En speciel arv

 

Et bord fuld af frø til alverdens træer og planter. Det er en af de ting jeg har arvet efter min far. Han elskede planter og kunne hvert et navn på både dansk og latin og elskede hvis han kunne brillere med lidt plante-snak. I den store stue i mit barndomshjem, var der vinduer fra gulv til loft, og der groede min far sin helt egen urskov under specielle varme og lyslamper. Jeg husker tydeligt hvordan han hyggede sig med at gå og nusse om sine planter, han sprøjtede dem nænsomt med en lille lysegrøn forstøver med messinghåndtag, mens han beundrede dem med en rolig, men alvorlig mine. Jeg tror det var hans måde at slappe af på, komme lidt væk fra den travle hverdag som læge og familiefar og bare være sammen med sine planter. En gang om måneden dumpede “kaktusser og andre sukkulenter” et medlemsblad for kaktus-elskere ind ad brevsprækken og det blev studeret nøje. Min far tog altid plante-stilkninger, et stykke af en kaktus eller løjerlige frø med hjem fra alle verdenshjørner når han var ude og opdage verden, som han så ofte var. Og dem sidder jeg så og kigger på nu.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre med frøene og jeg har ingen ide om hvor lang tid de har stået på min fars reol, men jeg tror det er længe. Men de har stået tørt og ved stuetemperatur. Der er frø til baobabtræer, brasilianske silketræer og utallige frø med flotte latinske navne, som når jeg googler dem, er fuldstændig ukendte for mig, men meget eksotiske og virkelig flotte

Jeg har læst mig frem til at frø ikke holder så lang tid. De fleste er bedst før 2 år og er helt ubrugelige efter 10 år, men jeg aner intet om det og derfor vil jeg alligevel prøve at plante dem og se hvad der sker. Det er højst sandsynligt ikke planter der kan leve her, men jeg gad mega godt at få bare et par af dem til at spire og gro i mit drivhus. Mit drivhus der mangler to ruder, er gråt af skidt og lige nu bliver brugt som cykel-skur….Men det skal der laves om på, for jeg er sikker på at min far, et sted fra det høje, vil synes det er alle tiders, hvis jeg får et par af de her krabater til at gro.

Nu har jeg lagt et par af de mest spændende frø til en “spireprøve” på noget vådt køkkenrulle, dækket det over med film og sat det under vores radiator. Tænk hvis det virker, jeg er meget spændt!

Så…..hvis der er nogen af jer derude der har forstand på frø, holdbarhed eller tips og tricks til hvordan jeg skal få dem til at spire, så tager jeg imod med kyshånd.

God søndag til jer. kram Louise

I sorg – velsignet og forbandet på en og samme tid.

 

Solen skinner, forårsblomsterne pibler op i min have og kirsebærtræet er lige på nippet til at blomstre. Udenfor er det hele så friskt og let, men indeni er jeg helt tung. Jeg er splittet. For denne tid er så livsbekræftende, men samtidig minder alt det levende mig om at min far er død. Solen skinner på mig, forårsvinden kærtegner min kind, men aldrig mere hans. Det er så let og det er så tungt.

Solskin og forår er skønt. Samtidig står mit humør pludselig i skærende kontrast til menneskerne omkring mig. Der er intet som forårslyset der får folk til at smile. Den mørke vinter passede bedre til mit humør, men jeg prøver. Vi spiser is i haven, vi har pudset drivhuset, vi planlægger hvilke grøntsager vi skal plante. Vi går ture ned til engen og samler sten i den orange aftensol. Jeg lever for mine børns milde latter, når de svinger sig i gyngen ved engen og for følelsen af deres  små beskidte hænder i mine, på vejen hjem. Mit tunge følsomme hjerte, banker for dem og gud ved hvor jeg var idag, hvis ikke jeg var deres mor. Jeg føler mig velsignet og forbandet, på en og samme tid.

