Natte-kamp

14466896_10154507047132278_1865886641_o

Wilders natte-show har som tidligere beskrevet været ret heftigt. Jeg har været helt udmattet og prøvet at finde 1000 mere eller mindre mystiske årsager til galskaben. Jeg er lykkelig rykket ind på Svales værelse. Ikke desto mindre vågner jeg stadig af natte-monstret MANGE gange. For Sune er kold i røven, han gider sgu ikke at servicere Wilder om natten. Flasken er taget væk og der er kun trøst hvis det er aller højst nødvendigt. Jeg synes det er fedt at han tager kampen, hvad end det er af egen magelighed eller for Wilders skyld.

Jeg har i lang tid gerne ville tage flasken fra ham, men har haft en rygrad som verdens længste regnorm, når den lille tørstige klynkede og sagde mam-mam-mam-mam i natten. Han er nu over 10 måneder og fik stadig mælk 4-5 gange på en nat. Nu får han lov at skrige og der er ingen mælk, ligegyldigt hvor højt og længe man skriger. Der er  højst lidt rolig far-trøst og lidt kærlige klaps på mavsen. Jeg kan høre vandvidet  inde fra mit otium og priser mig lykkelig over natten de næste 4 1/2 uge er deres.

   

staffeten gives videre

FullSizeRender-40

Så sker det.

Sune er gået på barsel. Det er simpelthen det vildeste! Sune har barsel i 5 uger og det betyder at jeg skal sove! Jeg er så glad som hvis jeg havde vundet en luksusferie til Caribien. Altså, ikke fordi jeg ikke skal være sammen med Wilder om dagen, det kommer jeg til at savne, men fordi jeg skal sove om natten. I 5 uger skal jeg sove.

Jeg skal først på arbejde i næste uge, så jeg har lige et par dage at hvile ud i. Jeg vil sove på Svales værelse sammen med hende og jeg vil dufte til hendes ånde, snuse til hendes hår og nyde hendes søde nattelyde.

At barslen slutter har jeg det meget ambivalent med. På den ene side glæder jeg mig til at komme på arbejde, tale voksent, drikke en kop kaffe imens den er varm og føle mig nyttig og værdsat i mit fag. På den anden side føler jeg mit hjerte brister, når jeg tænker på, at jeg skal slippe min lille myre og  vores trygge trummerum.

Jeg er glad for at jeg giver myre-stafetten videre til verdens bedste far, det giver en blød overgang som mit moderhjerte har det godt med.

Jeg får søvn, Sune får kvali-tid med Wilder og mon ikke at humøret, tonen og kærligheden får lidt bedre betingelser når jeg får sovet og Sune forhåbentlig får Wilder til at sove som tornerose. Jeg tror på det. Sune er i besiddelse af en rolige far-magi og et tungt sovehjerte som kun vågner ved de højeste hyl.

Jeg tror virkelig på det.

 

Glade Hilma

Vi er inde i en god periode. Hvis der er en glad lille 13 måneder gammel pige (iført drengetøj, arvet af storebror, for det meste) der kommer helt op og smiler til jer, så er det nok Hilma. Hun er seriøst så glad, og snakker, og løber, og leger, som man kan ønske sig det lige nu! Man skal selvfølgelig passe på hvor meget man glæder sig over det, for så kommer der fire dage i rap med kindtænder hvor ingen lukker et øje, ikke engang den sødeste tøs!

Her leger Hilma på Ørsteds parkens legeplads, som er genial til nettoo denne alder, men også til fire-årige Vilfred.

   

Helt bag om dansen….

FullSizeRender-39

Jeg har været yderst stille på bloggen, for søvn-vanvidet fortsætter og jeg ejer ikke det der ligner overskud. Men jeg lovede jer en update og her kommer den:

Wilders nætter med gråd og konstante opvågninger er same same.

Min hjerne har kørt på højtryk. Hvad er der galt med Wilder? Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke få mit eget barn til at sove?

