Åååh nej, det har jeg glemt – igen, undskyld…

I perioder føler jeg, at jeg siger det mere end stort set alt andet. Jeg har en følelse af, at jeg har glemt mere og lavet flere tåbelige fejl, efter jeg har fået børn, end jeg har gjort i hele mit samlede liv forud for børn. Folk taler om ammehjerne, jeg synes man burde tale om ”forældrehjerne”. Jeg har altid haft en rigtig god hukommelse og en hjerne jeg kunne stole 100% på til at minde mig om ting, så jeg hader at glemme ting, det passer dårligt med mit selvbillede og min selvtillid daler i de perioder, hvor det er slemt. Tillægger man at jeg arbejder på neurologisk afdeling som neuropsykolog og har et arbejde, der består i at have med mennesker med hjerneskader og sygdomme i hjernen at gøre, og derfor har et helt forvredet billede af, hvor sandsynlige de sygdomme er. Så kan jeg i perioder blive rigtig bekymret for min hjernes tilstand. Jeg kan sidde med ondt i maven af bekymring i bilen på vejen hjem og diagnosticere mig selv, indtil jeg komme frem til det, som jeg egentlig godt ved – at mine symptomer er uspecifikke og inkonsistente og at jeg bare er træt, har alt for mange bolde i luften, bliver afbrudt i alt hvad jeg laver både hjemme og på arbejde, og at jeg er nødt til at erkende, at jeg skal hjælpe min hjerne mere.

For lige at give nogle eksempler på, hvad det er for ting jeg glemmer eller laver fejl i, som gør mig desperat. I denne måned har jeg har glemt en aftale med min erfa-gruppe og er blevet væk fra et møde på arbejde, som jeg bekræftede, at jeg ville komme til en time i forvejen. Mine børn mangler rent tøj i børnehaven, og har nu ikke været i bad hele ugen, det har taget mig 3 uger at bestille tid til min datters tandlæge, og jeg bliver konstant overrasket over de ting min mand skal til, selvom han har skrevet det i vores fælles kalender.  Sidst men ikke mindst har jeg i denne måned kostet vores familie 1800 kr. Jeg kunne ikke finde mit kørekort og bestilte et nyt til 280 kr selvom manden på borgerservice rådede mig til at vente ”da de ofte dukker op”, og jeg forsikrede ham om,  at jeg havde ledt og at mit ikke ville dukke op – dagen efter lå det ved forsædet i min bil, hvor jeg havde ledt flere gange. Da min mand spurgte, hvornår jeg kommer hjem fra konference i NY til februar opdagede jeg, at jeg har bestilt en flybillet hjem en dag for sent, det kostede lige 1500 kr at lave den om – aaarrrgghhhhhhh!

Nogen dage er jeg rigtig godt gammeldags sur på min dumme hjerne, som ikke er til at stole på! Men er min hjerne blevet dårligere fungerende efter jeg har fået børn? Der må være andre end jeg, der tænker den tanke?

Jeg er kommet frem til følgende: siden jeg flyttede hjemmefra og selv skulle begynde at holde styr på mit liv, og jeg erfarende ting som at der ikke var toiletpapir, hvis jeg ikke købte det og mit tøj ikke blev rent på mirakuløs vis, så er der ligeså langsomt kommet flere og flere opgaver til. Studie, arbejde, Ph.d., mand, familiesammenkomster med egen familie og svigerfamilie, børn og alt det de ikke selv kan huske, flere ansvarsområder på arbejde, hus der skal vedligeholdes, biler der skal vedligeholdes, forældrekontaktudvalg, forskellige faglige udvalg, børn der går til svømning, børn der har venner med hjem, alle de ting man skal huske til børnehaven.  Der er også de ting, som er midlertidige, men som stadig fylder meget i perioder, min mor døde, min far blev syg og døde, udbygning af sommerhus. Til sidst er der alle de ting som jeg også gerne vil: dyrke motion, se mine/vores venner, se min mand alene uden børn, se mig selv alene uden mand og børn, blogge, instagramme, læse bøger osv.

Jeg fylder bare langsomt mere og mere på uden at vælge noget fra, måske lige bortset fra cafeture og byture og den slags, som måske lige netop er der, hvor hjernen får en lille pause fra at løse opgaver. Samtidig er vilkårene for min hjerne rigtig dårlige i det liv jeg lever: Det er sjældent jeg tænker en tanke til ende uden at blive afbrudt, enten af mine kollegaer, mine børn, min mand, andre tanker der presser sig på, eller min mobiltelefon. Hvis man ved lidt om hvordan hjerne fungerer så ved man også, at for at kunne huske noget, skal man være opmærksom på det, man vil huske – ikke så nemt når ens opmærksomhed hele tiden bliver forstyrret.

Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at holde op med at være så sur på min hjerne over, at den glemmer ting og i stedet være nænsom og omsorgsfuld overfor den. Jeg vil sige det til mig selv, som jeg siger til alle de bekymrede mennesker (uden hjerneskader), jeg taler med på mit arbejde: Det er helt normalt, din hjerne fejler ikke noget, du har bare alt for mange bolde i luften! Og så vil jeg forsøge at benytte mig at nogle af alle de råd, jeg giver til andre for at teste om de er gode…

Hvad gør du for at huske alt det du skal i hverdagen?

Kh Ida

Et lorte år er lukket og et nyt og friskt lukket op

Jeg har aldrig gået op i nytår. Nytårsaften er for (pessimistiske) mig en aften, der aldrig lever helt op til forventningerne, en aften der skal overstås. Men i år har nytår betydet noget andet for mig. Vi fejrede nytåret med to af mine søskende og deres familier og vi er i samme båd, vi har alle tre haft et hårdt år, vi bestemt ikke ser tilbage på med glæde og det gav rigtig god mening at hoppe ind i det nye friske år sammen. Der er kommet kaskader af lort ud af 2018 og aldrig har det føltes så godt at et år sluttede. Jeg forestillede mig hvordan jeg lukkede en stor fed sæk af lort og bandt en dobbeltknude på og sparkede den langt, langt væk. Det føltes godt.

Den sorte sæk med lort, indeholder også andet end lort, for 2018 er også et år hvor der er sket virkelige fantastiske ting. Sune og jeg har købt hus, vi har renoveret det og vi er flyttet ind. Vi følte os heldige og glade, det var et nyt kapitel i vores liv der startede. Men midt i huskøbet mistede jeg pludseligt synet på det ene øje og 3 uger efter fik jeg føleforstyrrelser i hænderne. Jeg kom under udredning for sclerose, det tog flere måneder og kastede en mørk skygge over den ellers glædelige begivenhed. Imens jeg malede huset, var jeg hundebange. Jeg kan huske hvordan jeg hele tiden tænkte i mulige løsninger for ramper til kørestol osv, hvis nu sclerosen, som jeg var bange for jeg havde, skulle ende med at være af den agresive art. Det var et langt udredningsforløb og det tærrede på overskuddet. Men i starten af sommeren var min far og jeg inde og få svaret på den sidste MR-scanning og der var ingen forandringer i min hjerne, jeg var rask. Jeg var så lettet, min far og jeg krammede hinanden foran bispebjerg hospital under kirsebærtræerne der blomstrede, min far græd og jeg grinede og så drak vi kaffe og slog vejen forbi en antikbutik og fejrede det med nye barstole, sætterkasser og alt muligt andet gammelt og genuint. Endelig var det tid til glæde. Nyt hus, solskin, glad familie og sommerferie i Spanien lige om hjørnet. Sådan!

Jeg føler stadig at livet, skæbnen, døden, min skytsengel eller de højere magter tog røven på mig. For den ferie vi glædede os så meget til og havde så meget brug for, endte som i ved, jo på tragisk vis i ulykke og min fars død. Og ja, siden da har livet været ufattelig hårdt. Det har været hårdt at eksistere på alt for mange planer. Som individ, som mor, som kone, som kollega, som datter, som veninde og sikkert også som alt muligt andet. I bund og grund har det bare været så mega skide hårdt. Når det er sagt, er det også fantastisk at være i live. Kæmpe kampen og føle at det med bitte små musseskridt, i et langt sejt træk, går i den rigtige retning.

Nu har vi taget hul på et nyt år. Et år som, 7-9-13, kun kan blive bedre. Vi nyder vores nye hus, som vi fortsat er i gang med at renovere, det bliver så flot. Ungerne er sunde og glade, Svale skal starte i skole og Wilder skal flytte til en ny stor og flot børnehave, de glæder sig. Jeg skal afslutte min terapi, mine PTSD symptomer er faldende og om et par måneder er de formentlig helt væk. Jeg skal starte på arbejde igen og efterhånden have en normal hverdag til at fungere med alt hvad det indebærer. Jeg er ved at blive en nærværende mor igen, en kærligere kone og jeg er i det hele taget ved at få lidt mere overskud til at være et helt menneske igen.

idag er himmelen blå og fuglene kvidrer i haven. Svale laver perler i morgensolen. Wilder er igang med sin tredje ostemad, Sune er på frilufts-tur med en ven og sidder i skrivende stund sikkert og laver morgenmad på bål, og jeg selv – jeg selv kan mærke en ro og en spirende glæde over at eksistere.