Det er snart 9 måneder siden jeg mistede min far og det føles stadig som var det igår. Og alligevel var det slet ikke igår, for savnet er kolossalt. Min hjerne er, trods min øjne var vidne dertil, først nu begyndt at forstå, at min far virkelig døde i den rædsomme ulykke. Jeg tænker på den utallige gange dagligt og alligevel er konsekvensen først ved at blive konkret for mig nu. Foråret kommer, så kommer sommeren, men min far kommer ikke igen. Min verden er forandret og jeg mangler ham hver dag. Jeg græder hver dag, men jeg smiler også hver dag. Nogle dage griner jeg. Jeg tror det går den rigtige vej.

Jeg nyder duften af det nyslåede græs i min have, samtidig fælder jeg en tåre over at min far ikke skal opleve den duft igen. Jeg græder over at han ikke skal være sammen med os i vores have i Blovstrød, i det hus han hjalp os med at købe, fordi han synes det var så perfekt og ligger i hans barndomskvarter. Det havde han sådan glædet sig til. Der er så meget af ham og hans historie omkring mig og det bliver med tiden garanteret rigtig godt. På Svales første dag i mini-SFO på Blovstrød skole, var jeg så stolt og spændt, men hvor ville jeg gerne have delt det med ham. Min far gik selv på Blovstrød skole som barn og vi sad i selvsamme lokale, som han blot et par uger før sin død, udpegede da vi var ude at gå tur “Derinde sad jeg og kiggede ud da jeg gik i børnehaveklasse, er det ikke sjovt og om lidt sidder lille Svale og kigger ud af samme vindue?” sagde han og fik tårer i øjnene af glæde. Det er så kærligt og det er så trist, og om aftenen græd jeg i fortvivlelse, i vildt savn og lidt i stolthed og glæde. Hvor ville jeg ønske vi bare en gang, kunne hente hende der sammen.

Der er for tiden ikke en glæde, uden den er fulgt af et savn. For hvor ville jeg gerne dele alt det her med ham. Jeg har været sygemeldt i 4 måneder og gået i behandling for PTSD, men sidste mandag startede jeg igen på job. Da jeg fik fri, var jeg lettet, jeg klarede det og det første jeg havde lyst til at gøre, var at ringe til min far og fortælle ham om det. Jeg greb efter min telefon i lommen, og midt i et ellers godt øjeblik, ramte sorgen mig igen, for man kan ikke ringe til en død far og en død far kan ikke være stolt. Heldigvis holdt min mor klar på sankt hans torv og inviterede mig på frokost og en gåtur på stranden og hun var stolt. Det er som om hun aldrig bliver træt af at tale om min far, hans død og min sorg, hvor er jeg heldig.

Alt den sorg og alt den glæde der også er i livet, stritter i to forskellige retninger, men bliver kogt sammen til stemningen i mit liv. Det er svært at bedømme om det er godt eller skidt, det eneste jeg ved er, at det er følsomt og at et smil på læben ofte avler en tåre i øjet. Det er på sin vis også smukt, selvom det ikke er let. I morges sang solsorten sin morgensang uden for mit åbne vindue. Jeg tænkte atter på min far, på at han aldrig skal høre denne smukke solo igen, men det skal jeg og glæden ved den er fortsat stor. Jeg synes solsortens sang er smukkere end nogensinde før, det er foråret også, jeg føler mig velsignet over hver en knop på mit æbletræ og selvom om sorgen skygger for noget af det smukke, finder jeg en helt særlig tryghed i at naturens cyklus fortsætter.

Nu er det weekend. Den skal også bruges i haven og sammen med de små. Vi skal bare hygge os, bage boller, lege og have besøg af min mor og min søde niece Wilma og samtidig skal jeg tænke en masse på min far og savne ham lidt, det skal nok blive godt.

Rigtig god weekend til jer.

 

Kram Louise

 

 

Begynder-strik for dummies og mindfulness

Der er fuld knald på i øverste etage – hele tiden. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne slappe af i min hjerne, men det lykkes altså aldrig særlig godt. Jeg tænker hele tiden på alt muligt og ret tit løber tankerne af med mig – især til den sørgelige side.

