nogle gode gravidforkælelses tips?

Under min graviditet var velvære for mig selv og min baby meget vigtigt for mig. Jeg prioriterede derfor at bruge penge på det, i form af sund lækker mad, massage og yoga i stedet for tøj og andre ting og sager. Har virkelig brugt få penge på materielle ting fordi jeg har arvet, lånt og købt genbrug. Mit yndlingsmassage sted var Beija Flor i Rosenborggade, og så var jeg meget glad for min maveolie fra Pai.

Hvad er en typisk dag for dig?

Smilla og jeg sover så længe vi kan og så har vi en stille og rolig formiddag hjemme, hvor vi leger og hygger. Og ofte tager vi ind på min kæreste kontorfællesskab, Kopenhagen Collective i Gothersgade. Fantastisk og privilegeret, at kunne tilbringe så meget tid sammen alle tre.

Har du nogle babyvenlige steder, butikker, cafer eller andet du fandt, mens du var på barsel?

Jeg nyder at købe babyprodukter og mad ind hos “Sund fornuft” på Classensgade. Desuden har jeg været meget glad for at shoppe i genbrugsbutikken Mødrehjælpen på Dronningens Tværgade, og så elsker jeg Cafe Det Vide Hus på Gothersgade, her laver de fantastiske juicer, hjemmebagte boller og is.

Mikkeller har lavet en øl på kun 0,3 %, som smager fantastisk. Genialt når man er gravid eller ammer og savner smagen af fest.

Hvad er din ynglingsting at lave sammen?

Synge! Udover at være fotograf er min kæreste også musiker, og han har skrevet en meget fin sang til Smilla, som han allerede sang for hende, da hun lå inde i maven, så at sidde ved klaveret og synge den sang er en klar favorit for os alle.

Hvad er den perfekte gave din baby har fået? Og dig?

Smilla har fået så mange fine ting. Stort set alle mine veninder har været ude og rejse lige omkring da Smilla blev født. Så hun har fået gaver fra hele verden, blandt andet en lilla hest fra New York, en lille buddha figur fra Bali & små espadrillos fra Frankrig. Af mine forældre fik jeg en pusletaske fra Ida Ising, og den er virkelig funktionel og praktisk og pæn. Et kæmpe hit, for aldrig skal jeg bekymre mig over, hvor jeg skal skifte Smilla.

Hvordan får du tid til dig selv?

Når Smilla sover eller leger med sin far, har jeg tid til mig selv.

Hvordan slapper du af?

Trækker vejret dybt.

Har det ændret dig at blive mor?

Jeg er blevet super effektiv. Før i tiden kunne opvasken godt stå et par dage, nu bliver den klaret så hurtigt så muligt. Det samme gælder oprydning og tøjvask. Desuden har jeg meget lettere til tårer nu. Kan jo græde bare af at kigge på Smilla.

Har jeres parforhold ændret sig? Hvordan?

Det er klart at parforholdet ændrer sig, fordi man jo nu er tre og der er flere praktiske ting, der skal være styr på. Men vi gør vores bedste for at bevare os selv og stille og roligt introducere Smilla til vores liv, frem for at ændre alt rundt om hende. Jeg tror, at et par glade forældre skaber en glad og harmonisk baby. Og så har vi fået en helt ny dimension af respekt for hinanden efter at have været igennem en fødsel.

Hvad kan du bedst lide ved at være mor?

At jeg og min kæreste sammen har skabt det ultimative og mest unikke værk i vores liv i form af et lille menneske.

 

SMALL TALK

Jeg har super seje forældre, som fik os to søde børn:-) De har derfor inspireret mig til en gang om måneden at spørge seje mødre eller fædre, som jeg er vild med, om livet med baby/børn i alle aldre under kategorien SMALL TALK.

Jeg skal høre om alt fra valg af navn, søvnløse nætter, post baby-krop,  tips og tricks til selvforkælelse og de bedste ferie, spise – og legesteder i børnevenlig øjenhøjde i Danmark og i ude i den store verden. Men også noget om hvordan man er kærester igen og hvordan livet kan hænge sammen med et barn:-)

Den første jeg small talk’er med er den superdygtige København-baserede fotograf Camilla Stephan, om hendes kun ni uger gamle baby Smilla.

Kommer på søndag…stay tuned….

Older posts