Stjæler man fra nogen, når man tager tid til sig selv?

Jeg er mor til to børn på 3 og 5 år og har en dejlig mand. Jeg er velsignet med skønne søskende, vidunderlige venskaber, søde kollegaer og en dejlig svigerfamilie. Mine forældre er desværre fløjet til himmels, men med dem var jeg også heldig. Alt det siger jeg ikke for at lyde frelst, men fordi det er vigtigt, at jeg godt ved, at jeg er heldig. Det er ikke alle, der har masser af mennesker, de gerne vil være sammen med, og det er heller ikke alle, der er så heldige at have børn eller mand osv. Jeg er glad, for det jeg har! Og jeg øver mig i dagligt at huske at være taknemmelig for et eller andet.

Nogen gange føles det bare som om, jeg har et regnskab, der konstant er i minus, når det gælder tid nok. Der er aldrig tid nok. Tid til børn, tid til mand, tid til venner, tid til familie, tid til arbejde og sociale arrangementer med kollegaer, tid til oprydning og rengøring, tid til tøjvask, tid til…(fyld selv ind) og sidst men ikke mindst tid til MIG. Jeg kommer ofte sidst, når jeg skal fordele timer i hverdagen. Det er ikke noget, jeg tænker særlig meget over, det er bare hurtigt, sådan det bliver. Det er som om, det er mere i orden at bruge tid på opgaver og andre mennesker end på mig selv. Som om det er lidt forbudt at sige, at jeg gerne vil være alene, eller at jeg har brug for mig-tid. Det føles lidt som om jeg stjæler tiden fra nogle andre (særligt mine børn), når jeg giver den til mig selv, som om min tid egentlig ikke rigtigt er min egen.

Problemet er ikke at bruge tid med eller andre. Det er jo noget af det bedste jeg ved. Problemet opstår når jeg har brugt AL min tid med/på andre og på opgaver, og der så kun er sovetid tilbage (hvor jeg ikke kan være sikker på at være helt i fred heller). Så kan jeg til sidst slet ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke min krop, eller hvad der gør mig glad. Jeg kan ikke mærke taknemmeligheden og glæden ved det privilegerede liv jeg lever. Jeg kan kun mærke stress og knuder i maven, og at jeg bliver en kortluntet monster-kone-mor.

Når monster-kone-mor bliver lukket ud ved jeg, at jeg har taget den for langt. Så er jeg gået over min egen grænse og har glemt mig selv. Så er det tid til at stoppe op og tage noget tid til mig selv. Det behøver ikke være så meget. En gåtur alene, en tur i klatrehallen, en lang hudplejerutine bag låst dør, et karbad, hvad som helst. Bare det er noget, som jeg kun gør for min egen skyld. Bagefter er monster-kone-mor væk og jeg kan næsten ikke huske, hvorfor hun kom på besøg. Til gengæld kan jeg pludselig mærke igen, hvad der gør mig glad…

Det ideelle ville være forebyggelses mig-tid, så kunne monster-kone-mor og sure-Ida måske tage på en meget lang ferie. Jeg øver mig på det, men Rom blev ikke bygget på en dag. Det er stadig langt fra altid, at jeg opdager behovet før det er for sent, og når jeg gør, skal jeg overvinde den dårlige samvittighed,som gerne vil bilde mig ind, at jeg er en værre tyveknægt, der stjæler tid fra børn, ægtefæller, vasketøj, opvask, arbejde – you name it. Så øver jeg mig på at holde fast i: at jeg godt må have mig-tid, at al tid i mit liv er MIN TID – og man kan jo ikke stjæle noget, som allerede er ens eget. Kan man vel?

Husker du at bruge tid på dig selv?

 

Løb for livet

Der er mange måder at deale med sorgen på, især når den er aller værst.
For mig handler det om at finde en måde hvorpå jeg kan holde ud at være i den. Jeg har fundet en måde der hjælper når det gør aller mest ondt – når det gør så ondt at jeg næsten ikke kan være til. Løsningen er løb.

