Vi smutter….

FullSizeRender-27

jæj. Vi har sommerferie. Svale har haft sidste dag i vugger, Sune har haft sidste dag på arbejde og i morgen tager vi sgu en flyvemaskine til Mallorca.

Jeg glæder mig helt vildt!

Jeg har så meget ferie på hjernen at jeg har været helt glad i låget. selv bjerget af vasketøj har været en fryd at ordne. Svale glæder sig også helt vildt, jeg tænker lidt om hun overhovedet ved hvad ferie er? Hun har suset rundt med et fedtet postkort af en citronlund og et rustikt spansk hus, jeg sendte til Sune da jeg var på Mallorca for tre år siden. Hun glæder sig til at se alle citronerne (vi skal bo på en citronplantage) og hun glæder sig til at bade i poolen!

Idag har vi købt de sidste ting, shorts, sommerkjoler, solcreme, babysolbriller og sidst men ikke mindst har Svale rippet Arnold Busck for Pixibøger (På billedet er hun på vej hjem med sin kostbare høst).

Jeg glæder mig mest til ro, at være sammen med min familie. Min søster og hendes lille klan og min far og hans afrikanske kone. vi skal bare nyde, drikke cappuccino på de smukke torve, slikke sol, lege i citronlunden og så skal vi helt klart også til smukke Palma og shoppe lidt.

Mallorca – here we come!

   

Uden Vilfred

Vilfred er taget på ferie hos sin mormor og morfar i Brighton. Han bliver hentet af Morten og så kommer de hjem i morgen. Det er et utrolig tomrum han efterlader. Her er stille og roligt, og ingen skændtes. (Han tog afsted i onsdags). Der er ingen stress omkring spisetider. Vi går tur om aftenen, Hilma får mad med dejlig udsigt over søerne, det kan man ikke når der er en treårig der skal ligge i sin seng kl.19! 

Det er helt utrolig hvor meget forskel det gør at der kun er et barn hjemme.  

Vi har facetimet med Vilfred, som næsten har for travlt til at snakke med os, fordi han har fået lov at købe et par ting i Lego butikken. Vi glæder os til at se ham igen

   

Piger har tre huller ik mummy?


Standard snak herhjemme for tiden;

V: ‘Alstå er det rigtigt at Ellen og August er søskende?’

Mig: ‘Ja, og hvad er de mere?

V: ‘De er tvillinger’

Mig: ‘De lå inde i maven sammen’

V: ‘Ej hvor hyggeligt!’

Mig: ‘Ved du hvem blev født først?’

V: ‘Magne siger piger har tre huller’

Mig: ‘Ok’

V: ‘Er det rigtig at piger har tre huller?’

Mig: ‘Tja’

Stilhed på bloggen og skrigeballon i hytten

FullSizeRender-26

GAAAAAAAB. Klar til en lur her kl. 6.45. Det er da klart når man har skreget natten lang.

Det står sgu lidt sløjt til med det her bloggeri. For mit vedkommende er årsagen søvnmangel. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. De første 5 måneder har jeg kørt på hormoner og det har faktisk ikke været så slemt. Heller ikke selvom Wilder bedst kan lide at sove 20-45 minutter ad gangen.

Nu hvor han er 7 måneder, er vi til gengæld der, hvor søvnmanglen virkelig begynder at sparke røv.

Jeg er en B-version af mig. Det betyder at jeg er uoplagt, glemsom og knotten. Ja, og så har jeg også mistet min humor og en god bid af min selvironi! Jeg kan blive ked af det hvis Sune laver sjov med mit udseende, noget jeg har sagt eller bare stikker lidt til mig. Jeg er sgu ikke en fest at være i nærheden af!

Jeg er også blevet mor-typen hvor mit barns rytme er alfa omega. Jeg har sgu altid haft svært ved at forstå dem som planlagde alt efter deres børns lure, spisemønster og daglige rutiner. Men nu forstår jeg det SÅ godt! God dagsrytme, giver hvor end alt er, en bedre natterytme. Jeg er nu den nederen type som simpelthen er begyndt at sige nej-tak til aftaler der laver rod i Wilders dagligdag, for det kan simpelthen ikke betale sig. Det giver 99 procent sikkert en bøvlet nat hvor han vågner hvert 20. minut og klynker i flere timer i træk. Og det kan jeg simpelthen ikke.

