Solcremen der vinder mit hjerte

(Reklame. Solcremerne er sendt til mig via med24.dk til test. Holdningerne til dem er mine egne.)

Det er vigtigt at bruge solcreme, det ved vi godt efterhånden alle sammen. Det er vigtigt for ikke at blive forbrændt og for at mindske risiko for hudkræft, men det er også vigtigt, hvis man vil undgå rynker og pigmentforandringer. Der findes to typer af stråler som solcreme gerne skal beskytte imod. UVB som er dem der giver forbrænding og UVA som er dem der trænger dybt ned i huden og giver rynker og pigmentering. Jeg husker det sådan her:

UVBurn

UVAge

Et af mine yndlingsbilleder, når jeg belærer folk om solcreme, som DET vigtigste ”anti-aging” præparat man kan bruge, er nedenstående billede at en lastbilchauffør, som har haft solen på sin venstre side af ansigtet i de 28 år, han har kørt lastbil. Det taler for sig selv.

Der er dog flere ting ved solcreme, som jeg synes kan gøre det besværligt at vælge en man har lyst til at smøre i ansigtet hver dag flere gange om dagen. Her kommer en liste over de jeg synes kan være problematiske og ting jeg kigger efter.

  1. Skal påføres ofte: De fleste solcremer skal smøres på igen, efter et par timer for at yde optimal beskyttelse og det er jo unægtelig lidt besværligt, hvis man går med makeup til hverdag.
  2. Må ikke fedte: jeg synes mange solcremer fedter meget og jeg har endda tør hud. Jeg synes hurtigt de højere solfaktorer føles lidt indelukkende og fedtede, særligt når de skal smøres på flere gange.
  3. Skal fungere under makeup.
  4. UVA beskyttelse: I EU er det et lovkrav at UVA beskyttelsen i en solcreme udgør mindst 1/3 af UVB, men jeg vil gerne have det endnu højere.
  5. Jeg vil gerne så vidt muligt undgå hormonforstyrrende stoffer.
  6. Jeg vil gerne undgå parfume.
  7. Jeg vil gerne have en solcreme der bliver hvor den er når jeg sveder og bader.
  8. Jeg vil helst ikke blive kridhvid i hovedet efter påføring.

Jeg har prøvet en del solcremer efterhånden og har et par favoritter, som jeg bruger ofte, men ingen af dem har levet op til alle de ovenstående ønsker jeg har. Indtil nu… Jeg har forelsket mig i EVY technologys solmousser.

  1. Ifølge EVYs hjemmeside trænger deres solcreme ned i huden og sidder ikke på overflade, derfor yder den beskyttelse i op til 6 timer og vaskes/svedes ikke af, selvom man tørrer sig. Opholder man sig ude i solen hele dagen er det sikkert fint at påføre igen, men på en almindelig dag kan man nøjes med at påføre den igen en enkelt gang – lige noget for os der er lidt dovne og/eller godt kan lide at gå med makeup.
  2. Den fedter ikke! Og stopper ikke mine porer til. Den tørrer hurtigt ind i huden og så mærker man den slet ikke mere. Faktor 50 til kroppen kan godt føles en anelse klistret i håndfladerne, men det vaskes nemt af.
  3. Den ligger perfekt under makeup.
  4. Den har meget høj UVA beskyttelse.
  5. Den indeholder ikke hormonforstyrrende stoffer, men dog Octocrylene som kan give allergiske reaktioner, så det bør man være opmærksom på hvis man bruger den.
  6. den er parfumefri
  7. den løber ingen steder.
  8. da det er et kemisk filter bliver man ikke hvis i hovedet.

Det eneste lidt sære ved den er konsistensen, som kan være lidt svær at smøre ud. Det er ikke noget problem med Daily UV Face Mousse 30, men kan være lidt svært med Sunscreen Mousse 50, det er dog til at overkomme synes jeg. Mine børn synes, det er mega spændende med mousserne og spørger selv efter at få dem på, jeg er dog lidt tilbageholdende med at bruge det på mine børn pga. indholdet af Octocrylene.