Jeg har fået Wilder undersøgt i hoved og røv. Efter hans styrt har jeg været rigtig nervøs for om noget fortsat skulle være galt. Han har været på børneafdelingen, han har været til osteopat og han har sågar været til kranio sakral terapi. Jeg har googlet min computer rødglødende for at finde viden og svar og jeg har efterhånden prøvet ALT. Intet, INTET har hjulpet. Jeg er imidlertid blevet mere og mere frustreret og tyndslidt.

Jeg har låst mig ude på badeværelset og grædt så hele kroppen skælvede, til jeg ikke kunne græde mere. Jeg har revet mig i håret imens jeg skar ansigter og råbte “Jeg bliver siiiiindsyg” (Sune kiggede skræmt). Jeg har gået på gaden hvor jeg pludselig blev svimmel. Jeg fik trykkende smerter i brystet, min hals snørede sig sammen og jeg kunne ikke få vejret. Jeg var sikker på jeg fik et slagtilfælde og at min tid var inde. Jeg har været HELT i knæ.

En morgen kulminerede det hele efter jeg i desperation havde råbt: ” jeg skrider! Nu skrider jeg fandme fra det hele” og Sune havde råbt: “Så skrid, skrid med dig”. Hvem var jeg? Ikke mig selv, i hvert fald. Den morgen knækkede filmen fuldstændig. Jeg kunne ikke mere, ikke et sekund mere, jeg var tom,trist, frustreret og havde ikke et gram mere optimisme at tage af.

Var jeg ved at miste forstanden? Var jeg ved at få en depression?

Jeg skrev en lang og ærlig mail til sundhedsplejersken og hun kom ASAP.

Hun var hos mig i næsten 2 timer. Jeg græd, jeg hulkede og til sidst smilede jeg lidt. Det hele blev pludselig lidt lettere. Hun kom med sin erfaring, sin forståelse og sin moderlige omsorg og det var lige det der var brug for. En som tog hånd om situationen, en der greb mig, en der sagde at det var helt OK, men også en som sagde at hun var bekymret. Ikke for Wilder, men for mig! Hun sagde: “Du er hverken skør eller deprimeret Louise, det her er det man kalder stress og det du oplevede på gaden var et angstanfald. Du er en god mor, du passer godt på dine børn, nu skal du lære at passe på dig selv, du skal have hjælp. Nu.”

Det fik jeg så. Sundhedsplejersken kom flere gange og bare det at tale med hende gav ro. Vi har haft lange samtaler om alt imellem himmel og jord. Især om, at der hverken er noget galt med Wilder eller mig. Wilder er sund og rask og har i modsætning til sin mor,  ikke læst bøger om hvordan man bør sove når man er en god baby. Der er heller ikke noget galt med mig, andet end at jeg er top presset. Min hjerne og krop har været på overarbejde og nu siger de stop!

Jeg har fået kærlige formaninger om at spise og drikke (andet end rittersport og kaffe). Jeg er blevet opfordret til at smide noget af ansvaret over på Sune, som er begyndt at lave mad nogle gange og har taget uhyret et par nætter. Vigtigst af alt, så har jeg besluttet mig for at det er lige meget at Wilder ikke sover. Jeg behøver ikke tænke på det konstant, tale om det konstant og jeg behøver ikke at regne ud hvad grunden kan være dertil. Wilder sover ikke, men det kommer han nok til en dag.

Den dag glæder jeg mig til.

Jeg er stadig trættere end træt, men jeg er også sejere end sej, så med lidt hjælp fra mig selv, mine nærmeste og en helt vildt klog familie-psykolog,  sundhedsplejersken har henvist mig til, er jeg sikker på vi nok skal komme vel over det her bump på livets landevej.

 

   

Skal vi giftes?


Vi har lige været til vores venners fantastiske kærlighedsfest. En uforglemmelig aften. 

Lige nu putter Morten Hilma og jeg (med mange tømmermænd) kan ikke lade være med at tænke på hvordan vores kærlighedsfest bliver en dag. 
Jeg vil gerne giftes … en dag, måske ikke næste weekend, men måske en dag i fremtiden. Vi er ikke forlovede, og der går nok rigtig lang tid. Men jeg glæder mig lidt alligevel!