Jeg har altid rynket på næsen af den type røvsyge og skide-sure kvinder, som jeg nu selv har forvandlet mig til. Hvis der var nogen, der for bare tre år siden, havde fortalt mig at jeg selv ville begynde at ligne den type kvinde, havde jeg helt sikkert grinet hånligt. Dengang havde jeg travlt med at se godt ud, gå i byen, drikke kaffe på cafe og ytre mine umodne holdninger om ditten og datten og jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor kvinder skulle blive sådan nogle modbydelige mokker bare fordi de havde smuttet en baby ud.

Nu ved jeg godt hvorfor!  De stakkels kvinder, de var sgu trætte og de havde udsolgt på overskud. Desuden havde de et kæmpe ansvar, nemlig en lille vigtig familie der skulle have det godt på trods af krisetilstanden. Jeg kan huske at jeg synes samtalen med den trætte mor-type var noget af det kedeligste. Jeg synes det var en del vigtigere at tale om hvor mange shots jeg havde drukket aftenen før i kødbyen, eller min nye  virkelig fede vinterjakke fra acne med lyserødt for.

Nu prøver jeg på egen krop hvordan DET føles! Nu ved jeg at man bliver en slap kopi af sig selv og et meget lille menneske af aldrig at få lov at sove mere end 45 minutter ad gangen. byture og mode ligger meget langt væk. søvn og min lille familie er det eneste der tæller. Som tidligere nævnt, skide tør type!

Men heldigvis bliver man jo sig selv igen. Det så jeg efter Svale begyndte at sove. Der blev jeg ret frisk, lidt flot og skide sjov igen, så mon ikke det hele venter lige om hjørnet? Eller om et års tid? Eller 2? Jeg beder til det bliver i morgen!

Til 50 års fødselsdag


Louise og jeg var til min tantes 50 års fødselsdag i går. Det var simpelthen den hyggeligste dag. Vi blev kørt til restaurant i hestevogn. Det har jeg ikke prøvet før!

Charlotte havde inviteret til pigedag, og vi mødte alle hende skønne veninder. Jeg håber at jeg er lige så sej som Charlotte når jeg skal fejre min 50 års, og at jeg har lige så mange seje veninder.

   

sammenbrud i offentlighed x 2

13423775_10154197008362278_3288914507179864309_n

Forleden dag i sommerhuset kommer Svale rank og stolt ind til mig i stuen. Hun rækker mig en sjaskvåd telefon og siger lige så sødt “Mig har vasket din telefon, nu meget ren, Mor!” Ja, det må man sgu nok sige, og meget død.

Jeg skyndte mig at smække den i en pose ris, hvilket har reddet den før, men efter 3 døgn er den fortsat fuldstændig livløs.

Jeg er rivende ligeglad med telefonen, og Svale fik ikke det der lignede skæld ud. Men ALLE mine billeder fra da Wilder blev født og frem til nu, lå på den telefon. KUN PÅ DEN TELEFON. For helvede mand, gid jeg havde været tjekket og gemt dem på computeren, i det mindste billederne fra hans første tid!

Med et lille bitte håb om at tele-butikken kunne redde mig, gik jeg derned for at aflevere min telefon.

Da jeg endelig blev kaldt op til skranken og forklarede min situation, sagde den stressede teknik-dude, i et lettere irriteret toneleje, at det på INGEN måde kunne lade sig gøre at få de billeder igen.

Og så skete det. Først fik jeg tårer i øjnene. Så løb de ned af kinderne. Og så begyndte jeg at hulke, på den der måde hvor skuldrene hopper op og ned og man skal koncentrere sig for at få vejret. Jeg kiggede på teknik-duden igennem tårerne og kunne se at han kiggede væk og havde en mund så stram som en frø. Det var ubehageligt for os begge to.