Hermed den varmeste anbefaling herfra. Særligt deres Daily UV Face Mousse 30 er virkelig god og jeg har på to do listen at bestille nogle stykker flere til mit lager af solcreme så jeg ikke løber tør. Begge produkter samt resten af serien fra EVY Technologys kan købes på Med24.dk

Hvad er jeres yndlings solcreme?

Kh Ida (jeg er en nørd, men ikke ekspert, dermatolog eller kosmetolog. Jeg deler viden, som jeg har læst mig til, og erfaringer jeg har gjort. Alles hud er forskellig, hvad virker for mig, vil måske ikke virke for dig. Alle spørgsmål, rettelser og kommentarer er velkomne, jeg elsker at lære noget nyt!) Følg eventuelt også med på Instagram på “Theskinsideofme” hvis du er til masser af billeder og meninger om hudpleje og makeup.

Må man få huller i ørerne som 5-årig?

Svale har ønsker sig huller i ørerne i uendelig tider. Hver aften, er det så sikkert som amen i kirken, at hun spørger: “Hvornår må jeg egentlig få huller i ørerne?” Og hver aften får hun det samme svar: “Når du bliver 10 år”. Jeg tror det er 1 ½ år siden hun spurgte for første gang og både Sune og jeg har været ret enige om at det ikke skulle ske en dag før.

Svale har i de sidste par måneder klippet små bidder af klistermærker og klistret dem på øreflipperne hver morgen, hun har også limet palietter på med en limstift og hvis der hverken har været klistermærker eller palietter inden for rækkevidde, har hun, meget koncentreret og med tungen lige i munden, tegnet mere eller mindre flotte øreringe på sig selv.

Det har virkelig været et brændende ønske, men problemet har været, at jeg ikke synes det er særlig pænt til små piger med øreringe! Når Svale har spurgt mig hvorfor hun ikke bare kunne få dem nu, har jeg svaret hende, at det er fordi jeg synes det er virkelig dårlig stil. “Jeg synes altså det er god stil”, svarer hun så med et bestemt blik og så står vi der og glor stædigt på hinanden. Da hun den anden dag spurgte hvornår jeg selv fik  huller i ørerne, kom jeg i tanke om at min egen mor, var præcis ligesom jeg selv og det endte med at min storesøster Rikke, sørgede for at jeg fik mit ønske indfriet. Det skete ved storkespringvandet i en gadebod imellem sølvsmykker og Bob Marley armbånd – jeg var 9 år og det var bare lykken!

Den anden aften kiggede Sune og jeg på hinanden og blev enige om at smide vores principper på porten og give pigen lov. Hun fik julelys i øjnene da vi fortalte hende det og lørdag morgen tog vi ned i guldsmeden i Allerød, hvor Svale valgte et par fine rosa emaljehjerter og fik dem skudt i, uden noget brok. Jeg må indrømme at det faktisk klæder hende rigtig godt og det er slet ikke særlig dårlig stil! Hun renser selv med klorhexidin 2 gange dagligt og går meget op i at vaske hænder inden hun piller ved dem. Svale er lykkelig og hun glæder sig allerede til om seks uger, hvor vi skal ned og købe nye øreringe til hende. Jeg synes hun skal have små sølv-øreringe med emalje som disse mariehøner, Svale selv ønsker sig allerede hængeøreringe, men der går grænsen, det kan vi tale om, om 10 år 🙂

 

en rædselsfuld sommer i bakspejlet og en bedre forude

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Jeg prøver at glæde mig, men inden i er jeg fuld af angst. Minderne om sidste sommers tragedie kører på fuld hammer og angsten ligger lige under overfladen hele tiden. Varmen minder mig om sidste sommer og når jeg lukker øjnene og sætter mig i solen for at nyde dens stråler, begynder død og ulykke at køre på repeat og jeg går indenfor igen. De varme nætter, hvor det er svært at sove tager mig ligeledes tilbage til Spanien, til de søvnløse nætter efter ulykken, hvor jeg  kastede mig rundt i sengen i lagener der var fugtige af sved og tårer, hvor jeg befandt mig i en plagefuld tilstand af chok, vrede, magtesløshed og sorg , en tilstand der mest af alt, lænede sig op ad sindsyge. Den sommer var den værste i mit liv og det at skulle på sommerferie igen, får alt det grimme til at blusse op.

