Selfie-time

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Vi kan vidst godt lade sive at vi tager rigtig mange selfies hjemme hos os. Jeg har sågar købt en selfiestang. I weekenden prøvede jeg lige at snuppe et familie-foto men der er rift om at være MEST med på billedet og så var der specielt en der var rigtig god til at lave frø-fjæs. Det lykkedes efter cirka 1000 forsøg.

Ellers har det været en travl uge hos os. Der har ikke været mange splitsekunders pause og vi er ret fladmaste. I eftermiddag drøner vi op i vores sommerhus og laver bål, griller skumfiduser og ordner have, alt sammen iført joggingbukser med hængerøv og sure gummistøvler. Det bliver fedt!

God weekend 🙂

   

Budapest

Processed with VSCO with hb2 preset

image8

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb1 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 presetProcessed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

image4-1image2-2

 

 

 

 

 

 

Det er snart et par uger siden vi er kommet hjem fra en fuldstændig fortryllende weekend i Budapest.

Ferien startede allerede tidligt torsdag morgen da vi helt uden børn, sad i metroen på vej mod lufthavnen, med hver vores kop kaffe. Det tog lige præcis 3 minutter at vende sig til den ro. Da vi havde tjekket ind, insisterede Sune på at det var tid til en stor fadøl selvom klokken ikke var mere end 7. For dem der ikke ved det, er lufthavnen nemlig (ifølge Sune) et slags parallelunivers hvor man skal have en stor rejse-øl uanset tidspunkt på døgnet. Der sad vi, Sune og jeg, vi skålede, grinede og talte sammen helt uden at blive afbrudt og helt uden at småskændes over hvem der skal hente, købe ind og lave madpakker. Fuldstændig frie for dagligt ansvar og følelsen af at være bagud.

I flyet chillede vi, jeg læste et blad for første gang i virkelig lang tid og Sune tog en lur. Vi følte os som frie fugle.

Vi ankom til Hotel Astoria i hjertet af Budapest ved 11 tiden. Et historisk hotel, med dekoreret tapet, tunge krystal lysekroner og væg til væg gulvtæpper uber alles. Helt klart et godt hotel, der med morgenmad kostede 900 kr for to nætter. Vores værelse var stort med en lille balkon og endda et karbad. Vi var fuldt ud tilfredse men næste gang gad jeg så godt prøve at bo på Graham four Seasons som ser for vildt ud og også koster knap 4000 kr for en nat.

Solen skinnede og termometret viste 20 grader. Vi skyndte os ud i byen og fandt straks en fortovscafe hvor vi spiste traditionel ungarsk frokost i solen. Dagen gik med at spadsere rundt og opleve den nyere bydel Pest, som absolut ikke er ny i den forstand at der er skyskrabere og fremtids-steming, den er ældre end københavn og både smuk og historisk. Vi osede rundt, snackede, drak en øl her og der, vi hyggede os, holdt i hånd og var kæresteagtige.

Jeg har lidt af et second-hand flip for tiden, så jeg tjekkede en del vintage-butikker ud. Lige ved vores hotel lå Humana vintage hvor jeg virkelig gjorde nogle fund i form af en små-blomstret cardigan, en stor-blomstret skjorte og et rædsel/vidunder af en 60ér kjole. Priserne er helt i bund i Humana, jeg brugte omkring 150 kr på alle tre ting. Vi lagde også vejen forbi secondhand-butikken Retrock som havde alt hvad hjertet kunne begære fra svundne glamourøse tider. Jeg kunne have købt mig fattig, men endte med at nøjes med en fakepels i sort og sølv. Sune skraldgrinede da han så den og er overbevist om at tidligere ejer er prostitueret, desuden blev jeg kaldt silverback-gorilla resten af turen, men jeg elsker den, og den har hængt på mig siden.

Vi var begge overraskede over byens skønhed, charme og dekadente forfald. Den ene smukke bygning i gotisk stil, efter den anden, smukt dekoreret med dæmoner, søjler og krumelurer. Helt klart en by som har haft sin storhedstid, krisen har sat sit præg og mange huse trænger til en kærlig hånd. Jeg elsker at byen ikke er så renskurret og giver næring til fantasien. En anden ting jeg elsker er de utallige pastelfarvede huse, især de lyserøde med afskallet maling og flækkede ruder. Hvis Paris og Berlin blev forelskede og fik et barn, ville barnet hedde Budapest.