“Har du selv børn?” fik jeg kvækket. “Ej, undskyld, det rager ikke mig.. og undskyld… jeg står bare her og tuder…og det er slet ikke din skyld… jeg blev bare pisse ked af det.. det er jo billeder fra min søn var helt spæd….og jeg havde sådan håbet du kunne trylle………..ej for fanden, UNDSKYLD!”

Jeg tog mig sammen. Tog en dyb indånding, rankede ryggen, tørrede min sorte mascara, der havde spredt sig ud over hele mit ansigt, af i ærmet på min lyse silkejakke.  Jeg følte mig pludselig ret goofy. Jeg havde lige glemt at der  sad 10-15 stille mennesker bag mig og ventede på det blev deres tur.

Jeg smilede lidt forlegent og det gjorde teknik-dude også. Han havde for længst gemt den irriterede tone væk og talte stille og roligt som om han havde alverdens tid. Vi ordnede det formelle. Jeg undskyldte igen og skulle til at gå, da han sagde: “Minderne har du altid herinde”, han dunkede sig på brystkassen, der hvor hjertet sidder. “Herinde” sagde jeg, og bankede mig også på brystkassen og smilede oprigtigt.  Jeg vendte mig og gik imens jeg prøvede at ignorere publikum.

SUK. Det var lidt pinligt og på en måde var jeg også en lille smule lettet, som man er når man lige har haft en tudetur. Det er ærgerligt med de billeder, men der er jo ikke noget at gøre ved det og heldigvis er jeg jo ikke den eneste der har taget billeder af lillen.

Jeg mødte Sune på vej hjem. “Jeg har lige tudet i 3 butikken, skat” sagde jeg. Han smilede til mig, lagde armen om min skulder og sagde “Nååårh skat, det er sødt”…..

Senere på dagen var jeg lige ved at lave samme nummer over for manden i borgerservice, da han sagde at Sune ikke havde udfyldt den seddel der gav mig fuldmagt til at lave pas til Svale korrekt. Wilder skreg og vred sig i bæreselen og Svale trampede rundt med chokolade-overskæg og sang “se min kjole den er blå som tissekone” i et meget skingert tonefald. Vi havde ventet i 35 minutter og vi var alle tre trætte efter en lang, varm dag. Borger-service manden så straks desperationen og tårerne der vældede op i mine øjne da jeg forklarede at vi skulle rejse om små to uger. Han blinkede et par gange, meget hurtigt efter hinanden, og så forbarmede han sig og udstedte et pas. PUHA!

Hold nu fest. Søvnmangel og hormoner hænger bare ikke sammen med tilspidsede situationer. Aldrig har jeg haft så let til tårer som jeg har i disse dage. Der er ikke langt fra grin til gråd og makeuppen sidder halvdelen af tiden på den forkerte side af øjet… Så pas på derude, tudemarie er i byen igen!

 

Folkeskole eller Privatskole?

image1-21

Kender i det der hvor man føler sig som lidt af en lort, fordi man ikke er helt lige så meget på forkant som andre forældre?

Jeg har følt mig som en lort over at jeg endnu ikke har skrevet Svale og Wilder op til nogle skoler.

Hvorfor egentlig det?

Jo, i min omgangskreds har stort set ALLE skrevet deres børn op til diverse privatskoler. Hver gang snakken falder på emnet, får jeg lidt sved på panden og jeg begynder at føle mig brun, lunken og lugtende.

Men jeg synes ærlig talt at det er grotesk at skulle tage stilling til skoler, når mit ene barn just er født og den anden slår sine folder i vuggestuen. Men det bliver man nød til, hvis man vil være med, for det her skole-ræs, er en disciplin hvor man skal være hurtigere end Kipketer for at få en plads! På de populære skoler som fx. Bernadotte og Ingrid Jespersen, skal du skrive dit barn op i det sekund navlestrengen klippes, ellers kan du godt skyde en hvid pil efter en plads i børnehaveklassen.

Vildt nok ik’?