Bare ordet sommerferie provokerer min angst, jeg er faktisk grædefærdig over at det er nu, selvom jeg også glæder mig, glæder mig til at være sammen med Sune og børnene, glæder mig til at slappe af. Det er et sandt kaos inden i og følelserne stritter i alle mulige retninger. Jeg prøver, så vidt det er muligt, at styre mine tanker. Fortælle mig selv at det her er en ny ferie, en ferie hvor vi skal noget andet, en ferie hvor ingen skal dø, en ferie der ikke er farlig, en ferie, der hvis jeg formår at hanke op i mig selv, kan blive rigtig dejlig!

Men, det er ikke helt nemt, for alt hvad der minder mig om sidste sommerferie, trækker et blodigt spor tilbage til min fars død, tager mig tilbage på ulykkesstedet, tilbage til alt der skete i min krop, både fysisk og psykisk, i det øjeblik jeg så ham død, i den smadrede bil. PTSD symptomerne blusser op og jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, ved ikke at give efter for angsten, men face det svære, være i det, tænke på det, selvom det er helvedes ubehageligt. Så snart jeg undviger, kommer det hele alligevel væltende i mareridt, flashbacks og utidig opførsel, så det kan ikke betale sig, ikke at kigge det grimme i øjnene.

Og der er rigtig meget grimt at kigge i øjenene, det er småting, men det er dem som får læsset til at vælte. Jeg kan fx. ikke tåle at se på de kufferter vi havde med på ferie sidste år og synet af de flade badedyr der svømmede uskyldigt rundt i den spanske pool før og efter ulykken giver mig kvalme, selv børnenes spraglede svømmeveste, de så lystigt legede i, har jeg lyst til at smide ud. Bare det at pakke, at skulle tage sommertøj ned i en taske, føles helt forkert, jeg gør det alligevel, men det er igen med trykken for brystet og tårer i øjnene og jeg kan godt lade sive, at det er ret tilfældigt hvad der kommer i de tasker. Og så brød jeg helt sammen i går, i bilen på vej til arbejde, da det gik op for mig at tour de france starter denne weekend. Min far elskede touren og i ugen op til hans død, var han fast inventar på sofaen i det spanske hus vi havde lejet, hvor han lå og så cykelløb og var rigtig godt tilfreds. Jeg kan ikke holde ud at han ikke skal følge med igen i år, jeg kan ikke holde ud at han ikke er, ikke holde ud at han er død, ikke holde ud at vi ikke skal holde sommerferie med ham igen i år, som vi plejer at gøre.

Det er uretfærdigt! Men livet er ikke retfærdigt og jeg har igennem det sidste år øvet mig i at leve videre. Jeg synes det går bedre , det har ligefrem gået godt i perioder, men lige nu, der kysser jeg atter jorden. Men modsat tidligere i min sorgproces, ved jeg, at jeg godt kan klare det her. Det er så vanvittigt at være så skrøbelig og føle sig så stærk samtidig, men det er altså sådan det er! Den 21. juli er der gået et år og Anne, min fars enke, holder en mindehøjtidelighed for ham, dagen før, hvor hans nærmeste venner og familie er inviteret og hvor min fars farvestrålende liv skal mindes, men også fejres med god mad, vin og massere af hygge – lige i hans ånd. ! Jeg er mig fuldt bevidst om at dagene fra nu af til den 21. bliver svære, at selvom sommerferien burde være rar og let, er den tung og svær for mig i år. Jeg kan styre min tanker i nogen grad, men jeg kan ikke forhindre dem i at flyve tilbage til sidste års ferie – på godt og kærligt, men mest på ondt og ulykkeligt – det er OK. Livet skal jo leves videre og jeg er lige så langsomt ved at finde mig selv, mit nye selv, som er stærkere, klogere og dybere end før og jeg kan på en måde rigtig godt lide den nye mig, hun er sej, hun er ærlig og hun er et mere alvorligt menneske som i den grad har fået værdierne på plads.