Men, så var det at min søster Stine opfordrede mig til at begynde at strikke og hjalp mig igang. Jeg begyndte lige så stille ved nytår og kæmpede mig igennem en baby cardigan i ret-strik. Det var faktisk ikke så svært som det så ud og jeg hyggede mig med det. Jeg troede faktisk det var noget nær raket-videnskab at strikke og i starten havde jeg det som om at strikkeopskrifterne stod på kinesisk, men så fandt jeg ud af at man kan finde alt på youtube. Det er faktisk ikke spor volapyk når man lige kommer ind i strikke-jargonen og youtube har lært mig de bedste strikke-skills. Nu har strikningen taget om sig og jeg har strikket en cardigan til mig selv og den sødeste og nemmeste trøje til Wilder. Det perfekte begynderprojekt og det bedste er, at den findes i både voksen og børnestørrelse og strikkes på pind 6, som er en tyk en, så det går rimelig stærkt. Jeg begyndte på Wilders lørdag morgen og blev færdig mandag aften (jeg gik alt for sent i seng og sad og klikkede med mine strikkepinde til ved 2 tiden….).

Når jeg strikker får jeg ro for mine triste tanker, jeg føler jeg gør noget der er rart for mig selv og min stressede hjerne bliver dejlig tom. Jeg tænker kun på det jeg strikker, om det mon bliver flot, om jeg taber en maske og så drømmer jeg måske lidt om mit næste strikkeprojekt – ren mindfulness! En slags ro min rastløse sjæl kan håndtere, fordi jeg ikke bare laver ingenting, jeg er faktisk i fuld gang med at producere noget – sådan slapper jeg bedst af.

I kan finde opskriften på Wilders let strikkede sweatshirt HER. Og find den i voksenstørrelse HER. På petiteknit´s hjemmeside er der faktisk også små videoer som guider dig igennem projektet, så det er bare at købe noget garn og kaste sig ud i det. Jeg har strikket denne i Alpaca fra drops. jeg køber garnet hos yarnliving.dk som leverer dagen efter det er bestilt og hvor garnet er virkelig billigt. Garnet til Wilders kostede mig under 100 kr og kvaliteten er lækker, den er blød som smør.

Mit næste strikkeprojekt skal være denne HER, bare i ensfarvet. Jeg har lige bestilt garn i lys lavendel.

Fra lortemor til hønemor

At føle sig usikker og genert er ikke så rart.

Det er et tema der gentager sig hos os disse dage. Svale er en forsigtig pige, der har brug for ekstra støtte og tryghed, især ved nye ting og forandringer. Og der er rigtig mange ting i Svales lille liv der har ændret sig og hun er blevet kastet ud i en masse nye situationer som der har været svære for hende. Jeg er ikke altid lige god til at tackle hendes genert og usikkerhed og ender alt for ofte med at blive utålmodig og irriteret og kommer også nogle gange til at skælde ud, i stedet for at møde hende i det. Og det er nok det sidste der hjælper! Men i løbet af den sidste uges tid er både Svale og jeg ved at blive mere trygge ved hendes usikkerhed og jeg føler faktisk at jeg på det plan er ved at blive en væsentlig bedre mor.