Jeg ved ikke engang om jeg ønsker at mine børn skal gå på privatskole. Jeg synes faktisk at folkeskolen kan rigtig meget og er egentlig af den overbevisning at den skal prøves af først. Den eneste hage er, at jeg synes folkeskolen har vokset sig lidt for stor. Jeg kan godt føle mig en smule skræmt når jeg forstiller mig at aflevere mine små myrer på kæmpe-skoler med fire spor og klasser der er fyldte til bristepunktet! Så er der selvfølgelig også økonomien i det, jeg synes at det er mange penge, når man tænker på at vi i forvejen betaler til folkeskolen igennem vores skat.

Men hvad hvis Wilder vokser op og bliver typen der har brug for ro? Eller Svale ikke falder til i sin klasse? Så synes jeg alligevel at det er trygt at have en anden mulighed i baghånden.

Som alternativ til folkeskolen kan jeg godt lide lilleskole-tanken. Jeg har undersøgt vidt og bredt og forhørt mig hos venner og bekendte, som har anbefalet Øbro Fri Skole. Idag har jeg haft en lang og hyggelig telefon-sludder med den søde sekretær  på Øbro Fri Skole og nu er begge ungerne sgu skrevet op. Der er selvfølgelig ingen garanti for at de får plads, men sekretæren lød optimistisk.

Det føles faktisk rart. Ikke fordi det er et must at have sit barn skrevet op på en privatskole for at være en god forældre, det er mere ideen om at jeg endelig har taget stilling til en vigtig del af mine børns fremtid og at de får muligheden for at vælge mellem folkeskolen og lilleskolen. Det gør mig glad, let og jeg føler mig som lidt mindre af en lort nu.

 

 

   

Hold i ryggen, brækket tå og slut med barsel!?

13234706_10153495958901363_565585318_o

 Jeg er fuldstændig færdig i min krop! Min kæreste har ligget med hold i ryggen siden lørdag aften! Det betyder at jeg har serviceret tre mennesker i døgndrift. Hold kæft hvor er jeg træt.

Men ikke sådan træt hvor man lige kan tage en lur og blive frisk, nej sådan helt inden i. Batteriet trænger til opladning. Kender i det?

I søndags tog børnene og jeg til svigerfamiliens årlige pinsefrokost, hvor jeg lige skulle gøre æg og rejer klar til 35 mennesker. Alene. Plus slæbe to børn og mad med metroen. Alene. Jeg må indrømme at maden herhjemme efterfølgende har stået på pinsefrokostens rester, som min søde svigermor stak mig med hjem, frysepizza og andre færdige salater fra Fakta.

I onsdags startede dagen med at Vilfred faldt (heldigvis nærmest rullede) ned af trapperne på vej i børnehave og mit hjerte sprang et slag over. Han klarede han selvfølgelig turen uden en skræmme, bedre end mig, som stadig er i mildere chok.

Torsdag røg klip klappen sgu også! Lige ude foran børnehaven, så jeg måtte humpe op og hente Vilfred, og derefter humpede jeg hjem på en fod hjem af strøget. Det er sådan et tidspunkt hvor man ville ønske man boede alle andre steder end midt i byen. Selv Vilfred så bekymret ud efter jeg havde slæbt ham direkte in i sneaker butikken Size som ligger i samme bygning som børnehaven. Jeg hørte på alle former for ‘klipklappere’, som den smarte, unge, meget langsomme fyr, aldrig skaffede i min størrelse.

I dag er det lørdag, og jeg måtte aflyse en voksendate med nogen af vores bedste venner, fordi Morten stadig ikke kan så meget, og han skal altså på barsel fra på mandag!

Denne uge må bare gerne slutte! Og så alligevel ikke, for det er jo min sidste barselsuge. Hvordan skal livet dog se ud herefter. Og hvorfor går tiden så utrolig hurtigt?

 

 

Sådan bor man 2 voksne og 2 børn på 65 kvm.

FullSizeRender-22FullSizeRender-25 FullSizeRender-23

Først var vi to, så blev vi til tre og nu er vi 4 og vi har ikke planer om at flytte i nærmeste fremtid. Vi har det simpelthen for godt, også selvom det er trængt med pladsen. Vi elsker byen og vores lille lyse lejlighed. Vi bor skide hamrende billigt, vi har en dejlig tagterasse og så har vi mine forældre og Sandra, Morten, Vilfred og Hilma inden for 5 minutters gå-afstand.