Vi kommer ikke uden om det. Idag kører vi på sommerferie og jeg tror at vi har fået stablet en god en af slagsen på benene. Vi skal for første gang i mange år ikke syd på (heldigvis). Vi skal derimod to uger til Sverige, være i skoven, fiske og bare være sammen, helt uden de store planer. Vi skal gå ture, trække skovjordbær på græsstrå, bage kardemommeboller efter min farmors opskrift og bade i skovsøen mens aftensolens stråler eller i silende regn – det er ligemeget, bare vi er sammen. Vi har det så dejligt når vi er i Sverige, jeg føler mig tæt på min far der, i den lille hytte, hvor jeg har været med ham utallige gange som barn. Det er også der han er begravet, på kirkegården i Tingsryd. Jeg planlægger at købe smukke sommer- stauder, som jeg vil plante på hans grav, så de kan blomstre igen, år efter år. Jeg vil tage det sure med det søde, det lykkelige med det ulykkelige og ellers bare holde skruen i vandet så godt jeg formår, der er ikke andet for. Snart har jeg passeret et år uden en far, det er flot klaret. Jeg går og jeg står, jeg lever og jeg elsker! The show must go on – og det skal nok blive en fin sommer.

God sommer til jer derude, må i få en vidunderlig en af slagsen <3

 

 

 

 

 

The Glow Inst.

Nogen gange er det sgu hårdt at være mor synes jeg. Det er ikke mange øjeblikke, hvor der ikke er enten konkrete her og nu krav og behov eller tanker om fremtidige planer, krav og behov. Jeg kan af og til føle, at jeg har mistet mig selv, al min alenetid er blevet stjålet fra mig – det kan næsten føles sorgfuldt engang imellem at tænke på, at jeg aldrig er alene og fri for krav og tanker om krav. Derfor bestilte jeg tid i The Glow inst. efter at have fulgt Fulvia på Instagram og hørt hende fortælle om ideen bag stedet i podcasten: Udenfor rammen – Oasen for kvinder .

Jeg var spændt, men også lidt urolig og vemodig, da jeg kørte mod Hillerød. Sådan får jeg det tit op til, at jeg skal noget, jeg har glædet mig meget til, jeg kan blive helt bekymret for, om jeg nu kan finde ud af at nyde det og ”gøre det rigtigt”.

Al min uro forsvandt som dug for solen da Fulvia åbnede døren og inviterede mig indenfor. Hun er blid og rolig. Hun har en naturlig måde at være i kontakten på, som gør det nemt at slappe af og nemt at tale om det man har på hjerte. Vi talte mest om musik og hvad det gør ved os. Behandlinger i The Glow Inst. starter med en kop te og en rolig snak om, hvad der nu måtte være. Det er genialt, fordi det giver én tid til at lande og indstille sit sind på den behandling, man skal modtage. Jeg har det tit sådan, at jeg bruger det meste af tiden på at lande, når jeg har været til massage eller andre behandlinger. Tankerne suser rundt og jeg er i gang med indkøbslister og huskesedler og når jeg så lige er ved at være faldet ned, så er det hele slut. Men ikke i The Glow Inst. Der er nemlig god tid. Der har ikke været en anden før og der kommer ikke en anden efter – man er den eneste ene den dag og det gør en kæmpe forskel for hele oplevelsen.