Min søster Mia snørrede sine løbesko allerede dagen efter vores fars død, hvilket jeg virkelig beundrede hende. Jeg kunne ikke med det samme, men stærkt inspireret af hende, har jeg taget løbet til mig og det er sideløbende med samtaler hos krisepsykologen blevet en slags terapi for mig.

De første dage efter ulykken var jeg i chok. Jeg kunne ingen – og jeg mener ingenting. Sune og ungerne rejste efter et par dage videre på sommerferie hos min svigermor og svigerfar, som planlagt, mens jeg var nød til at tage et fly hjem. Intet hang sammen og jeg kunne umuligt blive i det land hvor alt stank af død. Hjemme i Danmark passede min mor og Rikke (min søster på min mors side) på mig. Et par dage efter jeg var kommet hjem stod vi, jeg ved ikke hvordan de havde fået mig overtalt, i det lokale pizzeria og bestilte en pizza. Min mor og Rikke stod og spiste slikkepinde og havde en samtale om nogle skulpturer de syntes var smukke og sjove, som var udstillet i en have ved siden af. De grinede. Jeg kan huske hvordan vreden blussede op i mig, hvordan kunne de spise åndsvage slikkepinde og synes at noget var sjovt? og smukt? Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig  stak jeg af. Jeg løb alt hvad jeg kunne. De råbte efter mig, men jeg kunne ikke svare, jeg havde kun en tanke og det var at løbe væk – langt langt væk. Jeg løb så det gjorde ondt, så jeg var våd af sved. Jeg løb som jeg aldrig har løbet før. Jeg løb ikke væk, jeg løb bare hjem. Da min mor og Rikke kom hjem sad jeg helt svedig på gulvet og aede vores kat og havde for første gang efter ulykken, en lille følelse af fred.

Siden den dag begyndte jeg at løbe. Det føltes ikke som om jeg løb af egen fri vilje. Det var ikke en beslutning jeg kunne tage. Jeg løb når jeg lige pludselig ikke kunne klare at være i live, når jeg følte at byrden blev så tung at den nærmede sig det ubærlig. Efter jeg havde hulket, skreget i puden, sparket madrassen og knaldet hovedet ind i væggen, rejste jeg mig op, snørrede løbeskoene og løb. Løb for livet.

Løbet blev en håndgribelig måde at hjælpe mig på. Sune havde forgæves prøvet alle mulige strategier, men han kunne ikke rigtig nå ind til mig. I stedet begyndte han at komme ind med en bunke løbetøj og mine gamle løbesko. Hver gang han gjorde det, syntes jeg han var lidt irriterende og kunne ikke forstå hvordan han nogensinde troede at jeg kunne stå på mine ben…..Men det kunne jeg. For før eller siden, når jeg havde kigget på bunken af løbetøj længe nok, stod jeg pludselig op, tog det på og så stak jeg af i fuld sprint. I ugerne efter kom posten med et par barefoot løbesko og et par trailløbesko i neonfarver. Det var Sune der havde fundet sin helt egen måde at nå mig på, støtte mig på og vise sin omsorg. Så kærligt!

Jeg løb ikke for at være sund eller for velvære. Jeg løb fordi det gjorde ondt. Jeg løb til benene værkede, lungerne hvæsede og til jeg næsten kollapsede. Jeg kunne ikke forstå hvordan det indre kunne gøre så ondt og være så meget i krise og jeg rent kropsligt fungerede. Jeg havde brug for en ydre smerte, jeg havde brug for at det også skulle gøre ondt fysisk . Det føltes mere rigtigt. Smerten var god for mig, udmattelsen var god og det gav mig styrke at jeg i mit løb kunne mærke mig selv, mærke at jeg kæmpede at jeg levede

I bund og grund havde jeg en fornemmelse af at jeg i bogstaveligste forstand, løb for livet – at jeg ville gå til hvis jeg ikke gjorde det….