I går i Pæstø, var dagen så ufatteligt rørende, at være sammen med vores bedste venner, deres familie og deres skønne venner.  Det var også dejligt at børnene ikke var med, og at alle vi voksne kunne tosse lidt rundt på dansegulvet. 

Sidste gang vi var til sådan en fantastik fest, var det Louise og min lillebror, Sune der blev gift. Wow det var også en god fest. 

Vi har også været til en helt anden slags bryllupsfest, min veninde Chloes bryllup i Lewes, i England, hvor vi boede på et virkelig fint lokalt bed and breakfast.

Der er så mange muligheder man kan fejre sådan en stor dag på. Har i nogle gode brylluper i kan dele lidt ud af? Hvad var top fedt. 

Jeg tror på kærligheden! 

Tip: Den skønneste loppe-biks

13939927_10154359693102278_2127400336_o13931699_10154359693367278_1117295158_o-213932340_10154359693482278_2055729187_o 13932101_10154359693547278_1135908694_o13987074_10154359693522278_682636843_o13932146_10154359693357278_1990644955_o

Børnene og jeg er smuttet til Hornbæk. Vi trængte til at komme lidt væk fra byen. Der er det jo rigtig dejligt med barsel, man kan gøre hvad man vil, når man vil. Forleden dag viste min Mor mig den skønneste lille loppe/antik/blomsterbutik der ligger på en lille sidevej, ikke langt fra hendes sommerhus. Jeg snappede lige et par billeder, ser det ikke lækkert ud? Vi kom hjem med en rædsel af en lyserød barnevogn til Svale, men den har ikke stået stille siden hun fik den, så den må siges at være et hit. Jeg havde mest lyst til at shoppe løs i franske chokoladekopper, presset tyrkist glas og fimsede lamper. Hvis du er i nærheden af Hornbæk, så slå lige et smut forbi Saronvej.

Cirkus med succes

13941117_10154353730362278_993175883_n13933258_10154353730392278_1576020667_n

13978362_10154353946017278_2113059637_o13942389_10154353730332278_165383494_n13883732_10154353945987278_1275940544_n13936934_10154353945992278_237086064_n13987188_10154355293732278_1771520951_oTidligere fejrede jeg min fødselsdag med at æde, drikke og danse. Det foregik som oftest i en farvestrålende vintagekjole, med røde læber og en smøg i flaben, på byens brune værtshuse. Festen fortsatte til den lyse morgen og den fik ikke for lidt.

Men så fik vi børn. Det er fødselsdags-fejring dog ikke blevet kedeligere af. Vi fejrede nemlig min fødselsdag med en tur i Cirkus Arena og det var sgu også festligt.

Jeg har været i cirkus flere gange som barn og jeg mindes tydeligt magien. Det var derimod Svale og Sunes første gang i cirkus og jeg var ret spændt på hvordan det ville gå. Om Svale ville blive overvældet af indtryk? om Sune ville synes det var plat?

Da vi nærmede os cirkuspladsen i Allerød, blev Svales øjne pludselig så store som rundetårn. Hun havde nemlig fået øje på det gigantiske røde og gule cirkustelt der knejsede mod den grå himmel. “CIRKUUUUUUUUUS, det kilder i min mave” råbte hun imens hun lignede den allergladeste af alle emoji-ikoner.

De store øjne blev ikke mindre da vi trådte ind i cirkusteltet. Vi havde fået pladser på forreste række midt for. Der duftede af savsmuld og popkorn og Svale sad mussestille og ventede i spænding.

Teltet blev bælgmørkt og en robotagtig-artist fyrede et lasershow af til vild musik.

“MEGET FARLIGT” blev der råbt, “MIG GERNE HJEM NUUUUUUU”. Shit mand, tænkte jeg, det var en kort fornøjelse. Jeg kiggede på Svale som krampagtigt knugede Sune, imens hun  kiggede mod udgangen med store våde øjne.

Øjeblikket efter blev manegen fyldt med sambadansende kvinder og dernæst smukke stærke heste der valsede tæt forbi så duften af hest rev i næseborene. Grebet var løsnet, hovedet vendt halvt mod manegen, det var vidst alligevel lidt spændende.