I onsdags skulle Svale til discofest med alle sine kammerater fra børnehaven og hun glædede sig. Herhjemme fik den hele armen med palliet-kjole, pels-hårbøjle og fransk fletning, hun glædede sig helt vildt. Da jeg kørte hende derhen, gik det pludselig op for hende, at jeg ikke skulle med til festen og hun begyndte straks at græde. Vi ankom og der var gang i den, discokugle, høj musik, balloner. Forældre blev bedt om at forlade festen, men Svale nægtede at sætte sig til bords med de andre børn og hylede og skreg og sprællede. Jeg prøvede mange gange, men den gik ikke, jo mere jeg prøvede at parkere hende ved bordet, jo mere kæmpede hun imod. Jeg blev irriteret. skrap og upædagogisk og sagde at så måtte vi gå hjem. Svale blev ked af det på den stille måde og vi satte os i siden af salen. Svale nippede til et stykke pizza imens hun skiftevis græd og brokkede sig over at det var en dårlig fest. Jeg blev rimelig træt af situationen og jeg besluttede igen, at vi måtte gå hjem hvis hun ikke havde lyst til at være der. De andre børn havde rejst sig og var begyndt at danse rundt og have det sjovt. Jeg gav hende en sidste chance til at hygge sig og hjalp hende over til nogle veninder som rigtig gerne ville danse med hende, men i sekundet jeg vendte ryggen til sagde det svup og Svale hang hylende om mit ben igen. “Jeg vil ikke være her uden dig mor, skreg barnet og jeg sukkede, satte mig på hug og krammede hende. Jo mere jeg prøvede at få hende af mig, des mere klæbrig og hylende blev hun, på den ikke så nuttede måde. Men i det øjeblik besluttede jeg mig for at droppe den kamp. Det øjeblik var ikke tiden til opdragelse eller skrappe-mor, men tiden til at Svale skulle have en god opleves og gå tilfreds og lidt stærkere end før fra festen. Jeg vidste at det var den rigtige beslutning, da jeg så lettelsen i hendes brune øjne, hendes krop slappede pludselig af, hun smilede og forsvandt i mængden af børn. Jeg gemte mig væk i et hjørne af salen og legede jeg ikke var der og så sad jeg ellers der i 2 timer og fik mig en på opleveren. Svale og jeg gik begge glade derfra.

Torsdag morgen var der afsked i børnehaven. Jeg blev helt rørstrømsk. Tænk at min lille pige var blevet så stor. Tænk at den trygge børnehave-tid er ovre. Svale ville straks hjem igen, da vi ankom til børnehaven hvor der var fælles morgenmad og der var efter hendes mening ALT for mange mennesker. “Jeg kan ikke lide når de kigger på mig” sagde hun igen og igen. Vi fandt et hjørne ved siden af en ny veninde og lige så langsomt voksede Svale i det. Hun optrådte med en sang sammen med de andre børn, helt rød i kinderne og med vigende blik, men hun gjorde det! Jeg blev simpelthen så stolt at jeg var tæt på at knibe en tåre.

Fredag startede Svale så i mini-SFO. Jeg havde regnet med at tage derhen, være der en times tid og så hente lidt tidligere end sædvanligt. Men den gik ikke. Og til disco-festen lærte jeg jo en mor-lektie: Jo mere jeg prøver at komme væk, jo mere krampagtig prøver mit barn at holde fast i mig – altså må jeg blive til mit barn er i stand til at give slip. Og det var mit barn overhovedet ikke klar til. Så jeg tog en hel dag med Svale i mini-SFO og det var godt givet ud. Jeg besluttede mig at se bort fra alle de ting jeg skulle have ordnet og i stedet for at blive frustreret, som til festen, omfavnede jeg dagen og lod det hele gå i Svales tempo. Det var dobbelt-fedt for det gav Svale den tiltrængte tryghed og det gav mig følelsen af at give min datter det hun har brug for. Det undrer mig at jeg nogle gange har så svært ved at mærke hvad hendes små behov er! Måske er det fordi jeg i virkeligheden har for travlt og ikke giver mig tiden, fordi alt muligt praktisk og alt det som skal nås står i vejen for mit klarsyn? Og det burde det jo ikke, for en tryg start på hendes nye skole-tilværelse er sgu da vigtigere end både arbejde, vasketøj, indkøb og alt muligt andet. Desuden var jeg selv et forsigtigt barn, det havde jeg bare lige glemt, fordi jeg ikke er så forsigtig som voksen. Det hjælper mig lidt i min forståelse af Svale, at mindes min egen barndom, og huske hvor genert og usikker jeg var, og hvor svært det var med nye ting og mange mennesker.

Mandag gik Svale og jeg sammen i mini-SFO igen. Jeg fulgte Svale ind og derefter satte jeg mig på gangen og strikkede, så hun vidste jeg var der og kunne føle sig tryg, samtidig med at hun kun habituere. Efter en time kom hun ud og sagde at hun gerne ville hjem. Vi talte dagen igennem og jeg fandt ud af, at grunden til hun gerne ville hjem, var at hun ikke havde lyst til at slå katten af tønden. “Jeg kan ikke lide når de andre børn kigger på mig” sagde hun. Vi fandt en voksen og aftalte at det var helt OK at kigge på til fastelavn. Svale gav slip og vi aftalte at jeg hentede hende lige efter spisefrikvarter. taktikken virkede, selvom hun var lidt mut. Da jeg hentede hende 2 timer efter var hun tilfreds, men ville også meget gerne med hjem.