I starten græd jeg hele vejen og gispede “far, far, far” hver gang min fod ramte jorden.  Senere holdt jeg min mund til jeg nåede til skoven, hvor jeg skreg af mine lungers fuld kraft. Nu nøjes jeg med at fælde et par tårer mens jeg kigger op på himmelen. Jeg taler altid lidt med min far imens jeg løber og håber at han kan se hvad jeg kan: ” Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt” er jeg beyndt at messe i stedet for at kalde på ham. Jeg ved at han ville hade at se mig ligge i sengen og lade sorgen æde mig op og han ville elske at se mig tonse afsted igennem naturen. Igennem det høje græs på engen, forbi køerne, der nogle gange får et klap og i fuld spring igennem skoven, skoven han selv legede i som barn.

Lige nu er der lidt stilstand i løbet. Jeg tror det er fordi jeg langsomt får det bedre og ikke på samme måde har brug for smerten. Nu skal jeg finde en anden motivation til at løbe. Den er jo meget enkel og lidt mere rar: sundhed, velvære, den smukke natur og den indre ro der udløses efter en god løbetur!

I næste uge tager vi op til min fars hus i Sverige med resten af familien. Vi skal sænke hans urne i jorden, men vi skal også hygge os og holde lidt ferie sammen, alle os søskende og vores mænd og børn. Jeg vil vædde med at Mia inviterer mig på en løbetur, så jeg må hellere finde løbeskoene frem og komme igang igen, så jeg kan følge med…

 

Kram L

 

Læbepleje

Nu bliver det koldere og luftfugtigheden falder, så bliver mine læber hurtigt mega tørre og jeg får sådan nogle irriterende tørre flapper på dem – lækkert… Jeg har fundet ud af, at hvis jeg bruger en peeling til læberne et par gange om ugen, et tykt lag læbepomade om natten og en læbepomade om dagen, der er tilpas klistret så bliber mine læber ikke nær så tørre og skallede. Tilpas klistret vil for mig sige en læbepomade der er så klistret, at jeg ikke har lyst til at slikke mig om læberne, men uden at være så klistret at mit hår klistrer til mine læber, når det blæser!

Lige for tiden bruger jeg Nutri Moist Lip Conditioner fra danske Xellence (købes her) som er Allergy Certified, jeg tror det er den bedste læbepomade, jeg nogensinde har haft, men den er ikke klistret nok til dagbrug for tiden. Om dagen er jeg helt vild med Lip Balm fra danske Ecooking (købes her) og jeg bruger også deres læbe peeling for tiden som er lavet på sukker – så den smager også lidt godt hvis man får den i munden. Begge er økologiske.

Hvad gør du for at passe på dine læber når det bliver koldt?

 

 

Jeg er ikke ekspert, dermatolog eller kosmetolog. Jeg deler viden, som jeg har læst mig til, og erfaringer jeg har gjort. Alles hud er forskellig, hvad virker for mig vil måske ikke virke for dig. Alle spørgsmål, rettelser og kommentarer er velkomne, jeg elsker at lære noget nyt! Følg eventuelt også med på Instagram på “Theskinsideofme” hvis du er til masser af billeder og meninger om hudpleje og makeup.

Hvordan kan det være hverdag når verden er forandret?

Det er ikke til at begribe at hverdagen skal gå videre efter alt hvad der er sket. Men det skal den jo og det er helt klart også det min far havde ønsket. Han ville ønske vi skulle have det godt, komme på arbejde i en fart og få vores hverdag op at køre. Jeg er tilbage på arbejde og har været det i 5 uger. Jeg havde sommerferie 3 uger efter ulykken og derefter var jeg sygemeldt i 2 uger. Lige da jeg startede på arbejde igen var jeg meget skrøbelig, jeg var ude i køkkenet for at græde mellem mine konsultationer og i hele frokostpausen. Nu er jeg nede på at hyle en gang eller to i løbet af min arbejdsdag og på turen til og fra arbejde. Hurra for vandfast mascara!