For hver artist blev svale mere og mere modig. Regnen bulrede ned på det store cirkustelt, musikken spillede, der var fuld knald på gøgl, farver og vaskeægte cirkusstemning. Savsmulden stod om kamelernes hove, da de dansede cancan og Svale skraldgrinede da søløven skulle tisse. vafler med chokosovs, palietter, slangepiger, grin, forundring, candyfloss, trampolin-badutter der satte livet på spil og lidt af et chok da det gik op for Svale hvor stor en elefant er live. Den fik HELE armen.

Da det røde velourtæppe gik ned for sidste gang og den glade cirkusmusik havde spillet sin sidste tone, var den før så skrækslagne Svales små hænder røde af at klappe. Kinderne havde samme kulør. Hun var rank, stolt og 2 centimeter højere end da vi kom.

Jeg skævede spændt til Sune. Det var jo også hans første tur i cirkus. Han smilede bredt.

Svale aede kamelerne og nulrede en pony imens Sune og jeg kiggede nysgerrigt ind til artisternes vogne. Det var fascinerende. Så anderledes et liv. Cirkuslivet. Nomadelivet.  Det frie liv? Er de lykkeligere end os? Hvad laver de resten af året? Er de fleste mon i familie? Hvor bor de når cirkus er lukket? Hvem mon er kærester med hvem? Og hvad hvis man bliver uvenner? Hvorfor er cirkusdirektøren så ung? og hvordan bliver man egentlig cirkusprinsesse?

Det var tid til at køre hjem. Aftensolen skinnede igennem de grå skyer imens cirkus-børnene løb rundt og legede i det høje græs. Elefanterne stod i silhuetten og hyggede sig og en træt men smilende cirkusdanserinde slentrede ind i sin vogn.

Vi havde haft en fest! En rigtig fest, som både børn og voksne kunne forstå. Sommer-Cirkus skal helt klart være en tradition i vores lille familie. Cirkus Arena  Vi kommer igen til næste år!

 

 

   

Feeeeeeeeeest

13839939_10154340601342278_1510903080_oJeg blev et halvt 70 i fredags. Jeg vågnede til lidt af en fest. Guirlander, flag, papirpåfugle, flamgingoer og farvestrålende pompomér. Sune havde sgu oppet sig i år! Måske fordi jeg sidste år blev ægte ked af det over ikke at blive fejret lidt. Der var ingen morgenmad, ingen fødselsdagsgave og Sune kunne vidst godt fornemme at jeg var svært skuffet.

Meeeeeeen, ALT FORLADT, for det her var en FEEEEEEEEST.  Jeg fik de svedigste nike Air Max 95, som stod i flot glitrende indpakning på min plads. Der stod flag på bordet, kaffe i koppen og der blev disket op med frøsnappere, chokoladeboller og juice. Jeg følte mig som en rigtig fødselsdags-dronning.

Om formiddagen kom min mor og min søster Rikke ind og vi smuttede i torvehallerne og spiste frokost og på Palludan bog-cafe og fik kaffe og luftige macarons.

Om eftermiddagen kom min anden søster Trine, der skulle passe Wilder og så skulle Sune, Svale og jeg sgu en tur i vaskeægte cirkus, nemlig cirkus Arena! Det var en stor succes, det kommer der mere om, om et par dage.

Aftenen sluttede vi af med et glas rosé og den største gave: Sune tog los skrigeballonos en nat!

Hip hurra, det er sgu godt nok at fylde 35!

Han nægtede at cykle


I går lærte Vilfred at cykle og vi er så stolte. Han ville ikke prøve sin julegave før nu! Og har sagt at det med pedaler det kunne han ikke. 

I går havde vi ingen planer og startede dagen med at sige at nu er han blevet fire, og såkan man cykle. Vi satte et kosteskaft godt fast på cyklen og gik ned på Israels Plads. Det tog ca. 20 minutter, så var den der. Han var så stolt at han cyklede dagen lang.