Da mørket faldt på, kom dagens højdepunkt, vi skulle spise på michelin-restauranten Borkonyha.  Maden var fremragende og vinen ligeså. Jeg faldt især i svime over desserten som lignede noget fra en anden verden: artiskokcreme arrangeret smukt og dekoreret med pink og gule mini-macarons, sukkerblade, toppe af hvid chokolademousse, små bær-bobler og sødt knas. Den lignede et lille udsnit af landskabet som jeg forestiller mig det ser ud i slaraffenland, men smagte frisk og pikant. Aldrig har jeg spist noget så smukt, det var kort sagt en helt eminent gastronomisk oplevelse. Vi sparede ikke på noget, vi fik to hovedretter, to gange dessert og en flaske formidabel rosé til knap 750 kr. wow!

Efter middagen smuttede vi på ruin-bar i det jødiske kvarter og derefter fandt vi en udendørs cafe med kulørte lamper hvor vi hyggede os, følte os unge, drak øl og røg cigaretter.

Fredag havde vi en langsom morgen hvor vi bare nød at vi ikke skulle haste afsted. Da vi endelig kom ud af røret begav vi os over kædebroen, over til den gamle bydel Buda. Her var virkelig smukt, men faktisk også en lille smule kedeligt. Vi slentrede rundt og kiggede på de flotte majestætiske bygninger, drak kaffe og sludrede. Efter en lokal ungarsk frokost bestående af kødgryde, udkogte kartofler og øl, smuttede vi en tur i kurbad, for det skal man når man er i Budapest, også selvom vi ikke var helt tossede med tanken. Vi ville helst havde besøgt Rudas-badet som skulle være det ældste kursted, med et flot tyrkisk bad under en stor kuppel, hvor lyset skulle stråle ind på fantastisk vis. Men der var ikke adgang for kvinder om fredagen, så istedet endte vi i Gellert-badet. Det var smukt i grønne og turkise farver, men det var også nedslidt, småsnavset og turistet. De to varme bade var fyldte og ellers var det meget lig en svømmehal, men selvfølgelig en smuk en af slagsen. Vi er vante til Hotel Vejlefjords kurbad, så vi er nok lidt svære at imponere, men stadig, jeg ville klart gå for et andet kurbad.

Efter badet smuttede vi tilbage til livlige Pest. Vi kiggede forbi den store markedshal, hvor der sælges alt mellem himmel og jord. Torvehallerne i København kan godt gå hjem og lægge sig, det her er stort, frisk og der er et leben uden lige, klart et besøg værd. Så daffede vi lidt på bar, sad og sludrede og så gik vi ud og kiggede på sneakers. Der er et væld af sneaker-butikker i Budapest og udvalget er stort. Skoene er en del billigere end herhjemme og jeg er især vild med pigshoes der udelukkende sælger sneakers til piger og kun har de pæneste på hylderne. Jeg købte dem her og er stadig forelsket i dem her.

Da mørket faldt på vandrede vi over til den modsatte ende af byen for at spise på den hypede japanske restaurant Tokio som vi havde fået anbefalet. Der var masser af mennesker, cocktails, DJ og den bedste japanske mad jeg nogensinde har smagt. Sune fik en helt suveræn ramen med kylling og jeg fik epi-miso-salat og et ordentligt slag sushi, alt sammen skyllet ned med gintonics. Tokio MÅ besøges hvis du er i Budapest! Efter en lang dag slentrede vi hjem til hotellet, landede i de bordeux veloursofaer i hotelbaren og delte en flaske cava og et par dejlige kys.

Lørdagen hvor vi skulle flyve hjem, brugte vi på at hygge på hotellet og derefter ud og lure lidt i butikker igen. Jeg er fuldstændig vild med lingeri-butikken Oysho, hvor jeg købte lidt af hvert, de har heldigvis også en webshop du kan tjekke ud her. Vi besøgte også det kendte konditori Gerbaud som er en dronning værdig, men igen, noget overrandt af turister. Sidst på eftermiddagen tog vi en taxa til lufthavnen og rejste hjem med fuldt genopladte batterier, især på kærlighedsfronten.

skynd jer til Budapest folkens. For den smukke by, den lækre mad, de billige øl og for kærligheden.

 

 

Uheldige Wilder

image3-12

Vild, vildere, Wilder. Min lille ulykkesfugl.

Sidste lørdag lavede Wilder endnu et af sine mange stunts.