Morgenerne er svære. Sorgen rammer 3 sekunder efter jeg vågner. De 3 sekunder er de bedste på dagen. 3 sekunder hvor jeg ikke er bevidst om hverken ulykke eller død. Så kommer jeg i tanke om det og verden føles atter forkert. Klokken er som oftest 5 når jeg vågner, nogle dage nærmere 4 og det er umuligt at falde i søvn igen. Jeg fælder et par tårer og knuger dynen, så stryger jeg Svales hår i mørket og tænker over hvor levende hun er, hvor levende vi alle sammen er. Lastbilen kunne have mistet herredømmet 2 sekunder efter min far var passeret og en anden familie var blevet knust. Han kunne også have mistet det 2 sekunder før, så havde lastbilen ramt os. Men det gjorde han ikke, han mistede det i det sekund den passerede min fars lille bil…. Det er så uhyggeligt at livet er så tilfældigt.

Når jeg er færdig med at græde, samler jeg alt styrke i hele verden og står op og smører madpakker. Hiver mig ud i et bad (de dage det er strengt nødvendigt), finder gerne tøjet fra igår på gulvet og tager det på. Idag har jeg haft det samme på i 5 dage – minus underbukser, undertrøje og sokker… lækkert! Lidt efter cykler jeg mod stationen for at tage på arbejde. Jeg hyler hele vejen til toget og nogle gange også lidt i løbet af turen. Men når jeg rammer Sankt hans torv, hvor jeg arbejder som sygeplejerske i en lægepraksis, tørrer jeg tårerne væk, ranker ryggen og træder ind af døren som om alting er normalt. For det er det jo også i andre menneskers verden. Eller måske er det ikke? Vi er jo ikke gennemsigtige og vi aner ikke hvad vores medmennesker går og bærer på. Men for de fleste er dagene nok som de er flest. Hvilket jo er rigtig godt!

På arbejdet er der travlt. Så travlt at jeg ikke når at tænke så meget over alt det grimme. Ind i mellem kan det virke så forkert at sidde der og hjælpe folk med deres små-skavanker, andre gange er det befriende at de små-skavanker også findes, for i patientens verden er det eksem måske deres største problem- og det er jo godt nok. Jeg har heldigvis et meget taknemmeligt job. De fleste smiler og siger tak når de går ud af min dør og er glade for den hjælp de har fået. Det giver så meget mening og hver dag føler jeg mig værdsat og føler at jeg gør en lille forskel.

Jeg har mange gange tvivlet på mit valg i forhold til at blive sygeplejerske. Jeg har til tider ønsket at jeg havde valgt anderledes. At jeg havde valgt et erhverv hvor jeg tjente lidt mere eller at jeg havde valgt en kreativ vej, hvilket jeg i sin tid også drømte om. Men efter ulykken, hvor jeg har set hvor stor en forskel dygtige, hjertevarme og tålmodige sygeplejersker har gjort, ved jeg at der ikke er noget andet der vil give mening for mig. Jeg hjælper andre som har brug for det – også igennem gode stunder som fx. graviditet.

Når det er sagt, rammer jeg altid et par gange i løbet af min arbejdsdag hvor jeg synes det er helt ved siden af, at jeg ikke er sygemeldt. At jeg sidder og hjælper andre mennesker med at blive hele, når jeg selv er gået helt i stykker. Men så minder jeg mig selv om at sorg ikke er en sygdom og tænker på hvad jeg mon ville lave hvis jeg ikke var på arbejde. Så ville jeg højst sandsynligt ligge hjemme på sofaen og hyle hele dagen – og det nytter jo heller ikke noget!

Vi er ved at få en eller anden form for hverdag igen. Den er bare hård! Hver dag vinder jeg en lille kamp når jeg igen kommer ud af døren, kommer igennem arbejdsdagen og kommer hjem igen. Jeg er godt nok smadret men jeg gør alt for at samle et lille overskud, for børnene skal jo også have lidt af deres mor. Min nye sengetid er nu om dage imellem kl 20 og 21, på det tidspunkt er der simpelthen fuldstændig udsolgt på alle hylder. Desuden er natten altid led, jeg er plaget af mareridt og jeg har det, efter ulykken, med at skulle ind og tjekke om Wilder trækker vejret et par gange i løbet af en nat. Så ligger jeg og hører en podcast, gerne en stille og rolig en uden for meget død og ødelæggelse, imens det føles så velfortjent at ligge under dynen igen.

Kram L