Hej nye år – du er så hjertelig velkommen.

Kjær Weis – min økologiske makeup besættelse

Dette er ikke en reklame, bare en besættelse…

Kender I Kjær Weis?

Det er luksus øko makeup af den aller bedste slags! Det er lavet af lækre hudvenlige olier og planteekstrakter og uden hormonforstyrrende stoffer og er derfor fint til gravide, ammende og alle os andre, der bare godt kan lide makeup uden grisse-fy. I denne sammenhæng bør det nok nævnes at nogle planteekstrakter kan være allergifremkaldende. Jeg er ikke ortodoks med den slags, men jeg forsøger at være bevidst om, hvad jeg smører i hovedet og på kroppen, så det er et aktivt valg, når jeg lukker øjnene for, at nogle af de ting jeg elsker indeholder ingredienser, som kan være hormonforstyrrende eller allergi fremkaldende.

Kjær Weis er så mega lækkert i indpakningen, at jeg får kriller over det! Designet er minimalistisk og smukt og produkterne ligger tungt i hånden og har den bedste klik-lyd, når man åbner og lukker dem. Det er en robust indpakning, den er nemlig lavet til at holde i rigtig mange år, så man kan købe refill og erstatte sine produkter med nye hen ad vejen – bæredygtighed længe leve! Første gang man køber et Kjær Weis produkt er det en investering, de er ikke helt billige – men refill er væsentligt billigere.

På billederne ses mine to Creme Blush i Embrace og Blossoming, en refill Bronzer (Lustrous) og refill highlighter (Ravishing) – dem har jeg ikke indpakning til, da jeg ikke kunne dy mig for at købe dem på udsalg, så jeg må finde en anden løsning. Der er også et billede af min creme øjenskygge i Gorgeous og min almindelige øjenskygge i Cloud Nine.

Jeg bruger mine pølsefingre til at påføre dem alle undtagen den almindelige øjenskygge, det synes jeg er nemmest og hurtigst. De er bløde og nemme at blende ud på huden og på mig holder de rigtig godt.

Kjær Weis har en stand i Illum i København, hvor man kan gå ind og savle over produkterne og tjekke farverne. Det sælges også på nettet mange steder f.eks. her.

Har du et yndlings øko makeup mærke?

Kh Ida

Hård terapi, dybt savn og varm glæde

Juleferie er ved at gå på hæld og på den anden side af weekenden starter hverdagen. Ungerne skal i børnehave og jeg opstarter mit terapi-forløb igen. Det har været dejligt at få en lille pause fra det, for det er så sindssygt hårdt og jeg er komplet smadret, når jeg rigtig klør på.

En gang om ugen er jeg hos terapeuten ,men hver dag skal jeg lytte til en 40 minutters lang optagelse af mig selv som fortæller om ulykken. Jeg hader det og jeg går som katten om den varme grød hele dagen. Når jeg lytter til optagelsen skal det være med lukkede øjne og jeg skal forestille mig at jeg gennemlever hele det rædselsfulde scenarie. Det hele står så klart, jeg kan nærmest mærke den brændende sol, lugte benzinen, se min fars døde krop og høre Ann’s hjerteskærende skrig. Det er så grusomt.

Men det hjælper, for allerede nu kan jeg mærke en bedring af mine PTSD symptomer. Ulykken kommer ikke i samme grad og bombarderer mig med alt det grimme på vilkårlige tidspunkter af dagen. Jeg har fred i længere perioder og jeg kan i stigende grad selv bestemme hvornår jeg tænker på den og hvornår jeg sætter den til side. Den kommer stadig for fuld styrke i ny og næ, men kun et par gange om dagen og den udløser ikke panikangst længere. Den udløser gråd og tristhed, men det er til at tage og føle på og det ser jeg som en naturlig reaktion på mit tab. Nu skubber jeg ikke tankerne om ulykken væk som jeg gjorde tidligere, nu tør jeg kigge på den, lade mig selv føle hvor slemt det egentlig er og så er det overstået. Som en horrorfilm, man har set for mange gange, hvor de uhyggelige scener ikke synes nær så skræmmende når man har set den 20 gange. Den ubehagelige følelse slipper igen, når den skræmmende scene er overstået i filmen, såvel som i min hjerne.