Vi var i sommerhus og imens han stod og spillede fandango på terassen, skvattede han pludselig over sine egne ben. Han glemte at tage fra med armene og tog istedet fra med sin ene fortand. Han blødte ud af munden og skreg selvfølgelig i vilden sky. Fortanden var knækket og en spids vampyrtand sad tilbage hvor den ellers så fine, splinternye fortand lige var kommet ud. Damn  it!

Selvom jeg er sygeplejerske ved jeg absolut INTET om tænder. Jeg ringede til tandlægevagten som sagde at han skulle have blød kost og panodil og vi skulle gå til skoletandlægen mandag. Shit, der var pludselig lang tid til mandag og Sune og jeg havde det så skidt. Vi havde planlagt at drikke vin ved bålet og rigtig hygge, men istedet sad vi bare og havde ondt i maverne og gruede over hvad næste træk med den tand mon skulle være. Det gjorde Wilder imidlertid ikke. Han tog det pænt, selvom det måtte gøre skide ondt og han med garanti havde blottede nerve-ender, da det faktisk blødte ud gennem tanden. Han græd en del om natten, men søndag legede han og var glad, han tog sig en del til sin lille mund og sagde  aaaaaaawwww med sin hæse stemme, men så glemte han det igen og gik igang med en ny vild leg.

Mandag kom Wilder endelig til tandlægen og blev en tand fattigere. Den lille nye fortand blev simpelthen revet ud. Tanden var flækket helt op igennem roden.

Sune var ved at besvime under indgrebet og måtte efterfølgende ned og have en kold øl at falde ned på.

Wilder har taget det pænt, ikke en lyd har han sagt den lille Hulk. Han ligner nu den frækkeste dreng i KBH med sine flyveører, krøller og en manglende fortand. Nu passer det ydre til det indre, i hvert fald i de næste 5-6 år,  så vil en ny flot fortand forhåbentlig se dagens lys.

Min lille elskede vilde vilde Wilder.

   

Virkede vaccinen mod skoldkopper?

image1-4

For 3 uger siden valgte vi efter mange overvejelser at vaccinere Svale mod skoldkopper. Læs om vores grunde og tankerne bag beslutningen HER.

Svale blev vaccineret 4 dage efter eksponering, så det har været lidt spændende om vaccinen ville have fuld effekt eller om hun ville få skoldkopper i mild grad.

Men ved i hvad. Vaccinen virkede helt efter hensigten. Vi har ikke set skyggen af en skoldkop og hold op hvor er jeg, set i bakspejlet, glad for at vi vaccinerede. Først og fremmest fordi svale er blevet skånet. Hun har været så meget syg denne vinter og det ville være så synd med endnu en tur, når nu det kunne undgås. Dernæst ville skoldkopperne, hvis de var kommet, havde clashet med min Farfars sidste tid og jeg ville ikke havde haft samme mulighed for at være hos ham.

Hvor var det bare skide godt vi gjorde det!

Svale skal vaccineres igen om 3 ugers tid for at være sikret immunitet. Det er heldigvis ikke et problem, Svale er nemlig rimelig rå når det kommer til at blive vaccineret og vil gå meget langt for et farvestrålende plaster og en slikkepind 🙂

 

 

En farfar fattigere

Processed with VSCO with hb2 preset

I morges forlod den gamle veteran os og jeg er dermed blevet en farfar fattigere.

Det er en lettelse at han endelig fik fred efter 11 dage uden vådt og tørt og det var den vej det skulle gå. Samtidig gør det uendelig ondt.

Jeg har altid haft en ide om at det er nemmere at miste en der er gammel, nemmere at sige farvel og nemmere at give slip på det der var. Men nu erfarer jeg at det bestemt ikke er sådan det hænger sammen. Sorg er sorg og savn er savn, uanset alder. Sorg er hjemløs kærlighed, skrev min søde veninde Ida til mig den anden dag. Hun har ret, det er lige præcis sådan det føles, tungt, smukt og ubærligt på en og samme tid.

Selvom jeg har vidst at det var et spørgsmål om dage, faldt min verden sammen i morges, da min far ringede og sagde at det var slut. Jeg havde valgt at tage en nat væk fra plejehjemmet og det føltes fjernt og uvirkeligt at få beskeden i telefonen.  Tårene vældede op i øjnene imens jeg tænkte over at jeg på en eller anden mærkelig måde, havde haft et lille ønske om at det her ikke ville ske, at den bevidstløse mand ville vågne op igen og bede om et stykke kage og en kold øl. Det gjorde han selvfølgelig ikke, han forlod os i en flot alder af 99 år, med et glimt i de gamle øjne, til det allersidste.