Jeg spugte om han havde lyst til en fridag i dag, men nej han ville så gerne cykle i børnehave. Så i dag cyklede han af strøget ned til skovbussen! Wow jeg er stolt igen!

småparanoide undskyldninger og en ny plan

FullSizeRender-38

Er der noget galt med min baby? Han skriger natten lang og er fortsat vågen ml. 10 og 15 gange pr. nat….

Jeg er ved at blive lidt småparanoid og halv-skør af søvnmangel. Jeg vil så gerne finde en grund til hans søvnproblemer og jeg er begyndt at opfinde nogle virkelig sære nogle!

Det er garanteret fordi han har flyveører og sover på dem så de ligger modsat. Det må sgu da gøre skide ondt. Det er klart det han vågner af!

Jeg tog en nat hvor jeg foldede ørerne på plads hver gang Dumbo sov. Det hjalp ikke en dyt!

Han savner nok noget flot sengepynt. Jeg er en slem, slem mor, der aldrig har fået købt en uro og det er da klart at drengen savner sådan en. Og måske en flot pude han kan hygge sig med. Flot pude i seng og luftrummet over sengen er tungt af farvede luftballoner.

Flot ser det ud, men det hjælper selvfølgelig heller ikke.

Han har ondt, han har garanteret ondt, et eller andet frygteligt sted. Der er bestilt tid til osteopat. Men for fanden da, jeg ved jo godt sandsynligheden for at han har ondt er meget lille. Ingen smerte eller sygdom rammer kun om natten… Altså undtagen væske i ørene og de er tjekket op til flere gange.

Et reelt problem er dog at han konstant vender sig om på maven, rejser sig på alle fire og begynder at møffe sig afsted som en skildpadde der har travlt. Når han rammer kanten af tremmesengen rejser han sig op og så begynder sirenen. udover det, tror han at han skal vågne op hver gang han er i let søvn og så skal han lappe lidt mælk fra sutteflasken i sig, for at falde i søvn igen.

Jeg er ved at blive komplet hjerneforladt og jeg bliver sgu sur på ham, Jeg synes han er en røvhuls-baby når han vil have et sip mælk for tolvte gang og jeg er enkelte gange kommet til at råbe af ham. Råbe at han skal holde sin store, fede kæft og lægge sig til at sove. NU! Det hjalp ikke! Og jeg var ved at gå til af dårlig samvittighed og røvhuls-mor-opførsel bagefter.

Røvhuls-babyen har altså først og fremmest inde i en rivende udvikling hvor han tror han skal op at kravle om natten. Det er sådan set ikke et problem, det går over og jeg vil hjertens gerne hjælpe ham ned igen og putte ham. Til gengæld gider jeg ikke at være tjener natten lang og slatfodre min fornemme gæst der ligger med åben mund som en lille pip-fugl og forlanger tre dråber mælk i bytte for 20-30 minutters søvn.

Alle søvnteorier er terpet igennem. En light udgave af “godnat og sov godt” er blevet kørt af i en uge, uden held. Nu er natteravnen bange for sin seng, for soveværelset og for at blive forladt. Også i dagtimerne. DÅRLIG, DÅRLIG løsning, i hvert fald herhjemme.

“Sov igennem uden gråd” er også afprøvet. Det blev lidt komplekst og de laaaaange godnatrutiner, ro en time før sengetid, få barnet til at falde i søvn med dit blotte nærvær og en nænsom måde at vende af fra sutteflaske. Det virkede sgu heller ikke. Wilder blev tryg igen, men at vågne natten lang, er fortsat hans ultimative yndlingsting.

Igår ringede jeg stortudende til sundhedsplejersken. Vi har lagt en strategi som handler om først og fremmest at vende den lille anonyme milkaholic fra flasken. Den bliver helt sikkert led. Jeg væbner mig med styrke og tålmodighed, for jeg har prøvet det en gang før. Svale mindede mest af alt om Chucky, da hun skulle sige farvel til den natlige flaske. De nætter var så lede, men det gav pote og vi havde efter et par uger en datter der sov som en drøm.

Jeg håber jeg kan sige det samme om Wilder om en uges tid eller to. Update følger.

Wish me luck!