Men hvordan bor man i praksis 4 mennesker på 65 kvm?

Hemmeligheden ved at bo så småt er ganske simpel.

*For det første er vores 65 kvm delt godt op. Vi har to mikroskopiske værelser og et “stort” køkken-alrum, en gang og et pænt stort badeværelse.

* Oprydning. Vi rydder op flere gange om dagen. Der skal ikke så meget til for at se ultra rodet ud, når pladsen er træng. Hvis der ligger et par jakker, morgenmaden ikke er ryddet op og my little pony har været på visit i køkken-alrummet ligner der noget der er løgn.

* Farvel til nips og pyntegenstande. Næsten alt hjemme hos os har en funktion, vi har simpelthen ikke plads til hyggeligt bolig-lir og vores lejlighed ligner straks et fastelavnsris hver gang jeg alligevel prøver at snige noget ind.

* Kunst. Istedet har vi kunst på væggene, det fylder ikke i rummet.

*Lethed skaber vi ved at hænge skabe og reoler op (altså ikke klædeskabe). Det giver luft og så er det nemmere at støvsuge.

*Opbevaring. Vores primære opbevaring af tøj, ting og sager er på vores lille soveværelse på ca. 10 kvm. Der har vi skabe  på hele den ene væg. De går helt op til loftet og de er kun 35 cm. dybe, så de tager næsten intet plads. De er fra IKEA og er skide geniale.

*Svales værelse er mikroskopisk, ca. 7 kvm. Hun har en halvhøj seng med hule/legetøj under. Det er også her Wilders seng skal stå, når han engang er klar. Siden kan senges bygges til en rigtig køjeseng. Svale leger faktisk rigtig meget på sit værelse og hygger sig på sine få kvadratmeter.

*Maskiner. Vi har ikke plads til stakke af tøj og beskidt service. Det ser klamt ud så snart der står to tallerkner og en havregrødskål. Derfor kører alle vores maskiner dagligt. Opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler, de sidste to har vi gudskelov plads til at have på vores badeværelse.

*Sidst men ikke mindst er vi blevet rigtig gode til at begrænse os, til at smide ud og til at tænke os om en ekstra gang, før vi køber noget nyt. Det gælder både os selv og børnene. Vi har simpelthen ikke plads til nyt med mindre vi skiller os af med noget vi har i forvejen.

 

Det fedeste ved at bo småt er at vi altid er sammen. Der er aldrig nogle der sidder inde i deres “eget” rum og dimser den. Vi er hele tiden lige i nærheden af hinanden og det tror jeg på også gør os tætte som familie. Med tiden er drømmen at finde noget der er en smule større, men lige nu er vi mere end tilfredse, med lille lejlighed i byen og lille sommerhus på landet, i hvert fald så længe børnene er glade for at dele værelse. vi er nogle heldige skiderikker os 4.

Der er et nyt barn i byen!

13230921_10153485685211363_1348216815_o 13224223_10153485685331363_1759856808_o

Hilma er ved at blive stor. Hun spiser stadig sand, men griner højlydt når hun gynger, hun kigger efter alle børn, taler hele tiden, spiser masser mad, kravler derudaf og har fået vuggestueplads!

Jeg troede ikke min egne øjne da jeg fik digital post i morges, men den er god nok. Den lille tykke trunte har simpelthen fået hendes helt egen plads i vuggestuen hvor Vilfred gik. Det var det eneste sted vi søgte, og har selvfølgelig gamblet en del på den konto, men i virkeligheden regnede jeg vel med hun skulle et smut forbi verdens sødeste dagplejemor hvor Vilfred blev passet.

Vores lille familieverden bliver så anerledes lige om lidt. Der er så mange ting der ændre sig. Min kæreste skal på barsel, Hilma skal starte i vuggestue, og jeg har opsagt det job jeg har haft i otte år. Hurra for en ny start!

Solhat fra Softgallery / Leggins fra Softgallery