Det var en surrealistisk morgen, for tingene skal jo gå sin vante gang, selvom det i mit hoved føltes som om verden var gået i stå.

Imens Svale sad og prøvede at få sine strømpebukser på opdagede hun at jeg var ked af det. Jeg fortalte hende at det var fordi oldefar var død og i det samme bredte der sig et stort smil over hendes lille ansigt og hun sagde: “Så er oldefar jo taget op i himmelen og nu hedder han Hr. Hus og drikker kaffe i skyerne med Lulus oldefar der også hedder Hr. Hus. De skal altså passe på at de ikke stikker sig på stjernerne!”

Jeg smilede til hende imens gråden og realiteten pressede sig på. Jeg smed de lyserøde strømpebukser, søgte ly på badeværelset og græd og græd og græd.

Det var et under at jeg kom ud af døren med de to krabater og det har været en lang dag på arbejde. Der er blevet trillet et par tårer, men mest af alt er jeg glad for at han fik fred. Om lidt skal jeg mødes med mine søstre og drikke en gravøl, før jeg skal hjem og kramme mine spilopper og give dem alt det nærvær og omsorg de er gået glip af de sidste par uger, fordi den gamle oberst har haft mere brug for det.

Livet er en mærkelig størrelse og det er døden også. Solen står op igen i morgen, livet går videre, bare ikke min elskede farfars.

Hvil i fred du gamle.

   

Kom vi afsted?

fullsizerender-52

Ja vi gjorde så!

Jeg besluttede efter mange lange overvejelser at følge planen og tage til Budapest med Sune.

Aftenen inden vi rejste sagde jeg endeligt og kærligt farvel til min døende farfar, velvidende at det var sidste gang jeg så ham. Kyssede ham, strøg hans hår, hviskede til ham i mørket og kneb et par tårer. Det var tungt og det var svært, men da jeg cyklede hjem i den regnvåde nat, følte jeg oprigtig ro i min beslutning.

Vi tog afsted og det var faktisk en lettelse, en stund, at være befriet fra det vakuum, vi som pårørende de sidste 7 dage har befundet os i. Det har været et trykket vakuum, men det har faktisk også været hyggeligt og rigtig godt for vores famile og gjort os tættere. Hvornår har man ellers tid til at være sammen i utallige timer hver dag, aften og nat og bare sludre om løst og fast, sjovt og alvorligt og sove sammen. Vi har faktisk hygget os og grinet en del.

Inden vi rejste aftalte jeg med min far, at han ville sende mig en besked så snart døden var indtruffet, men ved i hvad, den kom aldrig.

Det er helt utroligt, men i aftes sad jeg hos min farfar igen. Respirationen er gået ned af bakke og det er et spørgsmål om kort tid, før det er endeligt forbi. Den gamle oberst spiller os vidst et sidste pus, demonstrerer sin styrke eller i virkeligheden er han måske bare en vaskeægte superhelt, der ikke er sådan lige at slå ihjel?

I aften sover jeg hos ham igen og lytter endnu engang til det sagte åndedræt, men hold op hvor vil jeg ønske at hans snart får fred.

Sune og jeg nød faktisk vores weekend på trods af omstændighederne. Der blev talt meget om min farfar og døden i sig selv, men det var faktisk muligt at slappe af og være tilstede. Vi har grinet og kysset mere, end vi tilsammen har gjort, siden vi fik Wilder og vi har begge så optur over vores weekend og fantastiske Budapest. Lur mig om der ikke kommer et lille indlæg om turen og tips i nærmeste fremtid.

 

Kan jeg rejse fra en døende?

image

Jeg er i syv sind. Min søde Farfar er her stadig, fanget i et limbo imellem liv og død.

Imorgen skulle Sune og jeg egentlig rejse på kæreste-tur til Budapest, men jeg er fuldstændig splittet indeni?

For, kan jeg det?

Mentalt er den gamle oberst væk. Han sover tungt og vil aldrig vågne igen. Kroppen derimod nægter at stå af, hjertet slår og der er fortsat en sagte respiration. Han ligger i skrivende stund i sin fine lyseblå skjorte med perlemorsknapper og bliver aet på hovedet af min søster. Her er fuldt hus og det vil der være til det sidste. han får så uendelig meget kærlighed.