Her de efterfølgende dage har hun været der selv. Jeg henter hende tidligt og for hver dag der går vokser hun mere og mere. Det er så dejligt at opleve hvordan hun blomstrer og tør at give slip, når hun får sin tid og den rette mængde omsorg.

Jeg tænker igen på den dag i spanien, hvor Svale havde rendt i røven på mig i en uge og jeg var ved at få pip, hvor min far gav mig sit sidste gode råd: “Nyd din lille hale så længe du har den, før du ved det er den væk….”Til discofesten følte jeg mig som en rigtig lortemor, der brugte trusler om at gå hjem og var skide irriteret og virkelig skrap på den ufede måde. I mini-SFOén er jeg måske lidt af en hønemor, men fordi jeg normalt ikke er så høne-agtig, omfavner jeg min indre hønemor og lader hende nyde sin hale – for snart er den måske væk…

Det sker så meget nyt og det går alt for stærkt!

Det er sket SÅ meget herhjemme og derfor har bloggen stået lidt i bero. Tiden går alt for stærkt og jeg er tæt på at tabe pusten. Wilder er flyttet børnehave til en ny stor nybygget institution her i Blovstrød. Han er rykket over sammen med et par venner og nogle kendte pædagoger, men jeg har alligevel kunne mærke på ham at det ikke har været helt let. Han er blevet sværere at aflevere og beder ofte om en kort dag, men jeg synes han klarer det rigtig godt og han er en robust lille basse, så det skal nok blive nemt igen, når han bliver vant til det nye sted.

Svale har sagt farvel til børnehaven og hej til mini-SFO. Det er altså virkelig store tider. Hun er modsat Wilder, en lille forsigtig mus og nye begyndelser er altid svære for hende. Vi har taget den i ro og mag, hvilket vi jo heldigvis har mulighed for, da jeg fortsat er sygemeldt. Det har jeg virkelig været taknemmelig for, for det gør ondt i navlestrengen hos både mor og barn. Idag har hun været der for første gang alene et par timer, de andre børn har slået katten af tønden, Svale har kigget på, det er ikke helt nemt med alt det nye. Nu er vi hjemme og vi regnvejrshygger og drikke te og spiser fastelavnsboller, inden vi henter vilde Wilder.

I weekenden har vi holdt fastelavn for mine niecer og nevøer, det gik rigtig fint, men hvad der er knapt så fint er at både vores fyr og vores bil er brændt sammen. Det er næsten ikke til at overskue. Om lidt kommer der en gas-mand og forhåbentligt fikser han fyret så vi ikke længere skal fryse om fødderne og vi kommer desværre nok ikke udenom at skulle købe en ny bil meget snart. Og det er ikke sådan lige kan jeg godt fortælle jer. Fordi for mig er en bil en tingest der skal tage os fra A til B, være sikker og helst ikke skal koste alverden, for Sune er en bil noget ganske særligt og han går ikke på kompromis. Ergo kommer enighed omkring den beslutning ikke til at være særlig nem.

Jeg går fortsat i terapi og det går stadig fint fremad. PTSD symptomerne er faldet til under det halve og  jeg ligger nu i en scala der hedder let depression og jeg kan virkelig også mærke det lysner yderligere. Jeg er begyndt at få mere energi og have lyst til flere ting end jeg havde for bare 2 uger siden. Jeg savner min søde far hver dag og hjertet smerter af savn og hjemløs kærlighed. Men livet leves, vi planlægger sommerferie og ture i cirkus og det føles dejligt at have lyst til at planlægge små ting i fremtiden og glæde sig til dem. Små glæder er store glæder hos os, for glæde er ikke en selvfølge på Kløvervej 4.