Kort fortalt er det en to timer lang behandling hvor man ligger på briksen mens Fulvia tryller med blid massage, lækre produkter og forførende dufte og får en til at slappe HELT af.

Der er ingen der siger noget, man skal bare slappe af og være i sin egen krop. Man bliver ikke bedt om at rykke sig eller løfte arme og ben, man bliver ikke spurgt om det er rart, eller om der er noget andet man vil have. Man bliver ikke forklaret noget om produkter eller andet. Man får bare lov at være som man er, i den tilstand man er i. I virkeligheden er det meget simpelt og samtidig er det unikt og helt vidunderligt. Det er to timers omsorg helt uden krav, forstyrrelser eller kontakt. Mens jeg lå der svævede jeg ind og ud af mine tanker, i en tilstand mellem drøm og virkelighed. Minderne væltede frem og blandede sig med drømmeagtige scenarier. Der er noget ved blid berøring som er så utroligt beroligende og sjældent. Jeg blev taget tilbage til min barndom, hvor min mor nussede mig, hvor nus var noget jeg bare modtog uden tanke på, hvornår det var min tur til at nusse, hvad nusseriet mon skulle føre til eller om jeg mon skyldte noget bagefter.

I dag fik jeg kontakt med mig selv igen, jeg var helt nede i min sjæl. Jeg kunne have ligget der i den tilstand i flere dage, det var næsten som om tiden stod stille…

Dette er ikke en reklame, jeg har selv betalt for mit besøg og har booket et nyt besøg i Januar som er det tidligste jeg kunne få tid – jeg er ikke den eneste der hungrer efter The Glow Inst. følelsen.

/Ida

En yndig sag

Hjemme hos os går det stadig et skridt frem og to tilbage, men så går det også lige pludselig tre skridt i den rigtige retning og hvis jeg kigger tilbage gennem de seneste måneder, så går det helt klart bedre. Det er nu over 10 måneder siden jeg mistede min far og sorgen er fortsat kolosal. Nogle dage er den dyb og sort og den river i mit indre, men andre dage tager den en helt anden form og kan forekomme mig varm og kærlig og jeg får en rar følelse af at min fars kærlighed lægger sig om mig, som en stor og rar beskyttende dyne. Sorgen er sin egen, jeg kan ikke styre den, og samtidig er den jo også min, og jeg kender den, dag for dag, bedre og bedre og er på min egen måde, ved at finde min vej. Det er en sorg som er blevet mere stille, som ikke kræver lige så meget gråd og påstyr, men stadig fylder som bare pokker, lige under overfladen. Sorgen er også grunden til at bloggen har stået lidt stille. Jeg har bare brug for at omfavne begge sider af den og give mig selv ro og plads til at finde mig selv igen!

Når sorgen river på den slemme måde, så griber jeg fortsat strikkepindende. Det giver mig ro, mit tankemylder holder pause og jeg tænker bare på mit strikketøj og det smukke jeg er ved at skabe. Lige nu er jeg ved at strikke denne yndige sag, med muslingemønster, til Svale. Den ser lidt kompliceret ud, men det er den faktisk ikke og jeg er jo nybegynder, så her kan de fleste altså følge med. Opskriften er fra strikdet, hvor der også er så mange andre fine opskrifter der frister. Modellen hedder clamsweater og det aller bedste er, at der udkommer en opskrift til voksne i slutningen af måneden – jeg glæder mig og det kribler allerede i strikkepindende. Jeg har strikket Svales clamsweater i cotton merino fra drops i farven pudder og en enkelt tråd silk mohair i lys rosa også fra drops. Jeg køber altid mit garn online hos yarnliving.dk, hvor der ofte er tilbud og garnet bliver leveret til min dør dagen efter jeg har klikket det hjem!

Jeg vender snart tilbage, det lover jeg. Jeg har så ufattelig meget på hjertet.

 

Kram Louise