Jeg vil på den ene side virkelig gerne afsted med Sune, vi har begge glædet os i flere måneder og levet på vores snarlige flugt, hver gang tingene har været ved at brænde sammen. Vi trænger til at pleje vores forsømte kærlighed og børnene glæder sig til  at komme på mini-ferie i min mors sommerhus.

Jeg har heldigvis været rigtig meget hos min søde Farfar. Jeg har tilbragt alt min fritid her og jeg har sovet hos ham hver nat, siden han er blevet erklæret terminal. Det har været hårdt at se ham syne hen dag for dag, men det har også været dejligt at være tæt på ham. Jeg har hver nat ligget og lyttet til hans hæse åndedræt der for mig er ganske dyrebart, da det er en lyd jeg snart aldrig vil komme til at høre igen.

Mit hjerte er tungt som en elefants. Jeg kan næsten ikke bære at jeg ikke skal holde hans hånd varme hånd igen, stryge hans grå hår og lytte til hans rolige åndedrag. Men i bund og grund handler det om, om jeg selv er klar til at tage MIN afsked med ham! Om jeg kan sige MIT eget farvel, der måske bliver før hans og om jeg vil kunne nyde vores tur, på trods…….?

Snart cykler jeg hjem og kysser mine børn og pakker en taske, som jeg ikke ved om kommer i brug eller ej. I aften sidder jeg hos min farfar igen.

Gid han snart må få fred.

Så kommer sorgen, men den må godt komme med på tur.

 

 

 

 

Om lidt er det forbi….

image1-43

Kærlighed. Jeg har så meget kærlighed til min farfar på 99 år. I disse dage vrider mit hjerte sig i min brystkasse fordi vi er ved at miste ham. Efter gentagne indlæggelser er han endelig hjemme på sit plejehjem med en ordination på “kærlig pleje”.

Og det får han, masser af kærlig pleje. Sjældent har der været så meget kærlighed i bolig 313, hvor han har hele sin familie omkring sig.

jeg sidder i skrivende stund i en gammel blomstret lænestol, ved hans side. Jeg lytter til hans rolige vejrtrækning. Der er lange pauser hvor han ikke trækker vejret, men så finder han rytmen igen.

Mørket er faldet på og det regner derude. Et enkelt stearinlys bader soveværelset i et blødt skær og stille lyde af aflastningsmadressen der summer og guldurets tikken bliver overdøvet af min trætte farfars uregelmæssige åndedræt. Jeg nyder at holde hans varme gamle hånd og jeg nyder en af mine sidste stunder med ham.

Han er rolig, han er fin og han ligger bare der helt stille. Når jeg hvisker at jeg elsker ham, kan jeg se en lille sammentrækning i hans ansigt og tårer der samler sig i hans øjenkrog. Så lukker han øjnene igen og glider langt, langt væk.

Jeg kommer til at savne ham. Det gør vi allesammen, for han er en af en slags og han har været kvik til det sidste. Jeg vil savne hans smil, savne hans ru stemme og hans milde sind. Han er gammel oberst og jeg kommer især til at savne historierne om første og sidste gang han åbnede en dør med en håndgranat og den, om da han crashede en fest og fik en dans med selveste Marilyn Monroe. Det har ikke været kedeligt.

Kun i de sidste par år.

Efter min farmor gik bort for et par år siden, har han siddet på den samme plet i sin sofa, kigget på kalenderen og ventet på at dagene gik, imens han så fjernsyn uden lyd. Nu er hans tid kommet og jeg tror han er klar.

Det har været svært at forklare Svale hvad der sker, hvorfor jeg er trist og hvorfor jeg ikke er hjemme, hvorfor jeg hellere vil sove hos Olde end hjemme hos hende. Jeg har forklaret hende at det er vigtigt at jeg er hos oldefar sammen med de andre voksne, så vi kan sende ham trygt op til stjernerne. Det kan hun faktisk godt forstå og hun synes det er lidt spændende! Hun huskede mig lige på, at jeg hellere måtte tage en meget lang stige med, så vi var sikre på at kunne nå hele vejen derop. Så sødt!