Men som ulykken træder mere i baggrunden, kommer der mere plads til sorgen. For der er en hel del accept i alt denne her terapi. For det er ikke bare en skrækfilm. Det er min historie, den er sand og jeg har mistet min far på grusom vis. Han er væk, væk for altid, jeg har ingen far. Og det gør ondt at indse. Meget ondt.

Men ferien har været rar.  Jeg frygtede at jeg ville være anspændt, flippe ud på de små og være en byrde at være sammen med. Men det har været modsat. Jeg har virkelig nydt mine børn, fundet ro i dem, også når de har været vilde og ustyrlige. Jeg har trukket vejret helt ned i maven og været taknemmelig for alt det jeg har. Jeg har været sammen med mine søskende, slappet af og besøgt min fars grav. Det er stadig surrealistisk at der ligger en sten med hans navn på, lige meget hvor længe jeg kigger på den, bliver det aldrig helt virkeligt. En af dagene jeg besøgte graven, lagde jeg mig på den kolde jord, der hvor man stadig kan se spadestikkende fra urnenedsættelsen. Jeg kiggede op i himmelen og talte lidt med min far. Han har det godt  hvor han er, men han savner os og han elsker os. Han synes vi klarer det rigtig flot og han lover at passe på os, det sagde han til mig.

Nu vil jeg nyde den sidste fridage med min dejlige familie. Kysse dem, nulre dem, klemme dem og føle alt det rare dybt i mit inderste. For med alt det grusomme i bagagen, føles alt det dejlige endnu dejligere  end før. Ren glæde vil aldrig mere blive taget som en selvfølge, den vil blive værdsat som den smukkeste skat, værnet om og nydt i fulde drag.

Glædelig søndag til jer.

kram Louise

Glød

God nytår!

Skal vi ikke starte det nye år på denne grå januar dag med at tale om glød og highlight?

Hud med glød er det smukkeste. Jeg elsker, når min hud har masser af glød, jeg synes det får mig til at se sund og frisk ud. Der er bare lige det, at når man måske ikke altid får renset sin hud og eksfolieret den og givet den nok fugt, så kan den nemt komme til at se lidt grå og kedelig ud. Når man er mor kan det også være svært at få passet godt på sig selv i forhold til at få nok væske, søvn, sex og motion og alt det andet, som er med til at få én til at gløde. Så kan man godt bruge lidt hjælp. Jeg har masser af ”snydeglød” i mit makeup stash, highlightere i alverdens udgaver: løst pulver, fast pulver, creme highlightere og flydende highlightere i mange forskellige nuancer fra gyldne til mere lyserøde og champagnefarvede. De fleste bruger jeg kun på kindben, næseryg, amorbuen, hagen og under øjenbrynet. De flydende kan jeg godt finde på at blande med min dagcreme og smøre i hele hovedet, hvis jeg har en dag, hvor jeg ikke synes den kan få nok på shimmer-fronten. Jeg smører det dog sjældent i panden, da jeg synes at highlighter generelt kan have en tendens til at fremhæve rynker og porer og mine rynker i panden, er ikke noget jeg med vilje fremhæver, hvis jeg vil se mindre træt ud. Min yndlings highlighter er Hollywood Flawless Filter fra Charlotte Tilbury. Det er nærmest en hybrid mellem en foundation og en highlighter og den giver den pæneste subtile glød, uden at man ligner en diskokugle (jeg har nr 3). Jeg har lige fået Dew Drops fra Marc Jacobs af min lillesøster, som er mere gyldne og langt mere glimmer, her kan man hurtigt komme til at få for meget på, synes jeg, men de er smukke hvis doseret i små mængder. Jeg har også en flydende highlighter fra H&M som hedder Halo Illuminiser, som jeg også synes er rigtig god, og nemmere at dosere (tror farven hedder champagne, men det kan man ikke se på tuben længere). Det er den jeg har på på billedet.

   

fra oven på billedet: HogM, Marc Jacobs og Charlotte Tilbury.

Har du en yndlings highlighter?

Kh Ida (IG: @theskinsideofme)