Det er så hårdt at vi skal miste mennesker vi elsker. Det er så abstrakt at livet fortsætter, bare uden ham. Om lidt bliver han helt stille… for altid…

 

   

Random badeværelses-snak med en 3-årig

image1-42

Svale kan rigtig godt lide at gå med mig på badeværelset for tiden. Især når jeg skal i bad. Det kommer der ret mange mærkelige samtaler ud af. Forleden foregik det nogenlunde sådan her:

Svale kigger forundret på mig imens jeg tager tøjet af, som om der er noget der ikke er helt som det skal være. Jeg kan godt se, at det er min mave den er gal med og den lille holder sig selvfølgelig ikke tilbage.

Svale: Du har jo spist ALT for meget mad! Eller er det bare en ny lillebror, eller en lillesøster. Er det tvillinger?

Mig: Nej jeg har nok bare spist lidt for meget skat. Synes du da det er så slemt?

Svale: JA, det er altså meget meget meget slemt tykke-mor.

Jeg kigger ned af mig selv. OK sandt nok. Det er langt fra et vaskebræt jeg render rundt med, nok nærmere et spækbræt, jeg fatter ikke hvorfor alt mit fedt sætter sig lige der, som en slatten badering. Imens jeg står og tænker lidt over hvilken motionsform der kan forvandle spæk, til vaskebræt, stiller Svale sig bag mig, med fjæset helt oppe i min rumpe.

Svale: Du har en skønhedsplet på numsen, jeg kan se den igennem dine underbukser. Du har to… Nå nej det er jo en skoldkop!!! Er der My Little Pony på dine underbukser?

Mig: Jeg tror ikke det er en skoldkop Svale, det er nok bare en lille knop af en art og nix, jeg har ikke My Little Pony på underbukserne…

Svale: ER der Elsa på? Eller Anna? Olof?

Mig: Nej.

Svale: Nå, kedeligt! Du lugter af lort.

Mig: Ok, Svale, så er det da rigtig heldigt at jeg er på vej i bad!

Jeg går i et lyn-bad, imens jeg til Svales fryd tegner smileys, hjerter og stjerner i duggen på glasset i brusekabinen. Hun elsker det. Da jeg kommer ud af badet betragter Svale mig igen, imens jeg tørrer mig. Så flækker hun af grin.

Svale: Ej, Mor, fniiiiiiiiis. Du har jo skæg under armene.

Mig: Ha Ha, Ja det har jeg.

Svale: Du skal da tage det væk, NU!

Mig: Jeg gør det i morgen….

Svale ryster på hovedet, snuser hurtigt til mig og rækker mig mine trusser og en enkelt sok.

Svale: Mmmmmm nu lugter du dejligt, af blomster. Skal du lave en stor tissebunke før du skal have underbukser på?

Mig: Nej jeg skal ikke tisse skat, men giv mig bare de der kedelige underbukser.

Svale: Ej Mor, dine underbukser driller, de sidder jo helt oppe i numsen (og så kan jeg mærke en lille finger der kilder)

Mig: Nej Svale, hold lige op, det er faktisk meningen.

Svale: Ej mor det er det faktisk SLET SLET ikke. Men vil du se mit numsehul?

Mig: Nej det behøver jeg ikke. Er det også noget du går og siger ovre i børnehaven?

Svale: JA! Må jeg da se dit numsehul?

Mig: Nej, da.

Svale: Nå, mit numsehul er grønt med blåt med lyserødt, må jeg slet ikke se hvad farve dit har? Er det gult?…

Den lod jeg lige hænge og så var interresen for mit morgenbad heldigvis forduftet. Svale løb ind i stuen og fortalte ivrigt Wilder om Smileys og farvestrålende numsehuller. Jeg glæder mig til jeg en dag skal i bad, helt alene 🙂

 

 

Psssst…Der er Popupshop lagersalg

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Jeg har rippet popupshops lagersalg idag. Jeg var ret begejstret. Det var billigt, der var rigtig mange gode ting og der var ikke særlig mange mennesker. Jeg fik købt badetøj an mas, vinterjakker til begge ungerne til næste år, regntøj og strømpebukser i lange baner.

Priserne er virkelig fornuftige. fx. 5 par af de fine strømpebukser for 75 kr, 2 vinterjakker for 300 kr, 3 dele badetøj 125 kr og der ud af.

Lagersalget fortsætter i morgen fra 10-16 i St. Kannikestræde 19, kbh k og jeg kan kun opfordre til at stikke snuden forbi.

I får lige et par skud af øglerne i deres nye badetøj og ja, det ER et par store nullermænd der har sneget sig med på billederne!